onsdag den 9. juni 2010

Google TV

Sammensmeltning af web og TV er formentlig nært forestående. Teknologien der understøtter dem, er jo nogenlunde den samme. Det er stort set de samme skærme, musikafspillere, billedvisningsprogrammer, spil osv. Så hvorfor ikke koble dem sammen så du kan bruge dit fjernsyn til at surfe på internettet, eller se tv når du surfer på internettet?
Google annoncerede på sin weblog at dette vil ske i løbet af dette år. Så måske vil pakken ligge under mange juletræer i år? Rent fysisk er Google-TV ligesom de bokse som mange allerede kender fra deres digital-tv. På Googles boks vil der bare ligge Googles styresystem Android. Du vil formentlig kunne se alle de vante kanaler, men derudover også YouTube, samt manøvrere rundt som du kender det fra din computer. Altså langt flere muligheder end de almindelige bokse.
Da det ikke rigtig findes endnu, kan du ikke afprøve det. Så indtil videre må du nøjes med Googles reklamespot om Google TV. Konceptet ifølge denne er at mange jo allerede har opgivet at overskue alle de mange kanaler og muligheder, og i stedet for det meste ender op med at søge direkte på YouTube for enkelte programmet.
Jo, det er sandt. Jeg er vist ikke den eneste som smugkigger på Rytteriets Snobberne via YouTube. Det er enkelt, hurtigt og effektivt. Men ulempen er jo, at det hele bliver vist på min lille 16 tommer computerskærm. Hvor jeg måske ville have foretrukket vores stue-tv på 28 tommer.
For at få det fulde udbytte skal du formentlig investere i et nyere fjernsyn. Eller bruge din computerskærm. Men hvor mange er det nu lige som har en 27+ tommers computerskærm? Og lur mig om ikke også Google vil prøve at få det til at fungere på din mobiltelefon. Og så er der også lige det forbehold at selv mediegiganter som Google kan få problemer med at få maskineriet til at fungere.
Prisen? Ja, den kender vi ikke noget til på nuværende tidspunkt. Fænomenet vil givetvis først blive afprøvet i større stil i USA. Om det nogensinde kommer til Danmark? Tja, hvem ved?
Link
Googleblog.

Ingen kommentarer: