torsdag den 28. februar 2008

Firefox

Firefox står overfor lancering af en ny version. En undersøgelse fra XiTi Monitor viser at Firefox bliver mere og mere populær i Europa, omend det er meget forskelligt fra land til land. Med Finland i spidsen, og Danmark næsten i bunden. Mere end hver fjerde europæer bruger nu Firefox. Jeg skrev for lidt over et år sidenFirefox om samme emne, og dengang var tendensen den samme.
I de store europæiske lande står Firefox stærkest i Østeuropa, men også i lande som Frankrig og Tyskland er den godt med. Samtidig taber Internet Explorer terræn. Mest overraskende er måske at brugerne af dette Microsoftprodukt ikke anvender den nyeste version 7, men ældre versioner. Det er Explorer og Firefox som dominerer browsermarkedet, idet tredjepladsen, Opera, kun står for omkring 3 %, og Safari og Netscape endnu mindre.
Også i andre verdensdele stiger brugen af Firefox.
Nok om det. Det er nemmere at du klikker på linket til XiTi for at se diagrammer og statistikker. De er ligetil. Og der står også lidt om hvilken målemetode der er brugt til udregningerne.
Link
Internetsøgning, 2006.
XiTi Monitor.

mandag den 25. februar 2008

Yasoft eller MicroHoo?

Yahoo! har som bekendt takket nej til Microsofts tilbud om at lade sig inkorporere i kæmpefirmaet. Uanset om Microsoft nu selv troede på at Yahoo! ville acceptere, eller det hele blot var et estunt, så var der måske også mere skjulte taktiske tanker bag tilbuddet.
Yahoo! er personalemæssigt inde i en krise, ifølge flere iagttagere. Og mange forlader firmaet. Måske har Microsoft været ude i det ærinde at slække moralen yderligere. Ved at tilbyde et så stort beløb, kunne det skabe et pres blandt Yahoos aktieholdere.
Eet andet motiv kunne være at afprøve Yahoos personale. Tidligere Yahoo-ansatte snakker om at de ansatte anser Microsoft for ikke længere at være innovativ, i modsætning til Yahoo! Hvis det er rigtigt, har Yahoo's ledelse sikkert måttet vurdere faren for en eventuel faneflugt, fordi de to organisationskulturer er så forskellige. Men ledelsen i Yahoo! benyttede sig ikke af lejligheden til at kalde til sammenhold mod Microsoft. Måske fordi Yahoo! selv har haft det problem, da de havde samme problemer med at integrere Ouverture i Yahoo! for nogle år siden.
Microsofts officielle forklaring på at købe Yahoo! hviler bl.a. på at de anser det for meningsløst at tusindvis af teknikere i Microsoft og Yahoo! arbejder på samme opgave. I stedet kunne de sammen beskæftige sig med andre opgaver. Hvem mon tror på den?
Link
Search Engine Land.
Search Engine Land.
Search Engine Land, nyhedsoversigt.

tirsdag den 19. februar 2008

Yahoo og Delicious

I 2005 købte Yahoo! Delicious. Sidstnævnte er ikke særligt brugt i Danmark, men det er den andre steder, især i USA. Nu eksperimenterer Yahoo! så med at integrere Delicious' bookmarks i søgeresultaterne ved at henvise til dem.
Der er flere fordele ved at bruge Delicious frem for almindelig sortering. Det kan sige noget om kvaliteten. Men naturligvis er Yahoo! også interesseret i at gøre Delicious mere attraktiv. Det går lidt langsomt med Web 2.0 på dette område, og måske har Yahoo! endog planer om at indarbejde link fra Delicious i søgealgoritmen.
Link
Pandia News.
Tech Crunch.

