lørdag den 10. september 2005


Treårskrigen
I går omtalte jeg en søgning på Krustjovs hemmelige tale. Pointen var at en ganske enkel ordsøgning førte til et resultat. Sådan går det ikke altid, specielt når målet ikke er at finde et bestemt dokument, men et emne.
Treårskrigen er et eksempel. En simpel ordsøgning på treårskrigen giver over 23.000 fund. Ganske vist er derblandt de første ti-tyve fund ganske gode hits, men så begynder det at knibe. Og det skyldes at søgemaskinerne ordsøger overalt på internetsiderne, hvorefter fx Google sorterer dem efter hvor mange der linker til siderne. Det betyder at fortrinlige sider bliver vist først, men ikke nødvendigvis fordi de handler om treårskrigen. Fx er Sønderborg Slot blandt de første tyve. En troværdig side, men den indeholder ikke særligt meget stof om treårskrigen i øvrigt.
I sådanne tilfælde (og det er trods alt de fleste) er feltsøgekoden intitle: velegnet. Det er en slags emneordssøgning i det ord som webmasterne har brugt til at karakterisere deres sider.
[ intitle:treårskrigen ]
viser sig da også at være ganske god til at afgrænse. Den giver 78 resultater, men i modsætning til den simple ordsøgning er resultaterne langt mere præcise. En grundig opgaveskriver vil således også kunne finde brugbare internetsider meget langt nede i resultatlisten.
Måske finder nogen denne afgrænsning lige lovlig skrap. I så tilfælde kan søgningen udvides til også at søge i internetadresser, altså bruge feltsøgekoden inurl: Det ser sådan ud:
[ intitle:treårskrigen OR inurl:treårskrigen ]
Det giver lidt flere resultater, nemlig 85 i Google. Kreative internetsøgere kan selv brodere videre.
Tilbage står kildekritikken, internettets bestandige problem. Et eksempel er en side med den poppede titel Shubiworld. Tilsyneladende indeholder den en mængde brugbart stof om treårskrigen, bl.a. en samling link fra Wikipedia. Den ser egentligt ganske tilforladeligt ud, men problemet er at siden ikke oplyser hvem der har lavet den, hvornår den er opdateret og en række andre helt basale oplysninger. Og skal man først til at checke ophavet i DK-hostmaster m.fl. går der en masse tid med det. Siden indeholder dog en række links til kendte sider. Så de kan til nød bruges.
Generelt giver sådanne søgninger en hel del gode sider om treårskrigen. Fra generelle gennemgange til private breve offentliggjort af efterkommere af soldater fra krigen. Også materialer som trykte materialer formentlig ikke har med.

Ingen kommentarer: