Viser opslag med etiketten fotoer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fotoer. Vis alle opslag

mandag den 27. maj 2013

Nyheder på Flickr

Da fotodelingstjenesterne startede for nu så mange år siden, hoppede jeg på vognen oktober 2005, og valgte hvad mange andre anså for den bedste, nemlig Flickr. Siden har jeg egentlig ikke kunnet skrive noget dårligt  om Flickr, men er alligevel skredet via Googles Picasaweb til Google+ Foto. Nu er det lidt sent at vende tilbage, for jeg havde lagt tusindvis af billeder på Google+ Foto.

Yahoo! køber Flickr 2005

Der er flere grunde til at være genoverveje, når man læser om hvad Flickr har udviklet sig til. Flickr blev opkøbt af Yahoo! i 2005. Dengang var det webbens største fotodelingstjeneste. Men snart kom der mange konkurrenter til, først og fremmest Google+, Microsoft Skydrive og iCloud. Og det satte Flickr i skyggen af de andre. Godt hjulpet til af Yahoo! der ikke fulgte med udvikling og blot lod Flickr være som den var i 2005. Det blev praktisk at have konti samlet et sted, og mange valgte Google.

Flickr overgår konkurrenter

Flickr har altid været størst hvad angår kapaciteten, men nu har den overgået sig selv. Flickr tilbyder 1 Terabyte, eller 1.024 GB. Dette skal sættes overfor at Google+ ialt, med drev og email, har annonceret at de vil tilbyde 15 GB. Ikke nok med det. Fotoer bliver ikke beskåret til de 2 megapixels som Google+ og Skydrive gør. Den øvre grænse er 6.5 megapixels, hvilket reelet vil sige at det er fuld størrelse. Langt de fleste af mine fotoer i høj opløsning overskrider ikke den grænse.

Man kan blive lidt i tvivl om hvor man er logget på. Her er det ikke Google+ Foto, men Flickr. Forskellen er ikke til at få øje på.

Designet omlagt: Startsiden er anderledes, Photostream er anderledes (den er blevet mere Google+-agtig). Google Play og iPhone APP. Indholdet som sådan er der dog tilsyneladende ikke ændret ved, menuerne er de samme. De fleste kan findes i menulinjen yderst til højre, knappen med de tre vandrette prikker. Jeg havde lidt svært ved at genfinde de "gamle" knapper, og det virker også som om designændringen ikke er fuldt gennemført. Når man logger på, støder man hurtigt ind i det nye, men dykker man dybere, ryger man ind i den gamle navigation. Og så kan det være svært at finde tilbage til "det nye".

Navigationsproblemer

At Flickr åbenbart er klar over at der er navigationsproblemer, fremgår af at jeg et par gange røg ind i at ville se noget i det nye, for kun at åbne siden "Did you click om a broken link? Please let us know."

Jeg har også haft lidt besvær med at finde hvor man ændrer på ophavsretten. En af de helt store fordele (set fra min stol) er/var at man byggede på Creative Common License. Jeg kan ikke forestille mig at Flickr bare har afskaffet denne. Men før i tiden kunne man "stille" på adgangen ud for hvert enkelt foto. Så langt er jeg endnu ikke nået.

Der er en chatbox med en person som på danske skriver at jeg "er en interessant person". Når jeg forsøger at lukke den med et klik i x-et øvertst til højre, kommer jeg automatisk til en side med singler der søger kontakt (matchmaking hos Partnermedniveau). Faktisk sker det uanset hvad jeg klikker på. Og jeg har ikke tænkt med at svare. Flickr er som alle andre gratis tjenester afhængig af reklameindtægter. Så hvis man vil slippe for det, må man betale sig fra at få vist dem.

Flickr som fototjeneste

Alt dette skal dog ikke overskygge at Flickr er en fortræffelig fotodelingstjeneste. At tjenesternes design mere og mere følger en standard, kan der være mange fordele ved. Først og fremmest at man ikke behøver at lære forskellige navigationer at kende. Jo, der er ikke så meget nyt. Men skal der altid være det? Er den enorme mængde plads ikke netop den bedste nyhed?

Spørgsmålet er om Yahoo! er for sent ude med disse ændringer. Tiden vil vise det. Flickr har tabt mange kunder. Fx har ganske få af mine kontaker brugt tjenesten det seneste års tid. Jeg kan også under menuen Popular konstatere at der ikke har været mange inde og kigge på mine offentlige fotoer de seneste mange år. At Flickr har stået stille så længe, vil givetvis betyde, at  mange måske bare vil vente på at Google, Microsoft og Apple tilbyder det samme.

torsdag den 23. maj 2013

Google slår plads på tjenester sammen

Hidtil har Google udbudt separat plads på sine forskellige tjenester, Google+ foto, drev og mail. Det har hidtil været gratis at have 10 GB mail og 5 GB på drev og Google+ Foto. Men Google vil nu gøre det nemmere ved at udbyde 15 GB gratis. Det vil fx betyde at man kan udnytte den frie plads på Gmail til at uploade flere fotoer. Tilsyneladende. For hvis jeg kigger på den oversigt, som Google selv henviser til (storage page, siden hvor det fremgår hvor meget du har lagret hvor), så ser den sådan ud:

Sådan ser min storage side ud. Jeg har brugt 0,54 GB ud af 5 GB. 0,1 på drevet og 0,4 i Google Plus Foto. Men jeg kan ikke se at jeg har omkring 0,5 GB på mailen. Vil det mon betyde at jeg snart kan "overføre" fx 8 ud af 9,5 ledig mailplads til fotoer? Og hov, hvor blev de 15 GB egentlig af?

Ifølge Google Drive Blog. kan det være fordi siden endnu ikke er opdateret til de nye forhold. Det skulle betyde at det bliver mere overskueligt hvad du har de forskellige steder. Kigger jeg nederst i min Gmail, finder jeg hvor meget jeg har brugt af pladsen her, og der står 5% af 10 GB. Det har taget omkring 10 år, så hvis det gennemsnit holder, skulle jeg have plads på Gmail til de næste 200 år. Formentlig gælder det nye ikke endnu. Skulle man overskride grænserne, har man altid mulighed for at købe mere plads. Disse tal er heller ikke ajourført, men pt koster det for drev og foto $ 2½ pr. måned for 25 GB og $ 5 pr. måned for 100 GB.

Til billedet skal tilføjes at jeg har brugt Foto i mange år. De 400 MB Google+ Foto plads stammer fra omkring 2.400 fotoer som er lagret på det forhenværende Picasaweb, nu Google+ Foto. Heraf udgør mine to weblogs ialt 637 fotoer. Resten er privatfotoer. Det kunne umiddelbart se ud som om det var meget små fotoer. Det er rigtigt, for kun 830 er deciderede digitalfotoer, mens resten er indskannede, ældre negativbilleder eller skærmdumps (de sidste fylder ikke ret meget). De "rigtige" digitalfotoer fylder godt op. Fx de 71 fotoer for 2013 kræver 274 MB, altså knap 4 MB pr foto.


lørdag den 18. maj 2013

Google+: To skridt tilbage, et skridt frem

Google+ har ændret udseende og funktioner: Stream og Hangouts er blevet ændret. For mig er det nu mere fotoer som har interesse. Efter at have brugt Picasaweb i mange år, skiftede jeg - desværre - det ud med Google+. Og måtte bruge en workaround for at bibeholde de mange gode elementer dér. Redningen blev at lære at sætte noredirect=1 efter adressen. Så det var med nogen spænding jeg gik i gang med at teste om Google+ har fået kompenseret. Et foreløbigt svar: Jo, på visse områder. Og jeg er nu ikke længere helt så ked af at have skiftet fra Picasaweb til Google+. Me-en.

Mere lagerplads

Først er der lagerpladsen. I introduktionen fortæller Google nu, at man har ubegrænset plads. Ellers har Google jo sat en grænse på 15 GB på ens samlede mængde emails, fotoer, dokumenter mm. Men her fortæller man altså at der ikke er grænser for hvor mange fotoer og videoer man kan uploade til Google+. Billeder lagret i Google+ vil automatisk blive omdannet til 2.048 pixels. Og det er gratis. Lige som videoer under 15 minutter.

Fanebladene

Google+ Photo er nu organiseret i forskellige faneblade. Hvor der er kommet nogle tilføjelser:
  • Photos. I fanebladet Photos får du vist samtlige dine fotoer. Jeg kan ikke umiddelbart se nogen fordel ved det. Men jeg har også tusindevis af fotoer, så det virker mere forvirrende end oversigtligt.
  • Albums. Fanebladet Albums er blevet mere Picasaweb-agtigt end det gamle Google+-layout. Og det er en klar fordel. Men inde i et bestemt album ligner det stadig Google+. Hele højremenuen fra Picasaweb med bl.a. kort, hvem du har delt med, tags mm. er der ikke. Inde i et bestemt foto er der til gengæld kommet flere oplysninger a la dem i Picasaweb med.

Sådan ser den nye Google+ Foto ud. Specielt under detaljer er det blevet meget bedre Kortet er med! Over fotoet er der stadig nogle simple, men praktiske redigeringsmuligheder.

Det er godt, synes jeg. Bl.a. er kortet nu med, under Photo Details. Du kan stadig lave nogle elementære billedbehandlinger, og de ser modsat før i tiden ud til at virke. Der er også kommet en funktion der hedder Enhancing. Jeg kan ikke rigtig se hvad det er den gør.
  • Highlights. Dette er sådan en "smart" funktion som jeg ikke rigtig kan se nogen ide i. Men det tiltrækker muligvis en bestemt brugergruppe.
  • More. Her er det vel især Auto-backup der kan være nyttig. Denne funktion betyder at du automatisk kan uploade fotoer og videoer fra din mobil til Google+ (Android-telefoner, fx).
I vejledningen er der et afsnit om sammenhængen mellem Picasa Web Albums og Google+. Jeg kan ikke huske om det var der før, men jeg mener ikke at have set det før. Måske har der været en del kritik fra de som synes at Picasa Web Album er bedre end Google+ Foto. Vejledningen slårfast at Google+ bliver det nye hjemsted for fotoer. De venner du deler album med, kan også dele dem med andre, medmindre du aktivt blokerer for det.

Plus-knappen

Men generelt er det +1-knappen Google gerne vil have os til at bruge. Man skal ikke tage fejl af at søgning er Googles kerneprodukt. Siden november 2011 har satsningen været at kunne levere personligt tilpassede søgninger til den enkelte bruger. Det betyder at de personlige tilkendegivelser (+1-funktionen) er vigtige for at Googles satsning lykkes. Uden personlige tilkendegivelser, ingen personlige resultater. Og der skal være rigtig mange, har jeg fundet ud af, før det begynder at påvirke søgeresultatet. Så hvis man er med på ideen, er det bare med at komme i gang med at plusse hvor man kan.

tirsdag den 5. marts 2013

Fra Google+ til Picasaweb

De fleste der for år tilbage oprettede fotoalbum i Google Picasaweb og dernæst tilmeldt sig Google+, har på det seneste oplevet at blive omdirigeret til Google+ når de loggede på Picasaweb. Google+ er en helt anden form for fotopræsentation end Picasaweb. Og der er for- og bagdele ved begge.

Her er Google+ præsentationen af dine fotoalbum. Det er specielt indrettet på at du skal socialisere med fotoerne på Google+. Og der skulle også være mere plads, du kan uploade større billeder mm. Men i forhold til det gamle Picasaweb er der gået adskillige funktioner tabt. Bemærk den blå afmærkning i adresselinjen. Dette nummer kan du bruge til at komme tilbage til Picasaweb.

Indtil for ca. en måned siden var det muligt at omgå at blive ledt over i Google+ automatisk ved at klikke på sin Konto (øverst til højre) og dernæst på Produkter. Linket til Picasa Web Album ledte så over i den gamle brugergrænseflade. Men på det seneste har jeg oplevet at den vej fungerer lidt on/off. Og flere og flere gange bliver du bare dirigeret automatisk videre til Google+. Det gælder også hvis du skriver fx

https://picasaweb.google.com/lh/myphotos 

Jeg har fundet en hollænder som har fundet en anden måde. Den er mere besværlig den første gang, men man kan jo dernæst gemme den i foretrukne. Så længe den altså virker. Metoden er at skrive det følgende i adresselinjen:

https://picasaweb.google.com/[dit webalbumsnummer]?noredirect=1

Dit webalbums nummer kan du finde ved at gå ind på Fotoer (Photos), dernæst i fanebladet Albums. I adresselinjen forekommer der nu en adresse hvori indgår et 21-cifres nummer. Se skærmbilledet ovenfor, kig i adreselinje. Mit er fx 118288251074946880079. Dette indsætter du nu i adressen, altså i mit tilfælde:

 https://picasaweb.google.com/118288251074946880079?noredirect=1


Dette fører i hvert fald indtil videre over i det "gamle" Picasaweb-billede, der altså giver nogle andre muligheder end Google+. Jeg ved ikke hvor længe disse muligheder er der. Men nu er tricket givet videre.

Det gamle Picasaweb har bl.a. en menu, Handlinger, hvorfra du har adskillige muligheder for at behandle dine albums som 'rigtige' fotoalbum, og ikke bare som noget der skal deles på Google+. Du kan også lave en stedsangivelse og mange andre ting.