fredag den 29. december 2006

Wikipedia ind i søgemaskinebranchen

Ifølge adskillige troværdige kilder på nettet (se links nederst) skulle Wikipedia være i gang med at lave en søgemaskine. Rygter har antydet at Amazon er med i dette til lancering i første kvartal af 2007, med et 2-årigt perspektiv for en endelig udgave. Men det er muligvis blot et rygte.
Søgemaskinen har allerede fået et navn, Wikiasari. Wiki er et hawaiiansk ord for hurtig, mens asari er japansk og betyder gennemsøge. Finansieringen skulle være i orden, bl.a. fra en ikke navngivet gruppe fra Silicon Valley.
Medierne fremstiller det som at Wikipedia er ude efter at konkurrere med Google og Yahoo, men nærlæser du grundlæggeren af Wikipedia, Jimmy Wales' udtalelser, roser han faktisk Google, Han er kun ude efter at skabe et alternativ til søgninger hvor Google kun finder spam og bras. Heroverfor vil Wales så lave et mere menneskebaseret produkt.
Samtidig imødegår han også kritikken af Wikipedia ved at sige, at selvom Wikipedia er god til mange ting, så anbefaler han ikke studerende at bruge Wikipedia til dybtgående forskning. Wikipedia har planer om at lave en informationsside for at forklare hvad det er, og hvorfor det ikke altid er det eneste sted du skal søge. Lærere kunne så bruge det over for de studerende.
Jeg synes at disse udtalelser klæder Wikipedia. Og at de også er temmelig beskedne, set i lyset af at i hvert fald den engelske udgave tilsyneladende ikke blot er mere pålidelig end hæderkronede leksika, men også mere aktuel.
Såvidt jeg kan bedømme af omtalerne vil søgemaskinen rangere fundene efter brugernes kik på dem.
Links
Times Online.
Earthtimes.
Search Engine Land.
Information Week.
Guardian Unlimited.
ZDnet.

Ingen kommentarer: