onsdag den 26. juni 2013

Indarbejd gode søgevaner i sommerferien!

Ferien byder på muligheder for fordybelse. Min opfordring er at prøve at indarbejde nogle gode søgevaner. Brug et par dage af ferien til det. Det er ikke forgæves. Når den travle hverdag starter igen, vil man spare tid og få væsentlig bedre resultater. Specielt for bibliotekarer. For os er det et must at kunne mere end brugerne. Vi har endvidere den fordel via vores erhverv at kunne oparbejde og indarbejde en rutine som få andre har. Og opbygge en faglighed, et bibliotekarisk blik..

Det elementære

Det rent tekniske, altså udnytte Googles søgeafgrænsninger, er sådan set den mindste del af en søgning. Det kan enhver lære på en formiddag. Rutinen derimod kommer kun gennem at bruge disse teknikker igen og igen. For at repetere, så bør enhver der bruger Google meget, gøre sig fortrolig med i hvert fald de vigtigste af Googles afgrænsningsmuligheder. De kan befinde sig tre steder:

Google værktøjer

Google har et par hjælperedskaber som det kan være umagen værd at sætte sig ind i, specielt i hvornår det kan betale sig eller ej at tage dem i brug. Og det lærer man kun ved at forsøge og lære af erfaringen.
  • Google Oversæt kan i visse tilfælde åbne porten til andre sprogs verdener. Den skal bruges med omtanke. Men det kan betale sig at få et indtryk af hvor Oversæt også tilfører noget, eller det blot er spild af tid.
  • Automatiske søgninger. Eller Tilpasset Søgning. Hvis du har behov for at følge med i et emne gennem længere tid, dvs. måneder eller år, kan Tilpasset Søgning sparer dig for en del tid. Den sender automatisk besked når der kommer nyt.
  • Det forkætrede Google Plus+? Tja, jeg har det lidt ambivalent med det. Lidt som med Tilpasset Søgning. Det bliver hurtigt en rodebunke hvor det kan være svært at finde guldkornene. Det kræver også en bunke tid at finde de rigtige kontakter. Umagen værd? Nok mest for mere nørdede internetsøgere.

 

Så det strategiske

Når det først disse teknikker sidder på rygraden, er det tid til at tænke mere strategisk. Google vil altid give dig gode resultater. Og det kunne forlede nogen til at tro at man har fundet det rigtige. Min erfaring er at man aldrig skal stille sig tilfreds med det, men prøve noget nyt. Som oftest finder jeg overraskende meget mere ved at "tænke ud af boksen".

Det måske allervigtigste at holde sig for øje er at sproget er så mangfoldigt. Hvad et menneske bruger til beskrive noget, kan et andet menneske beskrive med andre ord. Med andre ord: Man skal prøve at "tænke ud af boksen", altså sin egen boks: Kan det tænkes at andre formulerer sig anderledes end jeg gør? Google har godt nok nogle redskaber (synonymsøgning fx) til at kompensere for det, men man kan ikke være sikker.

Hvis man er i tvivl, kan det ofte give inspiration ved simpelt hen at starte en søgning inden for den sprogverden man nu kender. I stedet for at kigge på fundene, forsøger man at kigge i fundlisten efter alternativer til ens egne søgeord. Kig de første fundsider igennem, og skriv en liste over de ord som måske/måske ikke kan give dig andre og brugbare resultater.

Dansk, engelsk eller italiensk?

Sproget alene byder på mange variationer. Overordnet selvfølgelig om det er dansk, engelsk, spansk osv. Når man fx søger fotoer og billeder, kan man med fordel bruge engelsk. Eller hvis man gerne vil have lokale fund, kan det betale sig at søge med det lokale sprog (Venedig= dansk udgave af Venezia, mens Venice er den engelske udgave, og de giver alle forskellige billeder). Kombiner eventuelt med OR for at søge på alle sprog på en gang.

Selv inden for et bestemt sprog er der variationer. Der er fagsprog, hverdagssprog, synonymer, slang, hypet og ikke-hypet sprog, osv. Nogle gange kan man endog bruge disse variationer til at afgrænse, andre gange vil man gerne søge på det hele. I stedet for at taste løs, kan det derfor betale sig at brainstorme og skrive en række ord op.

Sidst, erfaringen. Hvis man holder sig til gamle vaner, så får du resultater derefter. Hvis ikke du konstant er på jagt efter nye muligheder, søgestrategier og søgeuniverser, så vil jeg vove den påstand at du slet ikke får den totaloplevelse det er at bruge mindre tid på at søge, og mere tid på at læse og blive klogere. Hvis man får en oplevelse ud af bare at surfe rundt, så er det selvfølgelig godt nok. Men hvis man heller vil bruge tiden til at læse seriøse og vedkommende internetsider, så håber jeg at de ovenstående råd vil hjælpe på vej.

God sommer!

Ingen kommentarer: