Strøtanker i et fly

Strøtanker i et fly

På vej hjem i flyet fra Internet Librarian International i London fik jeg pludselig en for mig selv chokerende tanke. Ikke at den kom tilfældigt: Det er indlysende at den stammede fra det noget blege indtryk af konferencen. Sidste års begejstring over de nyeste web 2.0/bibliotek 2.0 opfindelser var blevet blakket dels af den konkrete udvikling inden for biblioteksverdenen i Danmark, dels af at denne på det nærmeste ikke-eksisterende udvikling åbenbart var et globalt fænomen.
Jeg havde måske forventet at se talrige eksempler på massiv og effektiv udnyttelse af Delicious, Flickr, weblogs, wikier, rss-feeds, Instant Messenger osv. Men det skete ikke. Hvor jeg havde forventet at få en masse succeshistorier med som jeg kunne berette om til kollegerne, var det stadig kun ansatser (ikke særlig overbevisende) og hensigtserklæringer.
Den overraskende tanke manifeterede sig i form af et lidt uklart billede: Det er en gammeldaws læsestue, fra før de åbne hylders tid. Bibliotekaren sidder med sammenknebne øjne og nidstirrer en kø af ængstelige brugere. En uoverskuelig skranke, bevogtet af den inkvisitoriske bibliotekar adskiller brugerne fra bøgerne, der i øvrigt er behørigt låst inde bag lås og slå.
For mig har denne bibliotekar altid stået som et skræmmebillede på en bagstræverisk og informationsfjendtlig person. Har aldrig troet på den alvidende bibliotekar, der vidst alt om bøgerne på bibliotekerne. Som lektør af ca. 45-50 bøger om året ville jeg på 50 år kun have kendskab til maksimum 2.500 bøger. Og jeg har allerede glemt mange af de første jeg læste. Så for mig står denne bibliotekar som en person der vil regulere, besværliggøre og censurere adgangen til information.
Den chokerende tanke var at måske er det også sådan bibliotekaren anno 2006 gør. Ikke med vilje eller bevidst, naturligvis. Men gennem sine handlinger.
Det er uomtvisteligt at internettet rummer uvurderlig viden. Men også at det er totalt ustruktureret og umulig at overskue. Det vil aldrig blive katalogiseret og indekseret. Men ikke desto mindre er der en faggruppe hvis arbejdsområde udelukkende er at finde rette information til rette bruger på rette tidspunkt. Jeg behøver vist ikke nævne hvem.
Og det er også uomtvisteligt at informationsformidling også i sig rummer kommunikation. For at opfylde informationsbehovene er det nødvendigt at lokalisere behov, dvs. kommunikere med ’kunderne’, biblioteksbrugerne. Lige så nødvendigt som det er at kende internettets særlige kultur og struktur, dets søgeredskaber, dets kommunikationsformer osv.
Biblioteksverdenen burde ikke overlade alle disse redskaber til tilfældig brug. De burde efter min opfattelse tage dem til sig og integrere dem i arbejdsgangen, på linje med hvad andre kommunikationstyper er blevet: brevpost, telefon, fax og email. Og ikke slå sig til tåls med at brugerne ikke bruger dem. Disse i virkeligheden enkle, men effektive midler burde bibliotekerne være med til at udbrede og kvalificere.
Og ja, jeg kender alle barriererne ved at tilegne sig ny teknologi. Men det holder altså ikke op, tværtimod. Så vi kan allerede starte nu.
I stedet for som bibliotekaren på det gamle billede at barrikadere sig i et fort af skrankepaveri.
Billedet fortonede sig på vej ud af flyet igen. Men jeg nåede da at nedskrive det, og hermed er det givet videre til læserne.