torsdag den 16. december 2004

Yahoo beta-tester videosøgemaskine
Yahoo’s weblog skrev den 15. december at Yahoo har lavet en videosøgemaskine. Den skulle ellers først have været lanceret i 2005, men de har altså besluttet at offentliggøre den for at indhente kommentarer fra brugerne.
Søgemaskiner finder fund dels gennem metatags (”gemte” oplysninger på siderne) og tekst i øvrigt. Men da videoer jo består af billeder, kan det være svært at finde de rigtige søgeord. I sagens natur er der netop ingen tekst i videoer. (Det samme gælder for musik – hvor man dog som oftest vil have en kunstner eller en titel at søge på). Derfor har Yahoo også opfordret videoproducenter til at samarbejde med Yahoo om at synliggøre deres produkter (læse mere i pressemeddelelsen, det er lidt teknisk).
Derimod er det ikke et problem at finde selve filerne (de findes fx ved at søge på .mov).
I den avancerede søgning er det muligt at afgrænse til filer der kan afspille i Quicktime, Windows Media og Real Player. Og til filer med endelsen AVI og MPEG. Afgrænse på længde (under og over et minut), størrelse (lille, mellem og stor – nok praktisk for personer med et 57K-modem). Og et par domæner.
For uforstående har Yahoo lavet fire søgninger som åbenbart skulle vise lidt af mulighederne (Hawaii, University Lectures, Fighter Pilots og Racecar). Men hvorfor bruge dem, når nu der kommer fund fra andre søgninger:
[ ”fogh rasmussen” ]
Det gav i dag 8 fund. I første omgang ser man kun et billede for hvert fund. Oplysninger er ret sparsomme, men fortæller om længden (i sekunder), adressen og formatet. Klik på et billede, klik igen – og hvis ellers du har programmel til at afspille videoen, ja så toner det fint frem på skærmen. En af videoerne viser en 11 minutters tale på spansk af en repræsentant fra Mexico. Han ønsker vist nok Fogh velkommen. En anden viser Fogh sammen med Bush på trappen til det hvide hus. Det er mest Bush der siger noget, men Fogh får dog også lejlighed til at lufte sit engelske, mens Bush nikker anerkendende.
Men der er faktisk overraskende mange fund med. Søg på Lars von Trier, og det giver 28 fund, bl.a nogle interviews med ham, 6 minutters klip fra Dancer in the Dark. Hvis videosøgningen ikke giver nogle resultater, laver den automatisk en websøgning.
Og sådan kunne man fortsætte. Betaversionen af videosøgningen lover godt, hvis det ellers bare er dens slags man er ude efter.
Yahoo opkøbte Altavista for ca. et år siden. Og det er sikkert Altavistas videodatabase som udgør rygraden i Yahoos videodatabase. (Altavista var allerede dengang en af de bedste til at søge videofiler).
Link
video.search.yahoo.com/ Yahoo’s videosøgemaskine.
www.ysearchblog.com/archives/000060.html Yahoo’s weblog om videosøgemaskinen

Tilføjelse:
Der ser ud til at være opbrud på video-søgeområdet. En ny søgemaskine, Blinx, har i en pressemeddelelse sagt at de vil lave noget lignende som Yahoo. Men dog koncentreret om nyheder. Jeg har endnu ikke afprøvet den. Men interesserede kan prøve nedenstående
Link:
www.blinkx.tv/about.php Blinkx om Blinkx
news.com.com/Blinkx+unveils+video+search+engine/2100-1032_3-5493660.html Artikel om Blinkx

Ingen kommentarer: