Internetsøgning startede i august 2002 mest som et forsøg på at finde ud af hvad dette fænomen, weblogs, egentlig var for noget. Det var min nu kære og desværre afdøde kollega, Tora Trier Hansen, som gjorde mig opmærksom på det. Hun havde været med til at starte andre weblogs. Dengang var der under 100 weblog i hele Danmark. Heller ikke i udlandet var det rigtig blevet noget stort. Men de følgende år blev weblogs et af de hastigt voksende fænomener på internettet.
Der er ikke mange milepæle i Internetsøgnings historie. Det har fra starten været ment som henvendt til et meget smalt publikum, søgespecialister. Et indslag fortjener dog en særlig omtale, fordi det fik stor betydning for min personlige udvikling og karriere. Det er indslaget fra 2. februar 2004 "Omfattende gratis tips til at søge på Google". Dengang kunne man ikke i Blogger linke til et enkelt afsnit. Det handlede om en Nancy Blachmans Googleguide på engelsk.
Hun kontaktede mig pr email for at spørge om hvad jeg dog havde skrevet, og hun spurgte om jeg ikke havde lyst til at oversætte guiden til dansk. Det kunne jeg godt hvis ellers jeg krediterede hendes guide. Det kom som lidt af en overraskelse for mig. Jeg kendte ikke ophavsretten særlig godt, og ville egentlig bare offentliggøre dele af den som tips på Internetsøgning. Det var dengang jeg lærte Creative Common License at kende. Det blev først lavet i en dansk udgave mange år senere, så jeg måtte stave mig igennem den engelske.
Min gode og nu desværre afdøde og meget savnede kollega Tora Trier Hansen, som dengang bestyrede hovedbibliotekets IT-funktion (ja, det hed det dengang) synes at det var en rigtig god ide. Det blev starten til Google-Guide som har overlevet lige siden på Københavns Bibliotekers hjemmeside. Tora havde det dér drive med at: Vi gør det sgu bare! Guiden blev i 2005 til bestselleren "Google for alle", i anden udgave kaldt "Find det med Google". Den er også oversat til norsk.
Jeg har ofte tænkt på at lukke bloggen, senest på 10 årsdagen. Men af en eller anden grund holdt den ved et år mere. Fordi når jeg studerede statistikken fik den flere og flere læsere. Måske fordi der er blevet færre og færre weblogs som beskæftiger sig med at undersøge søgemaskinerne. Hvis man søger på søgemaskiner, vil man kunne se at langt hovedparten af de weblogs som beskæftiger sig med søgemaskiner, er omkring SEO, altså Search Engine Optimizing, dette med hvordan man kommer forrest på et søgeresultat. Det er fx sket med Search Engine Watch, nu Search Engine Land, Google Blogoscoped som lukkede i 2011.
Det har været ret svært at finde kvalificerede afløsere og kilder for disse. Det er nu mest Googles egne weblogs - og de er naturligvis et partsindlæg. Google egne blogs er droslet kraftigt ned, og det meste retter sig mod ændringer i teknik, fx apps, nye versioner, osv. Søgning som sådan er der fundamentalt ikke sket noget afgørende nyt med.
Efter sommerferien 2013 havde jeg ikke haft kladder til eventuelle artikler i flere måneder. Og emnerne i 2013 blev mere og mere perifere og specielle. Jeg besluttede derfor at drosle webloggen ned. Helt lukke den nænner jeg ikke. Jeg har stadig et håb om at søgemaskinerne på et eller andet tidspunk i fremtiden vil finde på bedre søgemetoder. I så fald er der igen brug for Internetsøgning. I mellemtiden vil jeg henvise til min statiske side, Google-Guide på Københavns Bibliotekers hjemmeside, samt Find det med Google, heftet er pt udsolgt, men det kan fås for 10 kr som ebog hos forlaget Libris.
Jeg skylder læserne en stor tak. I har holdt gejsten oppe i samtlige 11 år.
2 kommentarer:
Har du erfaringer med søgemaskinen duckduckgo ?
Hej Charlotte og Jan. En kollega gjorde mig for en del år siden opmærksom på Duckduckgo. Konceptet med at man kan søge på den uden at efterlade private spor lød interessant, så jeg brugte den i nogle få dage.
Jeg husker at min konklusion dengang var at kvaliteten af søgningerne gik over hensynet til privathed. Google opbevarer som bekendt en række oplysninger om de der søger, selv hvis man ikke er logget ind (så er der flere).
Det gør såmænd også alle andre. DR, Politiken, DMI osv. De skilter bare ikke med det.
Så min personlige holdning er at det er et vilkår vi er nødt til at leve med, og være opmærksom på ikke udvikler sig til at overskride privatsfæren.
Hvis Duckduckgo kunne levere lige så gode resultater som Google, ville jeg måske overveje at bruge den. Men som sagt, nogen længerevarende bekendtskab har jeg ikke til maskinen.
Med venlig hilsen
Erik
Send en kommentar