tirsdag den 4. juli 2006

Sommerferie…

Jeg holder sommerferie de næste tre uger, og det betyder også delvis ferie fra Internetsøgning. Der er endog meget få nyheder. I stedet kan jeg nu endelig få ajourført Google-Guide med dette års mange nyheder. Det er specielt indenfor for Tilbehør der er sket en masse.
I det tilfælde at der skulle ske noget meget vigtigt, vil jeg selvfølgelig skrive om det. Men pt. er der ikke noget som tyder på det. Bliv hængende. Webloggen er bestemt ikke ophørt.
Hvis du mangler læsestof, så kig ind på Google-Guide, især under menuen Tilbehør. Mange af menuerne er markeret med Side under udarbejdelse. Men de fleste er dog nogenlunde forståelige.
Til de forlystelseslystne har Philipp Lenssen lavet et vigtigt indslag om Google og Yahoozon (Yahoo og Amazon) anno 2022, hvor han forudsiger at Google igen vil vende tilbage til at alt kan søges fra ét søgefelt.

God sommerferie til alle læsere!

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Yep - selv god sommerferie, gamle mand!!

Selvom jeg bliver nødt til at tilføje, at det at gå på sommerferie egentlig er helt uforligneligt med at have en blog!
Så hold op med det!!

For det første er det i sig selv en selvmodsigelse. En blog er en dagbog, uanset emne - og dagbøger skrives vel også i ferier? Det er vel sådan set oprindeligt i ferier, de begynder at blive virkelig interessante? Hvad med nogle rejsebreve - fra "the real world", dvs. IT og internetsøgning derude, "on the spot"...
Men næh nej, nu har man ferie - og kun bibliotekschefer bruger vel deres ferie på at besøge biblioteker?
OK - men nu kunne man strengt taget også godt forstille sig en lidt mere opfindsom tilgang til emnet (bloggen på ferie) eller hvad?
Lad fantasien blomstre!

For det andet er det her en tendens der griber om sig! Ikke kun lokalt, hvor Erik går på sommerferie og Esben fra e-klumme på barsel og Susanne fra FruMik bare ikke lader høre fra sig - men i det hele taget.
Det er sgu så spændende at lave en blog og det hele kører bare derudad - men bordet fanger og jorden drejer og HJÆLP - lige pludselig vil man af!

I de amerikanske blogs ser man bloggere komme med alle mulige undskyldninger - mest bemærkelsesværdigt er bloggeren lige pludseligt blevet syg og læserne spørger bekymret til dem i kommentarerne.
Men nej, det er ikke noget alvorligt, lyder svaret. Nu er jeg frisk igen! Og i næste uge er jeg syg igen, tilbagefald, desværre, jeg beklager...

Erik er også kommet med en sjov påstand et par gange, der da ikke skal få lov til at stå upåagtet hen!
Det er, at der nu "ikke længere er så mange nyheder". Og det endda sådan helt udenfor agurketiden!
Synd for journalisterne, siger jeg bare. Og synd for Google og Microsoft og Apple og resten af IT-verdenen. Mon vi så er ved at være nået til vejs ende, hvad angår databaser, søgeteknikker mv.? Egentligt er det da noget af en oplevelse, at få lov til at være med i det øjeblik, hvor der ikke længere rigtig var nogle nyheder. Sådan efter flere tusinde års nyheder, mener jeg.

Nej, dårlige undskyldninger er der nok af. Og de er selvfølgelig udmærkede, så længe de "kommer tørre i huse", som man siger i Vestjylland. Hvad man så end mener med det...

Egentlig burde "de syge blogs" vel frekventere en blog-doktor, der så
kunne stille en diagnose og udskrive nogle "blog-piller".
En anden mulighed kunne være, at de fik tilknyttet en sygehjælper, en stand-in-, stand-up-blogger eller måske en bugtaler.

Esben prøvede som bekendt at skaffe en barselsvikar, uden held. Er det fordi hans blog er for personlig (med billede og hele tjavsen) - eller er det af samme grund, som at der aldrig er nogen, der skriver kommentarer i de danske blogs (ups, nu kom jeg sgu til at skrive det der unævnelige, som svider lidt - det der om den manglende respons. Fortjener læserne overhovedet den store indsats, så?)
Vi går derfor hastigt videre til et seriøst råd!

Det er et generelt problem, at vi altid tror, at brugere/læsere er med på alt, hvad vi har beskrevet/ introduceret. Det er de så langtfra. Der kan derfor godt være brug for talrige opsamingsheats, hvor tingene gentages, for Prins Knud. Igen og igen og igen - så kan man kun håbe på, at det hjælper...
Man kunne evt. forberede blog-indlæg til en ferie på forhånd - ud fra denne mængde af viden, der ikke er nået ud til folket. Og så holde den ferie. Trods alt.

For nu at slutte med et link:
"7 things to do with your blog when you take a vacation" -
http://www.problogger.net/archives/2005/12/28/what-to-do-with-your-blog-when-you-take-a-vacation/

PS: Kritik af dette indlæg skal være mere end velkommen. Man har vel lov til at være optimist og have sin barnetro på, at der overhovedet er nogen, der gider at læse det...
Ros kan jeg derimod ikke bruge til noget. Så kom hellere med nogle perfide bemærkninger.