onsdag den 11. maj 2011

Pas på internettet

Koncentrationsbesvær som følge af forkert brug af internettet? Det er et interessant spørgsmål som må stilles af enhver internetsøger. Videnskab.dk har en længere diskuterende artikel om hvordan internettet kan ændre vores hjerner til zapperhjerner. Vi ved ikke rigtig noget bestemt om det endnu, og artiklen refererer kun til meget få forsøg, heraf de fleste med rotter. Vi ved altså ikke om hvad der gælder for rotterne, også gælder for mennesker.

Spørgsmålet drejer sig især om koncentrationsevnen og hukommelsen. Intuitivt kender vi vel alle problematikken: Vi har tændt for computeren (eller smartphonen) for at finde ud af hvornår næste bus kører. Men så ved vi jo også godt at på samme maskine ligger vores email, Facebook, rss-læsere. Måske følger vi også med på forskellige forums, nyheder osv. Eller måske bliver vi distraheret af at se søgeresultater på Google.

Kort sagt, i løbet af meget kort tid får vi os zappet igennem en masse tjenester. Ifølge artiklen aktiverer søgninger på internettet hjernen helt anderledes end hvis du fx læser en bog. Og det fortolker en forsker som forskellen mellem internettets fragmenterede indlæring og fx bøgers mere koncentrerede fordybelse.

Ifølge artiklen er det det præfrontale cortex, forrest i hjernen, som her er i sving. Det er den som bliver særlig trænet til at sammensætte forskellige oplysninger og hente dem hist og pist. Men den tager sig ikke af at bevare fokus på et bestemt indhold, træne hukommelsen og fordybe os. Og hvis du træner den for meget, mister denne evne måske terræn.

Artiklen referer et af de sparsomme forsøg som skulle vise at hvis studerende samtidigt forsøger at følge med i et oplæg og have deres computer tændt, så fik de mindre ud af det, end hvis computeren var slukket.
Det er dog ikke internettet som sådan forskerne er ude efter, men vores måde at bruge det på. Altså, at vi skal være varsomme med hvordan vi træner vores hjerne. Internettet frister med at løbe ud af tangenter, lade os gribe af spontane, interessant sidespor og i det hele taget følge med i en masse ting.

Men dette er dog mest teorier og teser som ikke kan underbygges videnskabeligt. At internettet gør "et eller andet", det synes jeg er rigtig nok. Det gør "noget" ved os. Det er anderledes end at læse bøger, eller lære gennem praktisk-fysisk arbejde. Jeg er spændt på at høre hvad forskerne finder ud af.

Indtil da må vi vel bare mene hvad vi selv har erfaret. Jeg synes det er vigtigt at fokusere på det med fordybelsen. Jeg oplever ofte en flad fornemmelse efter at have været grebet af at zappe rundt på internettet. Lige pludselig er det gået en masse tid, fritid, og når jeg retrospektivt spørger mig selv: Med hvad? Så må jeg erkende at det da vist mest var "afstressende" tidsfordriv. Det skal selvfølgelig ikke underkendes. Men måske ville det have været bedre at gå en tur, eller ringe til sine venner.

Det er spændende at se om forskningen vil føre nogle mere konkrete anvisninger med sig. Internettet spiller en stor rolle i mange menneskers liv. Især unge er opdraget i computerens tidsalder, og har måske ikke som os gamle en dødvægt af fortidens offline-tilværelse.

1 kommentar:

Morten Høy sagde ...

Du skriver godt nogle gode artikler. Især om Google. Det havde jeg ingen idè om.