Afsløring: Bibliotekerne har masser af bøger!

I denne uge brød forhandlingerne om eReolen så sammen. Ikke den store overraskelse. Det var et nederlag for de som håbede på kulturelt overblik og fornuften i bibliotekernes rolle som kulturformidlere. En sejr for økonomismen.

Bibliotekers rolle som formidler af oplysning, kulturformidling, uddannelse osv. er ikke en selvfølgelig ting. I en internettid er der mere end nogensinde brug for økonomisk uafhængige sådanne. Og at bibliotekerne har så mange materialer som muligt. Et slag er tabt. Bibliotekerne (og dermed også hele Danmark) er sat på standby hvad angår ebøger.

Bibliotekerne og bibliotekarerne er bedst til en interesseuafhængig formidler af uddannelse, kultur og underholdning. Der er brug for os. Lige så vel som retssystemet må have uafhængige domstole og advokater. Man skal gøre det som man er bedst til. Bibliotekerne er nu henvist til at formidle de materialer som er ude af ophavsretssystemet. Men det er måske ikke så ringe endda. Lad os prøve at se på hvad der er tale om.

For nogle år siden kørte en debat i aviserne at bibliotekerne var ved at smide alle deres især ældre bøger ud. Danmarks kulturarv er ved at ende på lossepladsen, fik man nærmest indtryk af at nogen mente. For os der er vant til at arbejde på biblioteket til daglig, var dette en grotesk argumentation. Jeg har i årtier deltaget i møjsommeligt at synliggøre magasinerne: Med emneord, registrere i vores bibliotekskatalog osv. Vi på gulvet bliver sjældent spurgt, vi er ikke nogen god historie.

Billedet viser en brøkdel af magasinet i Københavns Hovedbiblioteks kælder. De færreste tænker til daglig på at den rummer kompaktreoler med ældre,knap så efterspurgt litteratur, bøger, tidsskrifter, årbøger, vhs osv. Da de står på kompaktreoler, kan være ulig mange flere, sammenlignet med i udlånet, hvor der skal være plads til brugerne mellem reolerne.

Jeg vil imidlertid gerne gøre opmærksom på dette forhold, så den i hvert fald er offentlig, og de som ønsker at høre den, også kan få lejlighed til at læse den. Billederne her kan forhåbentligt give læseren et visuelt billede. Det er kun dele af magasinerne, og jeg har ikke har taget billeder fra fjernmagasinet under biblioteket på Njalsgade, Islands Brygge, hvor mange af vores uvurderlige ældre tidsskrifter og bøger befinder sig.

Der er ikke kun bøger og tidsskrifter i kælderen. Her er anmeldelser af litteratur gemt tilbage til 1960'erne. Uvurderlige og nemt systematiserede avis- og tidsskriftudklip, ordnet alfabetisk efter forfatteren, i gammeldags men effektive fiberkasser.

Grunden til at jeg skriver om dette analoge materiale på denne weblog er, at jeg gerne vil propagandere for at disse magasiner bliver mere tilgængelige. At de bliver digitaliseret. En digitalisering kunne måske overflødiggøre mange analoge værker og give plads til andre aktiviteter.

Digitalisering af disse materialer ville give brugerne og os nogle helt fantastiske nye muligheder:

• Alle i hele landet, ja hele verden, ville kunne komme til dem 24/7 via internettet.
• Vi ville kunne gøre det muligt at søge inde i selve bøgerne, i stedet for som nu kun i de bibliografiske oplysninger.
• Vi ville kunne spare materialerne for det fysiske slid, som i sidste ende fører til at vi må kassere dem.

Slitage er en af de forhold som analoge, fysiske materialer lider under. Bliver de brugt meget, kan sliddet i sidste ende føre til at de må kasseres. Og dermed borte for tid og evighed. Fordelene ved at have en digitaliseret udgave er mange: De skånes, sikres for eftertiden, er altid tilgængelige og det er nemmere at søge i dem.

Diskussionen om digitalisering kommer tit til at handle om et for eller imod. "Jamen folk gider da ikke læse på en skærm". Lad mig understrege at min holdning er: Lad nu være med at gøre det til et enten eller. Det kan jo sagtens lade sig gøre med et både og.

Jeg vil også gerne berette om det liv disse bøger har. For magasinerne er ikke blot museer, men de er levende redskaber for forskere, studerende, amatørforskere eller bare lystlæsere. Reglen for at havne på magasinerne er at bogen ikke har været udlånt i de sidste 2 år. Dette er en fornuftig regel. For bøgers levetid er ikke for nedadgående.

