lørdag den 29. oktober 2011

Google erstatter + med ""

Søgenørder kender de boole'ske operatorer og, eller og ikke. Også selv om vi måske ikke ligefrem bruger dem bevidst. Og-operatoren har i årtier været automatisk hvis du uden for parentes skrev to eller flere ord. Og den kunne i Google mest bruges til at aktivere søgning på småord (der ellers ville blive ignoreret). Google brugte +-tegnet.

Måske som konsekvens af dette afskaffede Google ifølge Search Engine Land tegnet + som repræsenterer operatoren. Du kan også læse denne tråd hvor Google officielt bekræfter afskaffelsen. Så nu behandler Google ikke længere + som en operator, men som et tegn. Oven i købet som et tegn der ignoreres.

Ifølge Kelly F. (som er ansat på Google) er +-tegnet i stedet for erstattet af gåseøjne (anførselstegn, ""). Det forstår jeg som at hvis du vil stadig ønsker at bruge og-operatoren, skal du sætte ordet i gåseøjne. Hendes eksempel er at en tidligere søgning på magazine +latina, nu skal skrives som magazine "latina". Jeg kan nu ikke forstå hvorfor man skulle sætte + foran latina. Latina er ikke noget småord, og Google sætter jo automatisk og-operatoren imellem. Så magazine latina og magazine +latina skulle ifølge den logik give det samme. Men det er måske bare mig?

Gåseøjnene skulle stadig virke som før. Altså sat omkring flere ord fjerner den den boole'ske og-operator mellem ordene og gør alle ordene til en sætning.
Search Engine Land giver en anden forklaring. De mener ganske enkelt at Google har fjernet +-tegnet af hensyn til Google+. De vil ikke have nogen forvekslingsmuligheder. Hvad end grunden må være. Jeg har kun fundet ganske få anvendelser af +-tegnet. Nemlig som nævnt ved aktivering af søgning på småord. Men da Google allerede har taget højde for visse småord som fx tal på konger, og er ganske god til det, så er det ikke mig der beklager dette skridt. Omend forklaringen på hvorfor den er fjernet er tynd.

Danny Sullivan kan ikke forstå hvorfor at Google har afskaffet +. Så hvis du gerne vil have argumenter, læs hans grundige gennemgang af de tilfælde hvor det går galt, og generelt hvorfor det er en fejl at afskaffe operatoren. En af de vægtige grunde er at +-tegnet lang tid før Google har betydet boole'sk og. Så ved at afskaffe det og erstatte det med gåseøjne, har Google forbrudt sig mod international standard.

onsdag den 26. oktober 2011

Store omlægninger på Google

Kontoindehavere hos Google oplever allerede, og vil i løbet af november opleve meget store ændringer i udseende og funktionalitet. Der sker to former for omvæltninger:
  1. Ændringer i udseende og funktionalitet
  2. Omlægning til Google+ koncept
De to hænger til dels sammen, da udseendet tilpasses det nye Google+-koncept. Hvad enten man nu kan lide det eller ej, så ser det ud til at vi lige så godt kan begynde at indstille os på de nye forhold.

Nogle kan allerede ses. Samtlige tjenester hos Google undergår i disse dage ændringer i udseende og funktionalitet. Det kan jeg registrere dagligt når jeg logger på. Brugergrænsefladen skifter nærmest fra dag til dag. Så undervisere og andre bør nok vente et par måneder med at tage alt for mange skærmprints. De kan være ubrugelige efter nytår.

For os der både bruger Blogger på Tegnebordet og Google+ er det særlig voldsomt. Så voldsomt at jeg nu har problemer med at undervise brugere, fordi hvad jeg viser på projektoren af mine egne ting, er vidt forskellig fra hvad brugerne har på deres skærm. Uden Google+.

Det helt store spørgsmål mange sikkert stiller sig i dag er: Skal jeg hoppe med på Google+ eller ej? Tjeneste efter tjeneste, se fx Blogger, bliver omlagt så du nu kan integrere den i Google+. Som en konsekvens nedlægger Google også Buzz. Endnu et af de fejlslagne social tiltag som Fx Google Waves.

Nu ser det altså ud til at Google har eksperimenteret længe nok til at satse ensidigt på Google+. Efter at være frigivet til de store masser, har Google+ fået over 40 mio. medlemmer på få uger. Starten siges at være gået. I Danmark er der formentlig flere hundrede tusinder som har benyttet sig af muligheden. Formentlig ikke kun for spillenes skyld!

Som noget af det første bliver Blogger-brugere tilbudt at skifte til Google+-profil. Blogger har allerede undergået markante forandringer (til det bedre, synes jeg). Fordelen ved at skifte til Google+ skulle være at  du får samme identitet, dvs. kun én profil. I stedet for som nu hvor du skal logge på hvis du fx skifter fra Gmail til Blogger. Google bedyrer det er frivilligt, og at du sagtens kan fortsætte med at have adskilte profiler fx til Blogger. Skifter du, vil dine gamle Blogger-profiloplysninger i stedet komme fra Google+.

Formentligt vil det også betyde at der nu kan foregå et bedre samarbejde mellem Google Læser og Blogger. Det tricky ved dette er beskyttelse af personlige oplysninger. Google+ synes påvirket af den mere lemfældige omgang med disse, som påvirket fra Facebook. Anonym blogning er heller ikke mulig. Dette har øjeblikkeligt skabt furore i blogger-kredse, hvor anymome kommentarer er en del af bloggerverdenen. Det ser dog ud til at Google på grund af dette har luftet en mulighed for en fremtidig mulighed for poster under pseudonym.

Der er indtil videre en 30 dages fortrydelsesmulighed. Så det virker som om at hvis du tør, kan du prøve, for så senere at fortryde.

Omlægningerne sker efter en mindre oprydning af tidligere tjenester. Fx blev Uncle Sam, eller government-search, Linux Search, Microsoft Search og Apple Search  nedlagt før sommerferien. Men de sker formentlig også for at forberede fremtidige tilføjelser, fx indenfor musiksøgning, hvor Google ingen muligheder har overhovedet pt.

Til gengæld går firmaet måske med planer om at opkøbe Yahoo! Yahoo! har været en god søgemaskine, og instinktivt synes jeg at lidt konkurrence måske ikke ville være af vejen. Yahoo ejer fx også Flickr, så hvis Picasaweb, Google Billedsøgning skal sammenlægges her .... det er svært at tænke tanken til ende. På den anden side set, så mangler vi endnu at se et reelt og brugbart allround alternativ til Google. Yahoo!, Bing, Exalead. Jo, de er da meget gode,  men .... som en gammel arbejdersang lyder: "Lad falde hvad ikke kan stå"?

Google+ er ikke bare en konkurrent til fx Facebook eller Twitter, men noget helt særligt. Måske inspireret af disse tjenesters succes, men "The Google Way", Googles bud på det sociale net. At samle alle de mange services som Google har. Ingen tvivl om at internetbrugerne igen vil blive splittet mellem to poler: De begejstrede som mener at Google nu endeligt har taget skridtet fuldt ud og integreret det hele. Og de ikke-begejstrede som måske her ser deres visioner om Google som Big Brother udfoldet på skumleste vis.

Alt i alt ser denne omgang ud til at være en af de største omlægninger hos Google i mange år.

Link
Information om skifte til Google+.
PCWorld om skiftet.
TechCrunch.
Googleblog.
ComOn. Og ComOn igen.
Search Engine Land.
Version2.

onsdag den 5. oktober 2011

Exit Google Bogsøgning

Mit projekt med at lægge link fra Københavns Bibliotekssystem til Google Bogsøgning er nu færdigt (skal lige finpudse, men ellers sandt nok). Det er blevet til omkring 2.500 titler. Hertil kommer at ud af disse er der ca. 95 tidsskrifter og årbøger med ialt 750 bind, hvilket bringer antallet solidt over 3.000. Hertil kommer et stort antal dobbelteksemplarer. Jeg har registreret omkring 5.000 bind, så der er måske 1.500 dubletter.

Af dette antal, har Københavns Biblioteker i analog papirform ca. 620, eller 1/5. Så groft sagt har projektet "foræret" biblioteksvæsnet omkring 2.500 titler.

Det Kongelige Biblioteks kulturperler er for folk der kan læse gotisk og latin. Hvilket måske begrænser projektet noget.

Københavns katalogafdeling har på alle måder været behjælpelig med at bistå med at holde det faglige katalogarbejde forsvarligt. Så forhåbentligt vil linkene også komme andre til gode snart.

Det just annoncerede ebogsudlån mellem 6 biblioteker og bl.a. Gyldendal og Lindhardt & Ringhof er med al respekt for det, ligesom mit eget lille projekt, et udtryk for det tilbagestående stade vi befinder os på i dag: Mulighederne er mange. Realiseringen få, dyrt, ekskluderende eller ikke eksisterende.

Nu ligger de der så: Til fri afbenyttelse for Københavns borgere og for andre som måtte finde på at søge i Københavns Biblioteksbase. I første omgang har det synliggjort de digitaliserede bøger nødtørftigt. Skulle projektet  fuldendes, burde posterne beriges med emneord og andre ting som ville gøre at de kommer frem ved søgninger i basen.

Anvendeligt? Aner det ikke. Tiden vil vise det. At det er kvalitet, det kan jeg love for. Det er videnskabelige biblioteker som står bag digitaliseringen. Der er visse emner hvor jeg formoder der er god brug for det: Krigen 1864, Treårskrigen, Struensee og Caroline Mathilde, Koleraepidemier.

I det hele tager aner vi intet om hvordan digitaliserede bøger bliver modtaget af publikum, for vi har ingen praksis for det! Kun for udlandet. Så det er også i dette lys, projektet skal ses: Lad os dog nu snart få nogle erfaringer med dette nye medie! Lad praksis og anvendelse af dem vise hvad det kan bruges til!

Er det tilgængeligt for moderne mennesker? Jo, det er det da, med visse forbehold. De gotiske bogstaver kan være svære at læse. Men i forhold til de analoge bøger kan Google Bogsøgning omskrive bogstaverne til moderne typer. Godt nok nogen gange med en ganske betydelig fejlmargen. Læsbarheden er ok, synes jeg. Selvfølgelig er det gammeldags retskrivning og formuleringer.

Desuden bliver det spændende at se om tilgængelighed betyder noget. At skulle sidde på støvede læsesale, er noget ganske andet end hurtigt at kunne gennemse materialet fra sin computer derhjemme. Vil det vække interesse for så gamle bøger? Vi ved det ikke, kun tiden vil vise det.

Meget af stoffet er selvfølgelig forældet, i den forstand at videnskaben har flyttet sig meget. Men selv sådanne værker er et tidsbillede på hvor langt videnskaben var nået. Meget er imidlertid værdifuldt kildemateriale og samtidshistorie som er helt unikt og nu altså meget nemt tilgængeligt. Hvor det før i tiden ofte krævede adgang til fx Det Kongelige Biblioteks læsesale.

Det er synd at Google Bogsøgning er så dårlig at ikke kan bruges til ret meget. Det er også synd at Bibliotek.dk ikke kan søge i fuldtekstbøger. Med dette "håndarbejdsprojekt" har jeg forsøgt en mellemløsning. Jeg håber at det kan blive en øjenåbner, så bogelskere og bogverdenen får øjnene op for muligheder og begrænsninger. Vi er end ikke nået til eksperimentalstadiet. Det hele foregår på snakkeområdet. Nu er der i det mindste mulighed for at eksperimentere - i praksis!

For dette projekt befinder sig i et meget lille hjørne. Det siger kun noget om den misere dansk bogbranche har bragt sig selv i. På bundlinjen står nelig at at dette er åbenbart det eneste ladesiggørlige! Helt ærligt: Det er sgu da for ringe, undskyld sprogbruget.

Personligt har det været en meget spændende opgave. Jeg har lært utroligt meget om denne periode i dansk litteratur. Det har jeg allerede skrevet en del om det på webloggen, så jeg skal ikke trætte læserne yderligere.