Google - God eller ond eller midt imellem?

I Hjernekassen den 22. april fortalte jeg om hvordan søgemaskinerne virker og nogle trick til hvordan man alt efter sine behov kan bruge søgemaskinerne. Eksemplerne var sådan lidt improviserede, og jeg havde ikke en computer til at efterprøve dem. Men jeg håber at nogle af pointerne gik igennem: Internettet er som et gigantisk supermarked, hvor en kæmpe har vendt det hele på hovedet 10 gange, dernæst rystet det godt og grundigt sammen, og brummet "Værsgo" og åbnet portene for "kunderne".

Søgemaskinerne er en slags pejlemærker som peger en i den rigtige retning, eller i hvert fald, den retning som søgemaskinerne er blevet konstrueret til at "tro" at vi gerne vil peges i retning af. Google er kongen over dem alle. Ingen tvivl om det. Og tak for det. Men at tro at et fingerpeg i den rigtige retning er svaret, er der vist de færreste som tror på.

Google er blevet en diskussions-dræber. I gamle dage kunne man diskutere et eller andet emne, og var der divergerende meninger, stod det ofte påstand mod påstand. Hvis man var heldig, stod der et eksemplar af et leksikon hvor man kunne slå det op. Hvis ellers det var med og opdateret. I dag kan enhver med sin smartphone afgøre det. På bibliotekerne afspejledes det ved at de førhen helt uundværlige og alvidende læsesale nu er nedlagt. På stribe.

Internettet ændrer verden

Internettet ændrede i første omgang ikke så meget. Omkring 1993 stødte jeg for første gang stødte ind i en søgemaskine. Den hed Magellan. Senere kom Yahoo! til. Og så væltede det frem med andre, de fleste ligger på søgemaskinernes enorme kirkegård: All The Web, Northern Light, Teoma, MetaCrawler, IxQuick. Nogle af dem eksisterer stadig. Men kan slet ikke måle sig med Google. I starten forsøgte man sig også med bibliotekslignende emnekataloger. Yahoo, Demoz, Bibliotekernes Netguide, Jubii, Internet Librarian Index m.fl.

Og så gik det pludselig stærkt. På bare få år, mellem 1999 og 2004, viste det sig at Googles grundlæggere havde fundet en metode, Page Rank, som var mere effektiv end alle andres sorteringsmekanismer. Ideen var simpel, omend udførelsen til stadighed er under udvikling: Den byggede på link. Hvis nogen linkede til andre sider, så blev det opfattet som en anbefaling. Og hvis det sted oven i købet blev linket til af andre, så fik det større prioritet. Altså en slags web-baseret viden, opbygget af hjemmesideproducenterne selv. Sådan lidt forenklet set. Der er omkring 200 forskellige kriterier for at sortere i Googles sorteringsmekanisme.

I dag er Google ikke kun en søgemaskine. Den har en snes specialsøgemaskiner på billeder, bøger, kort, patenter, weblogs, nyheder mm., et drev der i reduceret form ligner Microsoft Office, Gmail, kalendere, Google+. Og det er tilsyneladende alt sammen gratis. Hvem betaler for dette slaraffenland? Svaret er ganske enkelt: Det gør annoncører. Gennem AdWords og Adsense. Et system som bygger på en filosofi om at annoncører for en meget billig penge kan få deres annoncer vist for lige præcis de personer som også reelt er interesseret i dem og som ønsker at købe deres varer.

Brugere og annoncører

Googles succes afhænger med andre ord af om den både kan overbevise brugerne og annoncørerne at den arbejder til deres fælles bedste. For at kunne gøre det, opfordrer Google brugerne til at give nogle oplysninger, og give Google lov til at bruge disse oplysninger. Hvis du vil have det det søger, så må du også fortælle os lidt om dig selv, lyder opfordringen. Tillid er med andre ord blevet et kardinalpunkt i Googles måde at drive forretning. For hvad nu hvis Google "misbruger" dine informationer og din tillid? For at kunne beholde tilliden, er Google nødt til at leve op til forskellige sikkerhedsforanstaltninger.

Facebooks succes påvirkede tilsyneladende Google. Tilsyneladende. Det paradoksale er at mens medierne og andre ofte råber vakt i gevær om at oplyse for meget om sig selv når de opretter en konto, så viste det sig at Facebooks brugere var og er ret ligeglade med sikkerhed, privathed og ophavsrettigheder. Bekymringen over at "sælge sin sjæl" til en internettjeneste var måske begrundet, men ikke noget der bekymrede milliarder af mennesker verden over.

Men for Google kom dette formentlig ikke som en overraskelse. Der havde allerede været en diskussion da de lancerede Gmail tilbage i 2004. Skulle eller skulle man ikke have reklamer med? Var det at overskride brugernes intimitetsgrænser? Gmail fik reklamer - og millioner af brugere.

Google en magtfaktor

Google er i dag den uomtvisteligt størst og bedste søgemaskine. Og det er der forskellige årsager til: At de har en god sorteringsmekanisme. At de har langt den største database med kopier af hjemmesider. At de har langt de fleste søgninger på verdensplan, som de har formået at omsætte til "erfaringer", der kan bruges af andre, osv. Størrelsen er i sig selv blevet en faktor som gør at hvis der nogensinde skal komme en konkurrent, så vil det tage årtier at opbygge noget der bare kan sammenlignes.

Tilmed har Google med Google+ føjet et nyt element ind: Brugerne kan nu vælge at lade deres personlige præferencer indgå i sorteringsmekanismen. Da Google+ blev lanceret, advarede mange om at det ville lukke brugerne inde i en sags osteklokke. Google+ fik mange brugere, men ikke sammenlignet med fx Facebook. Ideen med Google+ minder lidt om konceptet bag fx Last.fm (det oprindelig): Ved at tilkendegive hvilke slags musik du gerne vil høre, spiller radioen efterhånden kun den slags musik du kan lide.

Min foreløbige erfaring med dette er at hvis det var hensigten bag Google+, så virker det i hvert fald ikke for mit vedkommende. Hvis jeg sammenligner de resultater som burde være Google+'ede med de som jeg ville få, hvis jeg ikke ønskede dem sådan, så er der allerhøjst en forskel på en omplacering meget langt nede i sorteringen, 15-20 pladserne.

Der er sikkert lige så mange svar som der er svarere på spørgsmålet om Google er god, ond eller midt imellem. Jeg vil indskrænke mig til at svare: Google er. 

How Google Dominates Us.