mandag den 18. februar 2008

Yahoo Music

Er du blandt de 25 millioner mennesker som bruger Yahoo! Music hver måned? Det er jeg, og jeg synes at det er dejligt at have en egen radiostation. Se linket til den ude til højre, hvis du skulle være interesseret.
Jeg bruger ikke den større betalingsversion, Yahoo! Music Unlimited, hvor du kan få endnu mere og efter sigende bedre musik. Men Yahoo! har just annonceret at de har indgået partnerskab med Rhapsody. Hvis du har Unlimited, skulle det nu være muligt at få musikkataloger fra Rhapsody. Senere i år vil Rhapsody så blive integreret i Yahoo!Music.
Yahoo! benægter at dette skulle være et skridt på vej væk fra online musik, og argumenterer med at de har investeret i medieværktøjslinjen FoxyTunes. Som både virker i Firefox og Internet Explorer.
Link
Om Yahoo Music.
Om Rhapsody.

tirsdag den 12. februar 2008

Ask BigNews

Ask - lige så lille så overset - har i al stilfædighed lanceret BigNews. Som altid er designet gennemtænkt, flot og enkelt. Ifølge Ask er BigNews såvel en søgemaskine som en bladreside. Den gør det muligt at:
  • Finde og følge de mest interessant historier
  • Efterspore bestemte nyheder og følge dem over tid.
  • Finde de vigtigste videoer - og se hvilke der er mest populære.
  • Personalisere nyhederne.
  • Finde baggrundsmateriale.
  • Kigge i en bred vifte af videoer, billeder, weblogs og artikler.
Siden er opdelt i forskellige områder.
  • Topnyhederne, Breaking.
  • Gennemslagskraft, Impact.
  • Media.
  • Discussion.
BigNews bliver opbygget på grundlag af forskellige algoritmer, som har at gøre med aktualitet, kildetroværdighed, referencer fra sociale medier, indhold og tilgængelighed.
BigNews skulle efter sigende trække på mere end 10.000 kilder, hvilket er betragteligt mere end Google News. Og derfor kan det også være nyttigt at bruge de forskellige filtre hvis man er interesseret i sin lokale avis. For danskere kan det måske være brugbart med "European News" eller "Asia News."
Hertil kommer så de nærmest obligatoriske muligheder for at gemme, bruge rss og personalisere sine nyheder.
Nyhedsområdet er endnu ikke domineret af Google News. I USA er fx Msnbc den mest populære (26 %) fulgt af Yahoo News (22 %), mens Google News kun står for 9 %. Selv bruger jeg da også Yahoo News mere end Google News.
Danske brugere er ilde stedt. Danske aviser klamrer sig til ophavsretten, så mens alle andre lande i verden, også andre skandinaviske lande, kan søge lokale nyheder på deres sprog, må vi i Danmark enten gå på biblioteket for at bruge Infomedia eller bruge internationale nyhedssøgemaskiner som fx Yahoo News. Da de ikke kerer sig en døjt for Danmark, er det kun begrænset hvilken nytteværdi de har.
Heller ikke BigNews synes at tage sig særligt meget af danske aviser. Men jeg vil da holde øje og se om den skulle vinde på at gøre det.
Link
Ask Big News.
Search Engine Land.

