Guess The Google: Udfordring til Google-fans
Her er et meget udfordrende spil for engelskkyndige Google-eksperter: Guess The Google. Spillet går i al enkelthed ud på at gætte det rigtige søgeord. Spilleren får præsenteret 20 billeder. Ved at kigge på disse, skal man regne ud hvilket ord i Google billedsøgning som ville resultere i disse tyve billeder. Det gælder altså om at prøve at gætte det som er fælles for alle de tyve billeder.
Men det skal gå tjept: man har kun 20 sekunder. Til gengæld er det i det tidsrum muligt at gætte så meget man har lyst til. De forkerte ord oplistes til højre for billederne.
Der er i alt 10 af sådanne gætterunder. Gætter man forkert, får man et tip om begyndelsesbogstavet. Så hvis man vil prøve en gang til, skulle det være lidt nemmere. De forkerte ord gemmes, så man ikke gætter forkert en gang til. Spillet går ganske fint igennem, selv på et 57K-modem. Husk at det skal være engelske ord.
Undervejs er der oplysninger med score, ens placering i det samlede osv. Ganske nemt at finde ud af, selv for begyndere. Men pokkers svært at få høj score. I første runde scorede jeg kun 2 ud af de 10 rigtige, hvilket gav 124 points (jeg fik bonuspoint for at gætte hurtigt på den ene). Da topscoren dengang var 399 points, er der ganske langt igen. Anden runde gik lidt bedre.
Spil med på
www.weavedigital.com/guess-the-google/ Guess the Google
Ingen kommentarer:
Send en kommentar