Delicious var et af de allerførste større bogmærkedelingsværktøjer. Og med på enhver Web 2.0 liste over de 10 vigtigste redskaber - for 6-8 år siden (2003). Ideen var genial: At løse det problem at bogmærker fra browseren kun kan bruges, hvis du sidder ved den computer hvor de er hentet til. Og så er der meget begrænsede redigeringsmuligheder.
Delicious' ide er at du i stedet har dem på internettet. Du får mange muligheder for at redigere, og du kan dele dem med alverdens interesserede. Det eneste du skal, er at oprette en konto, og så ellers bare gå i gang med at samle, dele og finde inspiration fra andre som gør det samme som du.
Men tiden og udviklingen går hurtigt, og Delicious fik aldrig rigtig noget massegennembrud. Heller ikke efter at Yahoo! i 2005 købte det. Fem år efter (2010) var der endog rygter om at Yahoo! ville lukke Delicious. Det blev dog senere korrigeret til at de ville sælge, nemlig til AVOS Systems, som overtog det i april 2011. AVOS siger måske ikke de fleste så meget, men bag firmaet står såmænd grundlæggerne af YouTube, Chad Hurley og Steve Chen.
Personligt var jeg meget begejstret i starten, men jeg må jo med skam i mælet erkende at det seneste link jeg har lagt ind er helt tilbage fra 2006. Som så mange andre kontoindehavere fik jeg i sommerferien et brev om at nu sker den endelige overførsel fra Yahoo! til AVOS, inden 23. september.
Der er ikke sket så meget siden 2006. Jo, der er kommet noget som hedder Stacks. Se selv videoen på Delicious' hjælpeside. Men ellers ligner det hele sig selv.
Her er et af de link som jeg har på Delicious. Det er en side som giver et overblik over Googles mange søgemuligheder - på en side. Jeg kan aldrig huske adressen på den side. Med Delicious har jeg gemt denne min viden. Problemet for mig er så, at jeg skal finde den blandt alle mine link på Delicious. Ja, livet er ikke helt enkelt!
Internettets sociale aspekt er blevet mere udtalt siden Delicious' start. Dengang var det kun i sin spæde start. Noget som man kunne drømme om. Men nu er det sociale i sig selv blevet et vigtigt element for succes. Googles søgemaskine er en stor succes fordi den er, nå ja, stor. Fordi kun en intelligent udnyttelse af milliarder af søgninger vil kunne præstere en forbedret sortering. Mindre søgemaskiner har ganske enkelt ikke maskinel "erfaring" nok til at hamle op med Google.
Ironisk nok er det aldrig lykkedes Google at få succes med andre sociale værktøjer. Jo, Orkut er en succes i Brasilien og Indien, men Worldwide er det Facebook der er løbet med palmerne. Google Waves var teknisk set fantastisk, men slog aldrig igennem, og det er tvivlsomt om Google+ gør.
Jeg er vist blevet for doven til at have endnu et sted at gemme gode
links. Google dækker mit behov, og så er det jo så bekvemt kun at skulle
logge på et sted, og huske hvordan det fungerer dér. Livet kan blive for kort til alt for mange konti, som fx Delicious.
Når det er sagt, så vil jeg da varmt anbefale Delicious hvis dette er måden for dig at samle informationer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar