Biblioteksverden i stampe?
Læsere af Internetsøgning vil kunne bekræfte at internettet har udviklet sig eksplosivt siden Internet Librarian International 2005. På et tidspunkt var det nødvendigt med daglige indslag for at orientere om de mange nye tiltag. Og det ser ikke ud til at stoppe foreløbig.Siden oktober 2005 er der ikke bare blevet lanceret en række nye informationsmuligheder og programmer til at lette hverdagen. De eksisterende er også blevet kvalitativt meget bedre. Og mens det i 2005 var uklart hvor hele denne udvikling bar hen, så er der anderledes klarhed over hvordan internettet nu ser ud, eller i hvert fald vil komme til at se ud. Måske ikke altid lige klart i Danmark, for mange af opfindelserne gælder kun i USA. Men hvem tror på at Danmark vil blive holdt udenfor den udvikling.
Derfor er det også lidt nedslående at være på dette års Internet Librarian International 2006 konference. Faktisk ligner mange af oplæggene til forveksling oplæggene fra 2005: De samme gennemgange af de såkaldte web 2.0 eller bibliotek 2.0 redskaber som Delicious, Flickr, Instant Messenger, Wiki’er.
Hvis konferencen er udtryk for hvad der er sket på bibliotekerne i det seneste år, så må konklusionen vel nærmest være at der ikke er sket ret meget.
Et ildevarslende tegn på det kunne være at Brian Kelly i et oplægget ’Addressing Intitutional Barriers’ bl.a. nævner ’The Librarian Fundamentalists’. Mon det er dem, som blokerer? Med Kellys ord er det bibliotekarer som
- Tror de er bedre end brugerne. De kan bl.a. ikke lide Google Scholar, og det uanset at brugerne godt kan lide Scholar og finder hvad de skal bruge der.
- Mener at bruger skal tvinge til at lære at bruge boole’ske operatorer og andre formelle søgekriterier.
- Ikke vil have at brugerne skal søge på deres egenmåde, fx med folksonomi, for det får de ikke noget ud af.
- Stadig tror på at de kan indeksere hele internettet. Uanset at brugerne ikke bruger de links, som bibliotekerne lister op til dem. (Sammenlign her den meget begrænsede brug af Bibliotekernes Netguide).
- Først vil have at en service skal være perfekt før den lanceres. De er utrygge ved beta-versioner, og tiltror ikke brugerne evnen til at kunne arbejde med indbyggede fejl.
Kelly glemmer måske her at nævne at der rent faktisk er et stort antal brugere som støtter op om disse holdninger blandt bibliotekarerne. Der er mange som blot ønsker at bibliotekerne fortsætter som hidtil, at der ikke kommer for megen ny teknologi ind. Og den virker jo heller aldrig efter hensigten. Brugere som stadig foretrækker deres personlige bibliotekar.
For mig at se er det da heller ikke et enten eller. Men et både og. Problemet er så altså bare at mens informationsteknologien tordner derudaf med hidtil uset fart, så er der altså ikke sket så forfærdeligt meget i biblioteksverdenen. Måske bliver det hele stadig diskuteret. Bibliotek.dk er blevet en integreret del af Scholar og Google Books. Statsbiblioteket eksperimenterer med Summa. Blågårds Bibliotek og Københavns Hovedbibliotek med IM (selv om de da vist gør alt for at det ikke skal blive opdaget).
2 kommentarer:
Vil bare lige pippe om, at Det nordjyske Landsbibliotek og AUB også eksperimenterer med IM - tjek www.need2know.nu
Biblioteket som nødtørftigt opsamlingssted for de brugere, der netop foretrækker det gode, gammeldags bibliotek, er nok næppe en fremtid der er værd at satse på. Den brugergruppe kan sikkert nemt komme til at skrumpe ind.
Rob Coers delte i sit oplæg folk op i 10% ledere, 20% modstandere og 70% efterfølgere. Coers advarede mod at satse på de 20%, for de vil altid være imod, uanset hvad man gør for dem.
Mon ikke bibliotekerne skulle få hevet sig selv op blandt de 10% og satse på de 70%? Der er muligvis ikke sket meget siden 2005, men så er det vel med at få ærmerne smøget op?
Send en kommentar