mandag den 27. maj 2013

Nyheder på Flickr

Da fotodelingstjenesterne startede for nu så mange år siden, hoppede jeg på vognen oktober 2005, og valgte hvad mange andre anså for den bedste, nemlig Flickr. Siden har jeg egentlig ikke kunnet skrive noget dårligt  om Flickr, men er alligevel skredet via Googles Picasaweb til Google+ Foto. Nu er det lidt sent at vende tilbage, for jeg havde lagt tusindvis af billeder på Google+ Foto.

Yahoo! køber Flickr 2005

Der er flere grunde til at være genoverveje, når man læser om hvad Flickr har udviklet sig til. Flickr blev opkøbt af Yahoo! i 2005. Dengang var det webbens største fotodelingstjeneste. Men snart kom der mange konkurrenter til, først og fremmest Google+, Microsoft Skydrive og iCloud. Og det satte Flickr i skyggen af de andre. Godt hjulpet til af Yahoo! der ikke fulgte med udvikling og blot lod Flickr være som den var i 2005. Det blev praktisk at have konti samlet et sted, og mange valgte Google.

Flickr overgår konkurrenter

Flickr har altid været størst hvad angår kapaciteten, men nu har den overgået sig selv. Flickr tilbyder 1 Terabyte, eller 1.024 GB. Dette skal sættes overfor at Google+ ialt, med drev og email, har annonceret at de vil tilbyde 15 GB. Ikke nok med det. Fotoer bliver ikke beskåret til de 2 megapixels som Google+ og Skydrive gør. Den øvre grænse er 6.5 megapixels, hvilket reelet vil sige at det er fuld størrelse. Langt de fleste af mine fotoer i høj opløsning overskrider ikke den grænse.

Man kan blive lidt i tvivl om hvor man er logget på. Her er det ikke Google+ Foto, men Flickr. Forskellen er ikke til at få øje på.

Designet omlagt: Startsiden er anderledes, Photostream er anderledes (den er blevet mere Google+-agtig). Google Play og iPhone APP. Indholdet som sådan er der dog tilsyneladende ikke ændret ved, menuerne er de samme. De fleste kan findes i menulinjen yderst til højre, knappen med de tre vandrette prikker. Jeg havde lidt svært ved at genfinde de "gamle" knapper, og det virker også som om designændringen ikke er fuldt gennemført. Når man logger på, støder man hurtigt ind i det nye, men dykker man dybere, ryger man ind i den gamle navigation. Og så kan det være svært at finde tilbage til "det nye".

Navigationsproblemer

At Flickr åbenbart er klar over at der er navigationsproblemer, fremgår af at jeg et par gange røg ind i at ville se noget i det nye, for kun at åbne siden "Did you click om a broken link? Please let us know."

Jeg har også haft lidt besvær med at finde hvor man ændrer på ophavsretten. En af de helt store fordele (set fra min stol) er/var at man byggede på Creative Common License. Jeg kan ikke forestille mig at Flickr bare har afskaffet denne. Men før i tiden kunne man "stille" på adgangen ud for hvert enkelt foto. Så langt er jeg endnu ikke nået.

Der er en chatbox med en person som på danske skriver at jeg "er en interessant person". Når jeg forsøger at lukke den med et klik i x-et øvertst til højre, kommer jeg automatisk til en side med singler der søger kontakt (matchmaking hos Partnermedniveau). Faktisk sker det uanset hvad jeg klikker på. Og jeg har ikke tænkt med at svare. Flickr er som alle andre gratis tjenester afhængig af reklameindtægter. Så hvis man vil slippe for det, må man betale sig fra at få vist dem.

Flickr som fototjeneste

Alt dette skal dog ikke overskygge at Flickr er en fortræffelig fotodelingstjeneste. At tjenesternes design mere og mere følger en standard, kan der være mange fordele ved. Først og fremmest at man ikke behøver at lære forskellige navigationer at kende. Jo, der er ikke så meget nyt. Men skal der altid være det? Er den enorme mængde plads ikke netop den bedste nyhed?

Spørgsmålet er om Yahoo! er for sent ude med disse ændringer. Tiden vil vise det. Flickr har tabt mange kunder. Fx har ganske få af mine kontaker brugt tjenesten det seneste års tid. Jeg kan også under menuen Popular konstatere at der ikke har været mange inde og kigge på mine offentlige fotoer de seneste mange år. At Flickr har stået stille så længe, vil givetvis betyde, at  mange måske bare vil vente på at Google, Microsoft og Apple tilbyder det samme.

Ingen kommentarer: