Politivennen er navnet på et tidskrift som udkom 1798-1846. Det kan opfattes som et billede på den stemning som herskede i tiden omkring den franske revolution 1789-1799, hvor borgerskabet indvarslede afslutningen på enevælden. Herhjemme i mindre målestok indvarslet med tømrerstrejken 1794.
Den københavnske læseverden var stadig uvante med en offentlig debat, og frygten for at "komme i Bladet" var meget stor. (Wikipedia)
Bladet "Politivennen" kan give et indblik i, hvordan borgere og lærde
oplevede livet i 1790'ernes København og de udfordringer, som fulgte med
det. (Danmarkshistorien.dk).
Bladet giver et unikt indblik i dagligdagen i datidens Danmark, set ud fra det spirende
mandlige borgerskabs syn. I mange af artiklerne er der fordækte hug opad mod magthaverne, men så sandelig og om muligt endnu mere åbenlyse hug nedad mod pøbelen, betlere, utugtige kvindfolk, bønder og ubesiddende folk.
Det bliver brugt i talrige sammenhænge af såvel amatørhistorikere som forskere som kilde til Danmarkshistorien. På internettet vil en Googlesøgning således resultere i adskillige uddrag og citater fra Politivennen. Fx på
Danmarkshistorien, om
prostitution,
Rundetårn,
dunster og møddinger.
Politivennen snart tilgængelig på internettet
Men værket er enormt. Og hidtil har interesserede i at se bladet i sin helhed været henvist til Det Kongelige Bibliotek. Det syntes Københavns Rådhusbibliotek egentlig var synd. For det har en næsten komplet udgave af tidsskriftet, og som skanningsforsøg er det nu ved at blive digitaliseret.
Digitalisering indebærer som bekendt en mængde problemer: Servere, adgang osv. Og disse forhold er langt fra afklaret endnu. Men vi har fået lov til at lade interesserede
smugkigge i de skannede filer. Løftet pegefinger: Ophavsretten tilhører Københavns Biblioteker. Du må downloade filerne og dele dem med andre, så længe du krediterer Københavns Biblioteker og linker tilbage til dig. Du må ikke på nogen måde ændre værkerne eller anvende dem kommercielt.
Bemærk at Skydrive ikke bare åbner for filerne. Du skal klikke på Hent øverst til venstre, og dernæst vælge hvilket program du vil åbne filen i. Det vil normalt være Adobe Reader.
På et tidspunkt regner vi med at kunne lancere hele værket og på en mere præsentabel facon, end som pdf-filer på Skydrive. Interesserede kan eventuelt henvende sig til chef for Københavns Hovedbibliotek,
Jakob Heide Petersen, til
Rådhusbiblioteket eller undertegnede.
Danmark under enevælden
Det er som sagt
København og Danmark i enevældens tid. Hovedstadens befolkning voksede fra 100.000 til 120.000, og den klemte sig vel at mærke sammen inden for voldene! Oven i overbefolkningen var der Slaget på Reden 1801, Københavns bombardement 1807, tabet af flåden, statsbankerotten 1813, og freden i 1815. Pøbelen rasede mod jøderne, hvis ligestilling måtte sikres af enevoldskongen i 1814, men i stedet resulterede i Jødefejden 1819-1820.
Politivennen har også indberetninger fra fx Helsingør, Holbæk, Nakskov, Bornholm, Odense og Jylland.
Kritikken mod lovgivningsmagten er mest synlig i starten, 1798-1799. Et eksempel er en historie om vejenes tilstand i Danmark, hvor Politivennen angiveligt har modtaget et brev fra en unavngiven læser på Lolland, som beskriver de meget dårlige veje der. Men hensigten er ikke så meget at skrive om de dårlige veje, men årsagen til at det er sådan:
Loven i enhver stat, de være sig givne af konge, direktorium eller senat, må nødvendigen antages at være givne til at fremme almindeligt bedste. Hensigten opnås mere eller mindre eller undertiden aldeles ikke.
Brevskriveren fortsætter så med nogle overvejelser over hvorfor de ikke opnås, med en underfundig skjult kritik af det lavere embedsvæsen (man skød ikke på hovedet selv, kongen). Anklagerne er sønderlemmende, korruption, embedsforsømmelse eller -misbrug.
Så slår censuren til i 1799. Det politiske farlige nedtones. Senere kommer mere videnskabelige artikler til. Men fra 1830erne synes bladet at have overlevet sig selv.
Emnerne er omfattende og giver et enestående indblik i dagliglivet i datidens København og Danmark.
Renlighed i gaderne er et standende problem. Bønder som transporterer dyr gennem gaderne og efterlader skidt og lort. Det blander sig med efterladenskaberne fra beboerne. Larm fra løsgående hunde. Rakkeknægtenes korruption. Manglende belysning. Utætte tagrender som skaber syndfloder over intetanende forbipasserende i regnvejr. Utætte brandhaner. Tiggere. De skønnet 15.000 lysthundes indhug i Københavns fødevarer. Landevejenes (fx nuværende Frederikssundsvej) ufremkommelighed bl.a. pga. at bønderne ulovligt efterlader møddinger på vejen.
Et indlæg (1804, s.7106) giver flere hints om hvordan forholdene var. Det handler om "forstæderne", området uden for bymuren, altså Vesterbro. Indlægget anker over at beboerne her ikke får aviser og blade. Der er ikke nok købere til at betale buddene. Men i stedet foreslår artiklen at de omdeles med fodposten.
Landsbyen Nørrebro
Her er endnu et par smagsprøver fra nogle tilfældige numre fra 1799. Her et om Nørrebro giver læseren et hav af oplysninger om datidens dagligliv.
Et stykke af Nørrebro er nu draget af den søle hvori det førhen låe, og fodgængere have der erholdt en beqvemmelighed, de aldrig burde savne i nogen stad eller forstad, et ordentligt fortog hvor de gående kan have sikkerhed for vogne og heste. Men da fortoget på Nørrebro har måttet lægges temmelig lavt, og rendestenen kun er liden, så vil ved skarnets nedgang fra kørebroen i rendestenen, og deraf følgende standsning i vandets afløb, fortoget snart oversvømmes med vand og skarn, og man kommer til at vade deri, således som man har været vant til om efteråret og vinteren på fortoget over Peblingesøen, dersom sådant ikke forebygges ved idelig fejning og renholdelse.
Det kan imidlertid ikke tvivles om, at vedkommede, så såvel have sørget for fodgængernes bekvemmelighed jo også ville sørge for, at samme kommer dem til nytte. Det troes, at sådant bedst og med mindst befolkning opnåes, når de beboere, uden for hvis bygning fortoget gåer, fele hver for sin dør, eller rettere sagt, for sin bygnings grund, således som skik er i Kjøbenhavn. Men de, som foruden bygningerne har betydelige havepladser, f. ex. Store Ravnsborg, kunne det vel med billighed pålægges, også at renholde det fortog, som støder til deres havers indhegninger?
Den øvrige del af fortogene kunde hele efteråret og vinteren got renholdes når en mand for sædvanlig dagleje dagleje og med godtgørelse for redskab gaves dette arbejde enten under eftersyn, eller med accord om at holde forsvarligt rent. Der indtræffer ofte sådant vejrligt, at han ikke kan overfare alt arbejdet på 1 eller 2 dage, men han måtte da gjøre det nødvendige først, nemlig at skaffe vandet afløb, og siden efterhånden bortfeje og sammenskovle renligheden.
Artiklen fortsætter med endnu flere detaljer over endnu 2 sider.
Englændere, tyskere og jøder
Efter englændernes bombardement af København er det blevet kotyme at forbande England hver gang landet omtales. Selv når der er noget at lære såsom fx sociale institutioner. Således i 1809:
England, dette Røverhjem, denne Rede for Uretfærdighed, Grådighed, Selvmord og Mord, Tyveri og Stimandsdød, med et ord for alle en grundfordærvet Nations Laster, har dog adskilligt Godt, som man selv hos sin Fjende bør lade verderfares Ret. Således har man der et Selskab for Musikanternes Enker, og for Svage og Syge...
I det hele taget foregriber nederlaget til England det senere nederlag til Tyskland, i samme årgang:
Tydske Bekjendtgørelser i danske Aviser
I de danske Aviser, der metage bekjendtgørelser, sees ikke sjælden Bekjendtgørelser indsatte på tydsk, hvor Skifteforvaltere indkalde Arvinger, Kreditorer og Debitorer osv. Danske Skifteforvaltere o.a. som lade noget indrykke af sligt i tydske Blade, have den gode skik at oversætte først på tydsk.
Man kan ikke andet, end foreslå Vedkommende, såvel i Provindsen Holsten, som i den Del af Danmark, der kaldes Sønderjylland, at tænke: at det dog virkelig er langt rådeligere, at oversætte på Dansk hvad de i danske Aviser ville lade indføre. Det er dog endnu ikke så sørgeligt med os Danske, at Tydsk er et almenforestået Sprog hos os (thi hvorledes gik det da Modermålet?), og slige Bekjendtgørelsers Hensigt er jo dog, at de skulle forstås.
Men også jøder lægges under mistanke for at tilrane sig penge med ufine forretningsmetoder og anonyme jødiske bagmænd (s. 9051).
Bøger
På forskellig vis berettes om bøgernes forhold. I 1804 (s. 7113) dundrer en skribent over skilte med
Boghandling. Han harmes over denne "germanisering" og slår til lyd for det danske ord
Boglader. Ironisk advarer han imod at opfinde ord som lærredshandlinger, hørhandlinger, hosehandlinger, modehandlinger, kramhandlinger. Og afslører dermed samtidig hvilke slags butikker der fandtes. I Politievennen no. 364, lørdag den 21. december 1822:
Om lejebiblioteket på Nørregade (forhen i Kristalgade)
Skryd og pral er avisen desværre daglig fuld af, men næppe har man læst noget galere og urimeligere, end bekendtgørelsen af lejebiblioteket på Nørregade, som næsten dagligt gentages i adresseavisen med store bogstaver: "at man kan få 2 bøger ad gangen for 2 mark månedlig". At herved må være en hage, som man siger, kan man allerede formode deraf, at kataloget over denne bogsamling sælges for 1 mk. Indsenderen gik af curiositet hen for at se hvad der var at vente, og fandt da to små reoler, hvori bøgerne løseligen var hensatte, så at de ikke var nær fulde, og dette kalder man et lejebibliotek! Har ejeren ret til slige bekendtgørelser, da må man vel antage, at de andre ejere af virkelige lejebiblioteker er uforskammede i deres fordringer, når de forlange og tage det dobbelte eller tredobbelte i leje mod hin. Men have disse ret hertil, fordi et fuldstændigt og godt lejebibliotek koster betydeligt at anskaffe og vedligeholde, samt at forøge med de nyeste udkomne bøger i forskellige sprog, da er vel de ommeldte avertissementer ikke andet end bind, hvorved publicum lettelig vildledes.
Biblioteksvæsnet for næsten 200 år siden! Debatten fortsætter på s. 5946 og 5984.
I 1819 (nr. 185) er det tilsyneladende helt galt i Helsingør: Der er ingen præster længere. Lig må vente på tilrejsende præster for at kunne blive jordpåkastede og begravet, unge kan ikke blive konfirmeret eller vejledt, børn ikke blive døbt, og en ulykkelig fængslet slave på Kronborg kan ikke høre Guds ord.
En skribent klager over det forfærdende syn af tiggende slaver, indsat i fæstningen og udkommanderet til tvangsarbejde, som uden opsyn tigger de forbipasserende i Store Kirkestræde, uden at deres vogtere gør noget ved det. Artiklen mener at betleriet bør høre op.
Grundtvig
Under overskriften "Kirkespørgsmål" undrer en skribent Holtz sig over "pastor Grundtvig" (Nr. 362, 7. december 1822). Det er såmænd N. F. S. Grundvig som november 1822 var blevet kapellan ved Frelsers Kirke i København.
Hvad var årsagen, hvorfor hr. pastor Gruntvig sidst afvigte søndag (som var hans indtrædelsesdag som præst i vor Frelsers Menighed) ilede så overmåde meget med at forlade alteret ved communionen. Spørgeren og mange med ham frygtede at hr. pastoren kunde være tilstødt noget ondt; thi i modsat tilfælde byder skik og brug, at den præst, som uddeler brødet, forbliver sålænge ved alteret, indtil den anden præst er færdig ved vinens uddeling samt ønske og bøn for communitanterne.
Han får dog læst og påskrevet i næste nummer, hvor der også er utvetydige hentydninger til Politivennens ukritiske videreformidling af hr. H.'s bagvaskelser:
Spørgsmål til hr. Holtz
Motto: Ist es vernünftig und christlich von demherrn Holtzen
zu schiessen auf den Gottes Mann dergleichen Bolzen?
I sidste nummer af Politievennen har en vis hr. Holtz fortalt, at hr. Pastor Grundtvig, ved sin indsættelse i vor Frelser Kirke, da hans arbejde ved den hellige nadver var færdigt, ilede fra alteret inden hans medhjælpers forretning var tilende. Da det modsatte af en slig bortilen eller er skik og brug, formoder hr. H. at hr. Past. måske har fået ondt. Denne formodning er sikkert ved grundet, da man ikke kan forudsætte ubekendtskab med embedsforretninger som grund til mandens bortilen. Men, hvorfor skal manden trækkes fra alteret ind i Politievennen? Var de sømmeligt, at hr. G. bekendtgjorde sit onde eller lod det bekendtgøre for menigheden på stedet, eller siden i de offentlige tidender? Og er det passende, at hr. H. trækker den stakkels mand, nolens, volens (enten han vil eller ikke) fra Guds hus ind i et offentligt blad, midt blandt hunde, gravere, bagere, mursvende og rendestensbrætter? Hvorfor har de gjort det, højtærede? Er det for at lade deres vittighed spille og stille manden i et forargeligt lys? Eller er det, for at give manden et godt råd og bidrage til hans bedste? Er det videbgærlighed der har frembragt deres såkaldte kirkespørgsmål? Jeg vil tro, at de besvarer de tvende sidste spørgsmål med Ja, og de andre med Nej. Uden at have den ære at kende dem, vil jeg forudsætte, at de har spurgt i en god hensigt, men jeg vil igen spørge dem, om det ikke havde været klogere og høfligere af Dem, at have henvendt Dem personligt til hr. G. og skiftligt eller i hans egen stue fremsat deres spørgsmål til ham, eller også i Poliltievennen spurgt i almindelighed, uden at nævne manden? Thi selv den, der kun ynder ham, som digter og oldgrandsker, men ikke, som åndelig taler, kan ikke billige denne handlemåde.
H. C. Wosemose. (Mosemose?)
Jo, den demokratiske debat, meninger der krydses, er så småt i gang. Det er blevet legitimt at sætte spørgsmål. Og sådan har det vel fortsat helt op til vore dage ....
Wikipedia om Politivennen.