onsdag den 6. februar 2008

De unge og fremtiden

Mens den unge generation er god til at tage de sociale dele af internettet til sig, så ser det dårligere ud hvad angår brugen af søgemaskiner og evaluering af de materialer som de finder her. Går de unges manglende teknologiforskrækkelse hånd i hånd med en lige så stor evne til at forstå internettet? Med andre ord, hvordan står det til med den opvoksende generations 'dannelse'?
Det er emnet for et fremtidsstudie fra British Library og JISC, udført af CIBER center ved University College of London. Formålet var at finde ud af, om vi kan sige noget om hvordan den opvoksende generation vil opføre sig i fremtiden når de skal finde information på internettet.
Studiet gennemgår en masse påstande om den opvoksende generation for at efterprøve om det er fordommeog myter, eller om der vitterlig er noget om det.
Af studiet fremgår det bl.a. at de unge har en meget uklar fornemmelse af hvad internettet egentligt er for en størrelse. Bl.a. noget så elementært som at det er en samling af ressourcer fra forskellige producenter, forbundet via et netværk. Det viser sig, at de i stedet opfatter internettet som fx Google, altså en søgemaskine. Så selv om de er meget hurtige på tasterne og til at annamme det teknologiske, er det bedragerisk kun at fokusere på den side.
Samtidig bruger de næsten ingen tid på at evaluere hvad de finder, hverken hvad angår om det er relevant, om det er troværdigt eller om det er autoritativt.
Forskerne har sammenlignet Generation X (1980'erne) og Generation Y (1990'erne) med Google-generationen. Studiet mener at Google-generationen (forstået som de født efter 1993) generelt har en meget dårlig fornemmelse for egne informationsbehov. Det betyder at de ikke har nogen klare søgestrategier og i stedet bruger hverdagssprog. Et problem søgemaskinerne end ikke er i nærheden af at løse indtil videre.
I stedet for at disse lånere kommer på biblioteket, kunne man så forestille sig at biblioteket opsøgte dem der hvor de var, fx på MySpace og Facebook, for på denne måde at få et samspil i gang? Det er det for tidligt at konkludere om, siger studiet. Bl.a. fordi de er voldsomt opreklameret, men slet ikke så populære i virkeligheden. Bl.a. udtaler universitetsstuderende at de ikke er interesserede i egenproduktioner, i at se andres personlige samlinger eller deltage i onlinedebatter.
At de studerende i den grad har taget internettet og/eller Google til sig, fremgår af, at langt hovedparten af dem starter deres informationssøgning via en søgemaskine, og meget få via en bibliotekshjemmeside. Hvad mere tankevækkende er at langt hovedparten er tilfredse med at bruge søgemaskinerne, endog mere end med hvad bibliotekarerne kan stille op på. Og biblioteket forbindes kun med bøger.
Der er mange andre spændende emner, hvoraf jeg her kun kort skal omtale nogle få:
De unge forlanger et bibliotek som ikke blot et fysisk sted, men også som et virtuelt hvor der er adgang døgnet rundt (og det gælder ikke blot bibliotekaren, men også lærerne), som tilbyder 'svar', og ikke blot en bog eller tidsskriftartikel.
Man skal ikke lade sig narre af de mange download fra nettet. Meget af materialet forbliver blot ulæst på de studerendes computere.
Googlegenerationens opvækstvilkår er anderledes end tidligere generationers hvad angår antallet af forfattere, idet internettet pludselig har betydet millioner af 'forfattere'.
Samtidig har de mange sociale netsteder betydet at folk samles andre steder end før.
De er ikke meget for at skulle 'vente' på at få information.
'Cut-and-paste' er meget almindeligt, og plagiater er et alvorligt problem.
Derimod stiller studiet sig tvivlende overfor påstanden om at Google-generationen er til trial-and-error. Det tror ikke på at Googlegenerationens teenagere kaster sig ud i alt nyt for at afprøve det.
Overraskende konkluderer studiet, at de søger fuldtekst fremfor 'færdigtyggede' fund.
De er ikke eksperter i søgning. Digitale færdigheder er ikke ensbetydende med informationsfærdigheder.
Studiet afslutter med en række forudsigelser og råd om hvad vi skal gøre i fremtiden. Studiet er svært tilgængeligt, men for interesserede absolut fyldt med spændende problemstillinger.
Link Pandia Post (med link til rapport).

tirsdag den 5. februar 2008

Fast

Fast Search & Transfer bliver som bekendt måske opkøbt af Microsoft. Pandi Post har i den anledning lavet et kort resume over det norske firmas historie. Den bygger på Bjørn Borud's weblog. Fast stod bag en af de mest vellykkede søgemaskiner, All The Web. Som jeg personligt synes var bedre end Google, men efter Yahoo's opkøb af den, smuldrede de gode principper bag den. Mange af ideerne lever dog heldigvis videre i Exalead.
Firmaet blev grundlagt for 12 år siden af 4 unge mennesker i Trondheim. Dengang hed det Guardian Networks A/S. I 1998 slugt af Fast Search and Transfer, som ville have dem til at bygge en crawler, som senere blev kendt under navnet All TheWeb.
Historien er interessant at læse for teknologiinteresserede, og følger egentligt meget godt Google-drengenes historie. Bortset fra at Google jo senere slog alle konkurrenter af banen.
Af de mere iøjnefaldende ting er at de valgte at bruge "Free Software" og open source fordi det var bedre til at klare de problemerne. Ikke bare fordi det var gratis. Dette på et meget tidligt tidspunkt hvor mange rendte rundt (og mange stadig render rundt) med den fordom at fordi noget var gratis, var det også dårligt.
Hvad der slår mig når jeg læser sådanne oversigter er, at det er ganske få mennesker som i virkeligheden står bag søgemaskinerne. Det gælder Google, det gælder Yahoo. Og altså også All The web. bevares, i dag er de verdensfirmaer med tusinder af ansatte, men grundtankerne er nogle ganske få menneskers. Alle med et basalt kendskab til teknologi.
Links
Pandia post.
Bjørn Boruds weblog.

mandag den 4. februar 2008

Microsoft køber Yahoo?

Enhver der har læst aviser vil vide at Microsoft har tilbudt at opkøbe Yahoo for 45 mia. $, eller mere end 62 % af hvad Yahoo's aktier pt. står i. Yahoo har bekræftet at de har modtaget et sådant tilbud. Microsoft's repræsentant Steve Ballmer siger i den anledning at
"We have great respect for Yahoo!, and together we can offer an increasingly exciting set of solutions for consumers, publishers and advertisers while becoming better positioned to compete in the online services market. We believe our combination will deliver superior value to our respective shareholders and better choice and innovation to our customers and industry partners."

Mens en anden repræsentant fra Microsoft, Ray Ozzie, siger at
"Our lives, our businesses, and even our society have been progressively transformed by the Web, and Yahoo! has played a pioneering role by building compelling, high-scale services and infrastructure. The combination of these two great teams would enable us to jointly deliver a broad range of new experiences to our customers that neither of us would have achieved on our own."

Og Kevin Johnson, også Microsoft, supplerer med at sige at
"The combined assets and strong services focus of these two companies will enable us to achieve scale economics while reaching R&D critical mass to deliver innovation breakthroughs. The industry will be well served by having more than one strong player, offering more value and real choice to advertisers, publishers and consumers."

Som på det danske avismarked er det annoncekronerne der er på spil her. Microsofts Live Search har fejlet trods ambitioner om at være en konkurrent til Google. Og i en vis udstrækning gælder dette også for Yahoo. Googles kombination af den bedste sorteringsalgoritme og annoncefinansieringen gennem AdWords har vist sig at tromle alt og alle ned. Samtidig har Google Doc og andre Office-lignende løsninger truet Microsofts produkter. Med et helt andet koncept.
Kan Yahoo tillade sig den luksus at afvise Microsofts tilbud? Det bliver spændende at følge. For når Microsoft kan give Yahoo et sådant tilbud, hvorfor så ikke Google? Det kunne være fornøjeligt hvis Google lagde et tilsvarende bud ind. For blot 5 år siden ophørte Yahoo med at bruge Google som indeks. Nu har "lærlingen" så overgået "mesteren".
Jeg kan ikke lade være med at tænke på bankfusionerne for årtier tilbage. Hvem tænker på at Den Danske Bank er fusioner af to indædte konkurrenter som Kiøbenhavns Handelsbank og Landmandsbanken.
Ydermere kommer USA's antitrustlovgivning ind i billedet. Som lillebror på søgemaskineområdet vil Microsoft næppe blive slæbt i retten denne gang. De to firmaer lagt sammen er blevet så grundigt udkonkurreret af Google at fusionen kun ville stå for en mindre del af søgemaskinemarkedet. Men tænk hvis Google ville afgive et bud på Yahoo. Det ville gøre Google nærmest enerådende på området.
Google har allerede afgivet en officiel udtalelse om tilbuddet. Heri påkalder de sig åbenhed på internettet. De kalder Microsofts tilbud for en fjendtlig overtagelse. De stiller spørgsmålet om Microsoft er ude på samme monopol på internettet som de engang forsøgte med softwareprogrammer. Selv giver de ikke svaret, men giver spørgsmålet videre til politikerne. Og samtidig har de forbudt deres ansatte at ytre sig om spørgsmålet.
Links
BBC News.
Search Engine Land.
Google Blogoscoped.
Search Engine Land. Følg historien.
Pandia Post.
Googleblog.
Google Pressemeddelelse om det mulige opkøb.