Hvor blev "Det bibliotekariske blik" af?

Det regner ned gennem taget. Du er syg. Kranken på din cykel er knækket. Mon ikke det første vi tænker er at opsøge en fagmand: Murer, læge eller cykelsmed? Du har en fornemmelse hvor og hvad der er galt. Men du ved at en fagperson med et enkelt blik kan afgøre hvad der er galt, og hvad der skal gøres. Hvis det altså er en "rigtig" fagmand: Det "faglige blik'. Videnskabeligt kan det beskrives som "tavs viden" om et fag. Den kan sjældent formidles, måske endog ikke læres. Den kan ikke italesættes. Den ligger 'i blodet'.

Det bibliotekariske blik

Bibliotekarer har et 'blik': Det 'bibliotekariske blik'. Vi kan ikke rigtig forklare det. Vi "kan" det bare. Udviklet gennem generationers arbejde med materialer trykt på papir. Gennem fremfinding af information. En tavs viden udviklet gennem daglig praksis. Det stod vist klart for mange før internettet. Lidt fejlagtigt byggende på at vi have læst alle bøgerne. Vi vidste godt at det mere var de bibliotekariske fremfindingsmetoder, men når nu bare folk var tilfredse, så skidt.

Internettet har ændret dette radikalt. Det skyldes især to ting: Det ene er at med internettet kom det til at se ud som om alle kunne være eksperter her. Alle kunne fx finde hvad de skulle på Google. Den anden var at bibliotekarerne måske har været lidt sløve til at adaptere det nye "udforskningsområde". At overføre fremfindingsmetoderne, det bibliotekariske blik, fra de analoge til de digitale medier. At finde informationer på internettet kræver som med de trykte materialer en daglig praksis for at opbygge en tavs viden.

Internettet som arbejdsmark

Det er godt at være kritisk, over for hjemmesider, søgemaskiner og andet. Så længe det ikke bliver en god undskyldning for ikke at opbygge en daglig praksis omkring dem. At opbygge viden og kunnen om et område som internettet kræver knofedtarbejde: Forsøg, fejltagelser, blindgyder, ærgrelser, frustrationer, langvarige forgæves søgninger. Lige som vi gjorde det da vi startede som reolaber og kartoteksmonkeys for årtier tilbage. Man skal "kende" internettet, ligesom vi i sin tid kendte bogmarkedet. For alle kan nemlig ikke bare finde alting på Google. Det håber jeg at have vist med Google-Guide, som er et forsøg på at udbrede kendskabet til Googles plusser og minusser.

Det nytter ikke noget når bibliotekets kunder er bedre til fx at finde hvad de søger på Google end bibliotekaren er. Hvis bibliotekaren ikke kan stille op på mere kvalitet end brugerne selv kan frembringe, har bibliotekaren et problem. Det stiller fag og stand i en meget dårlig position. Og Google er kun en lille del af hele dette scenarie. Hvis vi i stedet kun satser på små nicher som ikke opfylder behovet hos særlig mange, bliver vores publikum derefter. Så er det vi kan forfalde til at satse mere ensidigt på at gøre biblioteket til et værested for dog i det mindste at få folk til at komme.

Jeg kan huske at da Hovedbiblioteket i 1993 genåbnede efter flytning til Krystalgade blev det for første gang muligt for publikum at søge i vores katalog med computere. Godt nok kun på biblioteket. Online derhjemme kom senere. Det er altså et slags jubilæumsår i år.

Administrative løsninger

Men det blev ikke den bibliotekariske viden om fremfindingsmetoder der prægede de 20 år der er gået siden. I stedet blev der satset på administrative: Kataloger, udlån, reservering, lagerstyring af materialer osv. Meget langsommere er det gået (man kan næsten sige: i stå) med digitaliseringen af bibliotekernes materialer og med digitaliseringen af den bibliotekariske fagkundskab, "det bibliotekariske blik". Der har da været lavpraktiske projekter som emneord, litteraturanalyser o.lign. Stort kadeau til Bibliotek.dk her. Men orkestreringen af det potentiale, som bibliotekaren som fagperson ligger inde med, den mangler.

Også på kommunikationsside går det fint med meddelelser om reservering, fornyelse, at materialet ikke kan skaffes, osv. Vi anvender her telefon, SMS, email, og i mindre grad Instant Messaging og sociale medier. Men igen er den bibliotekariske del sporadisk, fx Spørg Biblioteket og lidt promovering (uden tovejskommunikation) på fx Facebook. Jeg har i min nytårstale givet mit bud på hvad jeg mener der bør gøres. Men jeg kan jo tage fejl!

Bibliotekerne og informationsalderen

Infotoday har en tankevækkende artikel om bibliotekernes rolle i informationsalderen, eller i hvert fald siden årtusindskiftet. Den opremser nogle milepæle i forholdet mellem bibliotekerne og internettet. Mange af artikelforfatterens synspunkter kan jeg nikke genkendende til, så her en sammenblanding af artiklen og de tanker jeg havde ved at læse den.

Emnekatalogernes tidsalder (-ca. 2006). Faget stadig på banen.

Først var der emnekatalogerne. Tanken om at vi kunne overføre katalogiseringen af alverdens internetsider til et katalog. Eller i hvert fald de bedste af dem. Jeg husker endnu at jeg på nogle af mine første kurser for næsten 10 år siden havde regnet ud at selv dengang ville det tage flere tusinde katalogisatorer over 80 år at udføre dette, selvom de kunne indeksere en side i sekundet og arbejdede 24 timer i døgnet. Yahoo gik forrest her, men på biblioteksområdet var der fx Librarians Index to the Internet, LII (nu sluttet sammen med Internet Public Library IPL2) og danske bibliotekers Netguide BNG (om nogen husker den, domænet nu til salg).

 Librarians' Index to the Internet. Bibliotekarers drøm om at kunne være formidler af de bedste sider for væres brugere. Projektet lukket og ideen opgivet.

Bibliotek 2.0. (ca. 2006-2010). Et optimistisk halmstrå?

På min første ILI konference i 2005 var det store buzz-ord Web 2.0, specielt Bibliotek 2.0. Vi skulle begejstres for sociale netværk, Bloglines, weblogs, IM, Flickr mm. Altså en række redskaber som skulle gøre det nemmere, og en anderledes måde at tænke internet. Vi diskuterede hvad blogs kunne bruges til i bibliotekssammenhæng, osv.

I praksis gik det anderledes. De fleste biblioteker satsede på at lave virtuelle "læsesale". Samtidig med at de store centralbiblioteker på stribe nedlagde de fysiske - som af flere grunde var blevet udkonkurreret af det allestedstilgængelige og langt bedre og hurtigere opdaterede internet. I stedet investerede bibliotekerne i meget dyre licenser til hundredvis af databaser, mange som vi før havde i bogform. Erfaringen med dette er at omend de har et publikum, så er de aldrig blevet det tilløbsstykke vi ønskede os. Besværlige brugergrænseflader (og et hav af dem, en for hver database), søgemetoder, adgangsforhold (fjernadgang mv) må påtage sig meget af ansvaret her.

I et vist omfang bekræfter brugen af licenser mere eller mindre den drastiske nedgang i behovet for læsesale: Om de findes fysisk eller online, er lige meget. Der er et vigende antal brugere til dem. Konklusionen af hele denne udvikling er at der ganske enkelt ikke længere er behov for den "quick reference" service som i "gamle dage". Brugerne er selv i stand til at finde dette på internettet. Jeg synes ikke vi skal beklage dette, set fra brugersynspunkt. Blot konstatere det.

 Ethvert centralbibliotek og forskningsbibliotek med respekt for sig selv tilbyder en række databaser til brug for deres brugere. Alle af høj kvalitet. Men hvem er brugerne? Bliver brugt massivt eller af et nichepublikum? Hvorfor er tilgangen til dem så besværlige?

Og hvad blev der af Bibliotek 2.0? Jo, RSS-læsere er forbeholdt nørderne (som jeg selv, der ikke kan undvære det), mens det massive forbrug overgik til Facebook, Twitter og lignende sociale tjenester.

Jamen, bibliotekarer søger vel bedre? Øh, gør vi?

I 12 år har jeg undervist i at søge på internettet. Men jeg aner skriften på væggen. For tolv år siden var det nødvendigt. Søgemaskiner var kluntede, de avancerede søgninger godt skjulte og "almindelige mennesker", selv studerende, havde brug for fagfolk til at søge, fx bibliotekarer. Rent  bort set fra at mange bibliotekarer forspildte en chance her. Mange opgav, og brugerne var i mange tilfælde meget bedre til at søge end "fagfolkene". Og i mellemtiden formåede Googles superakademikere gang på gang at udkonkurrere den menneskelige mellemkomst ved at forbedre den maskinelle søgning.

Dengang mente jeg naivt at der altid vil være brug for bibliotekarer til at lede brugerne gennem internetjunglen. Det er jeg ikke længere sikker på. Bibliotekarerne er røget ind som nr. 2 (eller måske længere nede på listen) på de fleste folks liste over hvor de henvender sig. Og falder stedse længere tilbage. Før i tiden kunne vi bryste os af at være de suverænt største indehavere af information. Sådan er det ikke længere. Forståeligt at folk bevæger sig derhen hvor informationsmængden er størst og bedst. Vi har heller ikke formået at blive de bedste aktører hvad angår at manøvrere i informationskaos. Om vi nogensinde kommer dertil (igen) inden for overskuelig fremtid er uvist.

Skriften på væggen skærmen (ca. 2011-)

Tilbage er så BookPc. Altså dette med at bibliotekerne har computere stående. Denne service er i hvert fald på Hovedbiblioteket i København stadig meget populær. Vores internetpublikumspc'ere er stort set altid i brug. Der er brug for at kunne printe, scanne og have adgang til specielle programmer. Men man kan spørge: Vil dette vare ved? Er det et spørgsmål om tid? Smartphones, bedre bredbånd er måske advarselslamper.

Ebøger er et nyt område hvor bibliotekerne endnu ikke har gjort ret mange erfaringer. Her er der flere muligheder: Hvorfor skulle forlagene, forfatterene og boghandlerne være interesserede i at have det indskudte led 'biblioteker'? Deres interesser er primært økonomiske: Kan de tjene penge eller ej ved at lade bibliotekerne udlåne ebøger? Forfatterne har en anden interesse, nemlig at få bøgerne ud til publikum. Budskaber. Blive kendt. Tilbage står at bibliotekerne måske bliver en slags "skraldespand" for det som bogbranchen ikke kan tjene penge på. Tænk på bibliotekernes videosamlinger. Underlagt lignende betingelser som ebøger. En niche som mest retter sig mod et meget begrænset publikum. For ebøgernes vedkommende knytter der sig ydermere et element på: Bibliotekerne vil ikke kunne eje ebøgerne. Vi vil kun kunne eje "udlånsretten" i en begrænset periode.

 Ereolen er det seneste skud på bibliotekernes eksperimenteren med at formidle digitaliserede materialer. Her betaler bibliotekerne for brugernes lån. Men ejer ikke selv materialerne. Det er fortrinsvis populær skønlitteratur, prisen tilpasset forlagene, lige som disse nærmest suverænt bestemmer hvad der skal tilbydes.

Bibliotekerne er ikke begyndt på et område som der ellers ville være få problemer med, og hvor vi ville kunne opbygge et potentiale: Digitalisere bøger som er uden for ophavsret. Dvs. fortrinsvis bøger fra før 1871. Nok heller ikke de mest interessante bøger. Men bibliotekerne er stort set de eneste som har interesse i et sådant projekt. Det ville give os en ganske god platform til at vise at vi dur til et eller andet i den digitale tidsalder. På alle andre områder vil vi være underlagt andre, og mere økonomiske interesser.

Set i det lys, er det forbavsende at bibliotekerne nærmest lader som om at verdens største indskanningsprojekt, Google Bogsøgning, ikke eksisterer. Med anslået omkring 15 mio. titler overgår Googles samlinger de fleste store nationalbiblioteker. Og med den hastighed det foregår, er det slet ikke urealistisk at Google snart vil have indskannet de 120 mio. eksisterende bøger i hele verden. Og overflødiggøre WorldCat og i det hele taget alle de spage forsøg fra biblioteksverdenen på at følge med i udviklingen.

Er det ikke dyrt? Vil Google ikke på længere sigt kunne tjene en forfærdelig masse penge på dette? Jo, men set i et cost-benefit-perspektiv vil brugerne begynde at tænke på hvor meget et biblioteksudlån koster, sat i relation til at skulle betale for at købe en ebog. Prisen på ebøger i udlandet ligger i dag omkring 100-200 kr. For denne pris får forbrugeren en bog til evig eje. Denne pris ligger formentlig under hvad et fjernlån koster biblioteksvæsnet. Det kunne være interessant at udregne hvor meget et bogudlån koster, og sætte det overfor det. Hvis vi ikke gør det selv, vil andre formentlig snart gøre det. Så hvorfor ikke allerede nu forberede sig på den diskussion?

Google Bogsøgning er en af de største (hvis ikke den største) digitaliserede bogsamling i verden. Med ganske få klik kan brugerne orientere sig i millioner af indskannede bøger. Helt uden om bibliotekerne. Og derhjemmefra.

Har bibliotekerne en fremtid (Nu: 2012)?

Den økonomiske krise kommer paradoksalt nok bibliotekerne til undsætning. Vi er fortsat gratis. Nogle steder oven i købet hyggelige væresteder. Men kigger vi på Google Bogsøgning og andre store databaser med ebøger, så er halvdelen af hvad de tilbyder også gratis.

Omlægninger/nedskæringer (?) i Københavns offentlige service har også betydet at Borgerservice er rykket ind. Hvilket har fået en anden type mennesker til at besøge biblioteket. Om end det stadig står at bevise at de også benytter de egentlige bibliotekstilbud.

Men konjunkturer går op og ned. Jeg skal ikke være spåmand om der er beskæftigelse til fremtidens bibliotekarer. Jeg oplevede i 1970'erne og 1980'erne hvordan faggrupper som typografer og litografer blev totalt overflødiggjort af den nye teknologi. Yngre mennesker har vel samme forhold til typografer som jeg har til kobbersmede. Vil det samme ske for bibliotekerne? Der er skræmmende mange lighedspunkter.

Selvfølgelig er bibliotekerne andet end materialer, inklusiv digitale materialer. De er også oplevelser. En menneskelig hjælp til de som ikke lige er så gode til det dér med elektronikken. Hyggelige væresteder. Mødesteder. Og mere. Men kerneydelsen: Materialerne, formidlingen af information og oplevelser. Den kan vi ikke komme uden om at der bliver sat ganske kraftigt spørgsmålstegn ved i disse år. Og det går kun en vej: Der kommer mere af det.

Denne weblog har eksisteret siden 2002. Fylder altså 10 år til august. I den tid er der sket rigtig meget. Måske bliver webloggen helt overflødig om få år. 

Link
Infotoday.

Pas på internettet

Koncentrationsbesvær som følge af forkert brug af internettet? Det er et interessant spørgsmål som må stilles af enhver internetsøger. Videnskab.dk har en længere diskuterende artikel om hvordan internettet kan ændre vores hjerner til zapperhjerner. Vi ved ikke rigtig noget bestemt om det endnu, og artiklen refererer kun til meget få forsøg, heraf de fleste med rotter. Vi ved altså ikke om hvad der gælder for rotterne, også gælder for mennesker.

Spørgsmålet drejer sig især om koncentrationsevnen og hukommelsen. Intuitivt kender vi vel alle problematikken: Vi har tændt for computeren (eller smartphonen) for at finde ud af hvornår næste bus kører. Men så ved vi jo også godt at på samme maskine ligger vores email, Facebook, rss-læsere. Måske følger vi også med på forskellige forums, nyheder osv. Eller måske bliver vi distraheret af at se søgeresultater på Google.

Kort sagt, i løbet af meget kort tid får vi os zappet igennem en masse tjenester. Ifølge artiklen aktiverer søgninger på internettet hjernen helt anderledes end hvis du fx læser en bog. Og det fortolker en forsker som forskellen mellem internettets fragmenterede indlæring og fx bøgers mere koncentrerede fordybelse.

Ifølge artiklen er det det præfrontale cortex, forrest i hjernen, som her er i sving. Det er den som bliver særlig trænet til at sammensætte forskellige oplysninger og hente dem hist og pist. Men den tager sig ikke af at bevare fokus på et bestemt indhold, træne hukommelsen og fordybe os. Og hvis du træner den for meget, mister denne evne måske terræn.

Artiklen referer et af de sparsomme forsøg som skulle vise at hvis studerende samtidigt forsøger at følge med i et oplæg og have deres computer tændt, så fik de mindre ud af det, end hvis computeren var slukket.
Det er dog ikke internettet som sådan forskerne er ude efter, men vores måde at bruge det på. Altså, at vi skal være varsomme med hvordan vi træner vores hjerne. Internettet frister med at løbe ud af tangenter, lade os gribe af spontane, interessant sidespor og i det hele taget følge med i en masse ting.

Men dette er dog mest teorier og teser som ikke kan underbygges videnskabeligt. At internettet gør "et eller andet", det synes jeg er rigtig nok. Det gør "noget" ved os. Det er anderledes end at læse bøger, eller lære gennem praktisk-fysisk arbejde. Jeg er spændt på at høre hvad forskerne finder ud af.

Indtil da må vi vel bare mene hvad vi selv har erfaret. Jeg synes det er vigtigt at fokusere på det med fordybelsen. Jeg oplever ofte en flad fornemmelse efter at have været grebet af at zappe rundt på internettet. Lige pludselig er det gået en masse tid, fritid, og når jeg retrospektivt spørger mig selv: Med hvad? Så må jeg erkende at det da vist mest var "afstressende" tidsfordriv. Det skal selvfølgelig ikke underkendes. Men måske ville det have været bedre at gå en tur, eller ringe til sine venner.

Det er spændende at se om forskningen vil føre nogle mere konkrete anvisninger med sig. Internettet spiller en stor rolle i mange menneskers liv. Især unge er opdraget i computerens tidsalder, og har måske ikke som os gamle en dødvægt af fortidens offline-tilværelse.

Internettets størrelse

En af de stående spørgsmål om internettet er hvor stort det er. Sidst jeg skrev om det var for ca. 1½ år siden. Her var buddet ca 500 mia. Som nævnt på bl.a. Bib-log har Google for nyligt oplyst at de kender til 1.000 mia. unikke internetadresser. Altså en billion. Der er altså ikke tale om dubletter af sider, disse er fraregnet i Googles opgørelse.
Nu skal man ikke tage disse tal for mere end det er. Google gør selv opmærksom på at du skal være varsom med at fortolke tallet, læs selv Googleblog. Og heldigvis redigerer Google ens sider fra, siger de.
Meget er ændret siden 1998. Dengang blev Google sat til at lave PageRank på en gang, men nu foregår det kontinuerligt.
For år tilbage opgav alle de store søgemaskiner at bryste sig af at være den største. Måske er det ikke tilfældigt at Google nu genopliver (afliver) debatten da Cuil er opstået. Tværtimod er det vist almindeligt kendt at flere dokumenter blot betyder flere ligegyldige hits. Hvad Cuil da heller ikke afkræfter. (Indslag om Cuil er under udarbejdelse).
Link
Googleblog.
Search Engine Land.
Internetsøgning. Seneste indslag om størrelser.