Tidsskrifter er en af de helt centrale kilder. Med Statsbibliotekets digitalisering af 200 mio. videnskabelige artikler er lånerne godt rustet. Men intet er nu som Københavns Bibliotekeres tusindvis af opmagasinerede tidsskriftårgange.

Det er helt uforudsigeligt hvad fremtidens læsere vil spørge efter. Et eksempel er efter afsløringen af Blekingegadebanden. Biblioteket havde alle de døde materialer i kælderen skrevet af bandens medlemmer. De oplevede en massiv opblomstringsperiode. Kort sagt, vi kan aldrig forudsige hvad fremtidens lånere vil efterspørge, og derfor er det så vigtigt at vi giver dem en mulighed for at historien ikke er forsvundet for dem. I hvert fald den del af historien som er nedfældet på tryk.

Et andet eksempel er primærkilder. For tiden er der en låner som en dag om ugen tilbringer hele dagen på biblioteket med at gennemgå Rigsdagstidende og Folketingstidende fra 1849 og til i dag. han skal skrive en bog om Justitsministerierne, vist nok. Det er han ikke ene om. Historiestuderende, politikere mv. bruger dem som primær kilde til hvad fx folketingsmedlemmer har sagt. Rigsdagstidende og Folketingstidende med tilhørende bilag fylder godt i landskabet i kælderen. Jeg undrer mig altid over hvorfor de ikke er blevet digitaliseret.

Rigsdagstidende og Folketingstidende med tilhørende tillæg indeholder alt hvad der er blevet sagt i danske parlamenter siden Grundlovens indførelse. Samt lovforlag, spørgsmål, betænkninger osv. En helt uvurderlig kilde for alle fra historikere over politikere til almindelige politisk interesserede. Men de findes ikke digitalt, og kun tilgængelige på ganske få biblioteker i Danmark. Og de fylder godt op, som det ses på billedet. Der er tre fag på hver side af en reolvogn!

Et tredje eksempel er Kraks vejvisere. De er nu blevet digitaliseret. Men deres skæbne på internettet har været lang og trang. Jeg spørger mig selv: Når nu dette værk bruges igen og igen bl.a. af amatørslægtsforskere, hvorfor skal det dog så tage år før de bliver digitaliseret. Og når de så bliver det: Hvorfor har vi så ikke servere og andet som kan sikre dem en driftssikker tilværelse?

Kraks Vejviser.Den findes også digitalt, men vejen dertil har været lang og trang, varet årevis, og fungere stadig ikke optimalt.

På tilsvarende vis har vi en række lokalhistoriske årbøger for snart sagt enhver lille flække i Danmark. Et materiale som også sagtens kunne ligge på internettet. For folk har det jo nu engang med at flytte rundt i Danmark. Og det hænder mindst  en gang in en familie at et familiemedlem forsøger at finde ud af noget om de gode gamle dage.Alt sammen kan fås fra bibliotekets magasiner. Men fremfindingen foregår stadig som fra før edb'ens tid.

Ugeskrift for Læger er et fagtidsskrift ikke blot for læger, men også for historikere som vil finde ud af sundhedstilstanden gennem de sidste to hundrede år i Danmark og udlandet. Og siger en forfærdelig masse om samfundet generelt historisk set. De nyeste årgange er nu digitaliserede. Men op til 1871 kan de kun findes på Google Bogsøgning. Her har vi i København lavet nogle bibliografiske henvisninger til værkerne (link). Så brugerne i det mindste vil blive henvist til de digitale udgaver der.

Her et tværkik fra udlånsmagasinet mod håndbogsmagasinet. Gode af have analogt. Men hvor meget af det kunne ikke med fordel digitaliseres? Bibliotekerne i Google Bogsøgning gør det. Og der er også småinitiativer hist og pist på forskellige biblioteker.

Hensigten med denne artikel er først og fremmest at prøve at skabe forståelse for at en digitalisering af bibliotekernes materialer er påtrængende. Den vil være en gevinst for os alle. For biblioteksvæsnet, bogbranchen, og især for brugerne. Befolkningen om man vil. At projektet ikke kan løftes af et enkelt biblioteksvæsen er klart. Heller ikke det største folkebiblioteksvæsen, København. Det bør være en oplagt fællesopgave for alle biblioteker. Folke- som forskningsbiblioteker.