Pt går jeg og sysler med de mange tidsskrifter på Københavns Hovedbibliotek. Midt i robotarbejdet er der naturligvis også plads til tanker over hvad der sker inden for netop denne del af nyhedsbranchen: Aviser og (nyheds)magasiner. Efterspørgslen af tidsskrifter og aviser er ifølge "iagttagere" dalende.Og specielt de unge forventer at kunne bruge internettet. Mange i blogverdenen skriver at 2009 var et katastrofeår for aviser og magasiner verden rundt.
Jeg ved ikke med specialmagasinerne. Jævnligt kommer jeg på Vanløse Station, og kan se farvestrålende tidsskrifter for snart sagt hvad som helst. Om levetiden og salgbarheden af dem, ved jeg ikke noget. Men jeg går ud fra at når DSB i den grad afsætter plads til dem, så må det være af økonomiske årsager.
Derimod er det vist nogenlunde sikkert at aviser er på deroute. Aviserne gennemgår med jævne mellemrum kriser. Aviskrise og -død er ikke et nyt fænomen, men årsagerne er som regel forskellige. Meget er hændt i avisernes historie. Bare få artier siden var de fleste aviser en slags "partiaviser" som selv om de ikke ligefrem var ejet af partier, så i hvert fald afhængige af dem. I dag er det store mediehuse som ejer aviserne. Nu er det ikke længere partiinteresser, men økonomiske interesser som styrer dem.
Kogt ned, opfatter disse mediehuse avisernes største udfordring som hvordan de kan finansiere aviserne via løssalg, abonnementssalg og annoncer. I Skandinavien, fx Norge, giver staten ofte kunstigt åndedræt. 5,8 mia bruger den norske stat hvert år til støtte af trykte og elektroniske medier. En snes aviser for et tocifret antal millioner kroner for at kunne overleve.
Groft sagt synes jeg at aviserne bare opfatter internettet som en mulighed for at elektronificere de velkendte analoge aviser. Internettets indlysende fordele til søgning, inspiration, arkivering osv. er totalt overset. Danske aviser går også sologang hvad angår søgemaskinernes ret til at søge i deres artikelarkiver. Mens stort set alle andre landes avisredaktioner tillader søgemaskinerne at høste de flygtige nyheder.
Derfor må du ty til nødløsninger som fx min hjemmestrikkede søgemaskine i højremenuen (se helt nederst). Det er en tilpasset søgemaskine som søger i Googles webhøstede flygtige nyheder fra aviserne. Google må nemlig tilsyneladende gerne høste nyheder så længe de ikke kan søges fra Google News.
Vi snakker 2010, og vi må endelig passe på med at ikke alt for mange læser vores artikler. Vi skulle jo helst tjene lidt penge, og hvis vi ikke selv kan, så skal andre i hvert fald heller ikke!
Andre steder i verden er det anderledes, og dagblade ser sig om efter nye måder at tiltrække læsere. Fx det berlinske "dagblad" Niiu. Konceptet er at læserne selv sammensætter deres egen avis ud fra en snes aviser. På fem måneder er det lykkedes at få avisens abonnementstal op på de 5.000 som kan få projektet til at løbe rundt økonomisk.
Hvad kan man egentlig lære af Niiu? Jeg tror at der er mange måder at indrette medierne til fremtiden. Men uanset hvordan medierne vælger at overleve, tror jeg at taberne bliver distributørerne. Det bliver avisbudene, aviskioskerne, og for bøgers vedkommende, boghandlerne. Også papirfabrikkerne vil formentlig blive hårdt ramt, men mindre de kan overleve på det stigende kommunale forbrug af papir.
En sådan personaliseret avis som Niiu vil givetvis tiltrække bestemte læsere. Men dette har allerede været muligt uden at være det store hit blandt mange nyhedssøgemaskiner, fx Google News, Topix og andre. Endog ganske gratis. Så der skal mere til. Google udskreget som den store annoncekronesluger. Men rubrikannoncer og de små annoncer næppe nogen trussel.
Men disse søgemaskiner peger samtidig på at der måske er et marked for uafhængige medieorganisationer som kan samarbejde med alverdens aviser og tilbyde læsere at sammensætte deres helt personlige avis. Personligt kunne jeg da godt tænke mig at gafle artikler hver dag fra New York Times, Politiken, Frankfurter Allgemeine, El Pais, El Mercurio, Dagens Nyheter og hvad de ellers hedder. Og jeg vil såmænd gerne betale for det. Også selvom det skulle betyde at jeg ville bruge de tusindvis af kroner til mit nuværende avisabonnement på dette. Dagsprisen på Niiu er cirka 13 kroner. På årsbasis er det mindre end jeg betaler for mit nuværende avisabonnement.
Et overset fænomen i avislæsning tror jeg er læsernes evne til at ville kvalitet. Hvis du skal have noget via nettet, skal det være lige så nemt at finde som aviserne ved kassen i supermarkedet. Ingen læsere vil i det lange løb bruge timer på at surfe rundt efter nyheder uden at finde kvalitet. Og samtidig ønsker læserne også at det skal være aktuelt. Herregud, hver morgen læser jeg forældede nyheder. Som fx da jeg kom på arbejde og troede at det gik så godt for landsholdet fordi Morten Olsen var fyr og flamme og sprintede langs sidelinjen. Det viste sig så at han natten over var blevet alvorligt syg og sengeliggende.
Journalistik i Danmark har meget at lære af udlandet. De demokratiske rettigheder vi har til at udtale os om snart sagt alting, gør også at researchen lader meget tilbage. Vi har heller ikke et Politifact som checker journalisternes historier. Det er set før at journalister har kolporteret uverificerede nyheder som var de pure facts. Om det så skyldes dovenskab, partiskhed eller bevidst vildledning fra de interviewede (fx spindoktorer) er for så vidt ligegyldigt.
PolitiFact er noget som journalister ved St. Petersburg Times har lavet hvor de efterprøver udtalelser fra kongresmedlemmer, det Hvide Hus, lobbyister og interessegrupper. Med speciale i Barack Obama. Tænk hvis vi havde noget tilsvarende i Danmark. Nu er ideen da i hvert fald givet videre.
Link
Niiu.
Journalisten.
Journalisten.
Vox Publica.
Kommunikationsforum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar