En af Phil Bradleys pointer var at weblogs er et fortrinligt medie for bibliotekarer. Det fik mig til at tænke på at de fleste af mine kolleger straks tænker at det skal være en statsautoriseret blog. Det mener jeg er forkert.
Bibliotekarer er ud over at være, eller i hvert fald: bør være, neutrale formidlere af den enorme vidensbank der kaldes de danske folkebiblioteker, også individder med lidenskaber, specialviden, holdninger osv. Kort sagt, vi er personer.
Jeg siger udtrykkeligt: Personer. Ikke privatpersoner. For en af de ting jeg ikke synes man som bibliotekar skal gøre, er at skrive som privatperson. Det er vigtigt at understrege i denne tid hvor fjernsynet flyder over med kendte og ukendte personers privatliv. I sin værste form følelsesporno.
Det er ikke sådan noget jeg tænker på. Weblogs er en udmærket medieform til at adskille sig fra de meget formelle og korrekte bibliotekshjemmesider. At give det "kolde" bibliotek et menneskeligt ansigt. Faktisk synes jeg det kunne være en udmærket ide hvis alle biblioteker automatisk havde en sektion på deres hjemmeside hvor deres ansatte - under ansvar for lovgivningen naturligvis - kunne give udtryk for at biblioteket også består af selvstændige personer. Med faglige interesser og evner. Og lyst til også at formidle denne side af sig til andre. Dette sidste er nok også vigtigt. Tvang har altid skabt kedelige og uinteressante weblogs.
Twitter mm
I forlængelse af det nævnte Phil Bradley også Twitter. Dette et af de mest hurtigtvoksende fænomener på internettet. Og han ser det som et sted hvor bibliotekarer kan inspirere og diskutere med hianden. Han viste og fortalte eksempler på sådanne, og jeg må sige at jeg var imponeret. Jeg bemærkede også at de der var på Twitter, også netværkede meget samme i pauserne. De var ganske enkelt mange skridt foran os andre.
Her lidt på afstand har jeg tænkt over hvorfor det egentlig aldrig rigtigt er slået igennem i den danske bibliotekarverden. Er vi for små? Er vi for uvillige til at kaste os ud i det engelske sprog og twitte med vores engelske kolleger? Eller endnu værre: Har vi overhovedet noget at byde på ude i den store vide verden? Dette sidste får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Jeg tænker blot på hvor ringe en succes banale fænomener som Instant Messaging og delte kalendere har fået på fem år på en så stor arbejdsplads som Københavns Biblioteker. Folk foretrækker stadig telefoner, eller "spilde tid" ved at vandre gennem endeløse gange for at spørge: "Er denne eller hin på arbejde i dag"? En oplysning som MSN eller en delt kalendere ville kunne have svaret på.
For slet ikke at tale om hvor isolerede det gør os over for den voksende del af vores brugere som anvender disse kommunikationsformer som ganske naturlige. For dette drejer sig jo ikke kun om de nævnte kommunikationsmidler. De er nemlig i virkeligheden gårsdagens former for kommunikation. Problemet er at hvis vi ikke har vænnet os til at beherske gårsdagens former, hvordan forestiller vi os da at kunne matche morgendagens? Og her tænker jeg naturligvis på smartphones. Om ganske få år vil især ungdommen være udstyret med smartphones. Og de vil i udpræget grad have erstattet computere.
Fordelen ved smartphones er at de er nemme at bruge. Altså må vi forvente at en stor del af de som sagde nej tak til computerteknologi vil anskaffe sig en smartphone. Og en af de ting som vil være på disse, er bl.a. Twitter-lignende former for kommunikation.
Hvem gider længere vente i telefonkø på biblioteket med tryk 1 for dit og tryk 2 for dat, når nu de kunne have brugt andre metoder som oven i købet er mere venlige over for personalet? Hvordan har du det selv når de ringer til TDC og skal trykke 1, 2, 3 og 4? For så at høre ventetoner og andet sjov i et kvarter? Nej vel! Ok, de fleste har opdaget at SMS er en god ting. Hvorfor så ikke de andre ting?
Er danske bibliotekarer simpelt hen ikke indstillet på denne form for kommunikation? Og hvis vi ikke er, så hvorfor ikke? Foretrækker vi de besværlige arbejdsgange så vi kan "brokke os" over hvor besværligt vores arbejdsliv er? Eller hvad er det egentlig der hindrer os? Føler vi os dehumaniserede af elektroniske kommunikationsmidler? Jeg har ikke svaret.
Jeg er overbevidst om, at på nuværende tidspunkt vil Twitter ikke blive et redskab i større omfang for danske bibliotekarer. De mange bagsider af Twitter vil være grund nok for de fleste til at undlade at bruge det. Lige som de uomtvistelige bagsider af IM åbenbart får de fleste til at afskrive dem som brugbare.
Men overvej lige dette og brug den samme slags tankegang, blot som bruger. Hvis du var bruger af bibliotekerne, og der var så mange bagsider ved at bruge biblioteket, at det er lettere at skaffe vores produkter andre steder fra. Hvad ville du så som bruger gøre i den situation? Jeg ved godt at svaret er ubehageligt. Men det giver sig selv. Jeg ville kun bruge biblioteket som en nødløsning, enten hvis jeg blev tvunget til det, eller hvis der ikke var andre muligheder.
Bibliotekarer er ud over at være, eller i hvert fald: bør være, neutrale formidlere af den enorme vidensbank der kaldes de danske folkebiblioteker, også individder med lidenskaber, specialviden, holdninger osv. Kort sagt, vi er personer.
Jeg siger udtrykkeligt: Personer. Ikke privatpersoner. For en af de ting jeg ikke synes man som bibliotekar skal gøre, er at skrive som privatperson. Det er vigtigt at understrege i denne tid hvor fjernsynet flyder over med kendte og ukendte personers privatliv. I sin værste form følelsesporno.
Det er ikke sådan noget jeg tænker på. Weblogs er en udmærket medieform til at adskille sig fra de meget formelle og korrekte bibliotekshjemmesider. At give det "kolde" bibliotek et menneskeligt ansigt. Faktisk synes jeg det kunne være en udmærket ide hvis alle biblioteker automatisk havde en sektion på deres hjemmeside hvor deres ansatte - under ansvar for lovgivningen naturligvis - kunne give udtryk for at biblioteket også består af selvstændige personer. Med faglige interesser og evner. Og lyst til også at formidle denne side af sig til andre. Dette sidste er nok også vigtigt. Tvang har altid skabt kedelige og uinteressante weblogs.
Twitter mm
I forlængelse af det nævnte Phil Bradley også Twitter. Dette et af de mest hurtigtvoksende fænomener på internettet. Og han ser det som et sted hvor bibliotekarer kan inspirere og diskutere med hianden. Han viste og fortalte eksempler på sådanne, og jeg må sige at jeg var imponeret. Jeg bemærkede også at de der var på Twitter, også netværkede meget samme i pauserne. De var ganske enkelt mange skridt foran os andre.
Her lidt på afstand har jeg tænkt over hvorfor det egentlig aldrig rigtigt er slået igennem i den danske bibliotekarverden. Er vi for små? Er vi for uvillige til at kaste os ud i det engelske sprog og twitte med vores engelske kolleger? Eller endnu værre: Har vi overhovedet noget at byde på ude i den store vide verden? Dette sidste får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Jeg tænker blot på hvor ringe en succes banale fænomener som Instant Messaging og delte kalendere har fået på fem år på en så stor arbejdsplads som Københavns Biblioteker. Folk foretrækker stadig telefoner, eller "spilde tid" ved at vandre gennem endeløse gange for at spørge: "Er denne eller hin på arbejde i dag"? En oplysning som MSN eller en delt kalendere ville kunne have svaret på.
For slet ikke at tale om hvor isolerede det gør os over for den voksende del af vores brugere som anvender disse kommunikationsformer som ganske naturlige. For dette drejer sig jo ikke kun om de nævnte kommunikationsmidler. De er nemlig i virkeligheden gårsdagens former for kommunikation. Problemet er at hvis vi ikke har vænnet os til at beherske gårsdagens former, hvordan forestiller vi os da at kunne matche morgendagens? Og her tænker jeg naturligvis på smartphones. Om ganske få år vil især ungdommen være udstyret med smartphones. Og de vil i udpræget grad have erstattet computere.
Fordelen ved smartphones er at de er nemme at bruge. Altså må vi forvente at en stor del af de som sagde nej tak til computerteknologi vil anskaffe sig en smartphone. Og en af de ting som vil være på disse, er bl.a. Twitter-lignende former for kommunikation.
Hvem gider længere vente i telefonkø på biblioteket med tryk 1 for dit og tryk 2 for dat, når nu de kunne have brugt andre metoder som oven i købet er mere venlige over for personalet? Hvordan har du det selv når de ringer til TDC og skal trykke 1, 2, 3 og 4? For så at høre ventetoner og andet sjov i et kvarter? Nej vel! Ok, de fleste har opdaget at SMS er en god ting. Hvorfor så ikke de andre ting?
Er danske bibliotekarer simpelt hen ikke indstillet på denne form for kommunikation? Og hvis vi ikke er, så hvorfor ikke? Foretrækker vi de besværlige arbejdsgange så vi kan "brokke os" over hvor besværligt vores arbejdsliv er? Eller hvad er det egentlig der hindrer os? Føler vi os dehumaniserede af elektroniske kommunikationsmidler? Jeg har ikke svaret.
Jeg er overbevidst om, at på nuværende tidspunkt vil Twitter ikke blive et redskab i større omfang for danske bibliotekarer. De mange bagsider af Twitter vil være grund nok for de fleste til at undlade at bruge det. Lige som de uomtvistelige bagsider af IM åbenbart får de fleste til at afskrive dem som brugbare.
Men overvej lige dette og brug den samme slags tankegang, blot som bruger. Hvis du var bruger af bibliotekerne, og der var så mange bagsider ved at bruge biblioteket, at det er lettere at skaffe vores produkter andre steder fra. Hvad ville du så som bruger gøre i den situation? Jeg ved godt at svaret er ubehageligt. Men det giver sig selv. Jeg ville kun bruge biblioteket som en nødløsning, enten hvis jeg blev tvunget til det, eller hvis der ikke var andre muligheder.
1 kommentar:
En måde at overkomme forhindringen med bibliotekareres/bibliotekspersonalets manglende brug af nyt gadget er modellen som Roskilde CB har indført. De har købt alt det nye, sat det i kasser og lånt det ud til bibliotekerne i CB området, så al personalet kan få hånden på smartphones, e-bogslæsere m.v. Bare man var en del af det CB område... :-)
Send en kommentar