onsdag den 3. november 2010

Ord, ord, ord. Phil Bradley, del 3

Wordle er et fikst og hurtigt instrument til at lave tag clouds. Dette med at du får en "sky" af emneord et eller andet sted fra. Du kan både lave det på tekst og på internetadresser som fx erikhoy.blogspot.com. Og hvad kan du så bruge det til? I princippet er disse tagclouds en slags analyse af hvad en bestemt tekst beskæftiger sig med. Eller i hvert fald hvilke ord der optræder flest gange.
De bedste redskaber kan frasortere ligegyldige ord. Det kan Wordle ikke helt hvad angår danske ord. Et eksempel er herunder hvor jeg har lavet en tagcloud på Internetsøgning. Hvis du kigger på de største ord (som samtidig også markerer de som optræder flest gange) så ser det meget tilforladeligt ud. Men blandt de mindre ord er der en del fyldord.
Tagcloud på Internetsøgning. Det går meget godt med de store (bortset fra bruge, så, vores og kan). Men det kniber når man kommer ned i de mindre størrelser. Her er der megen støj.
Der er så en masse fikse ting du kan gøre såsom at ændre mønsteret, fjerne ord på bestemte sprog, lave forskellige layouts og skrifttyper. Meget nemt og selvinstruerende.
Tagxedo er noget lignende. Det kræver et lille download af Microsofts Silverlight. Systemet er det samme som Wordle blot kan du her vælge mellem at få tagclouden vist med forskellige billeder. Kik på Tagxedos hjemmeside.

Ingen kommentarer: