mandag den 20. september 2004

De gode gamle dage – på internettet
De gode gamle dage, i hvert fald dem i 60’erne, 70’erne og 80’erne, kan beses virtuelt på nettet. På siden Nostalgia Central. Layout og udseende er rædselsfuldt – efter min smag - men indholdet er OK. Nostalgien er bl.a. fordelt på nyheder (om de gamle, forstås), pop, musik, tv, film, år og lyd. Men du kan også vælge mellem de tre årtier. Hvor hovedmenuerne så går igen. Der er tillige en ”Special Feature” med vekslende artikler om bestemte emner.
Indgangene fungerer på den måde at der er en kort introducerende tekst med link til andre artikler som Nostalgia Central har udvalgt. Og jo længere du graver dig ned, desto mere omfattende bliver det. Jeg var i hvert fald overrasket over den mængde stof som ligger på siden.
Nostalgia Central er helt klart ikke opbygget som et opslagsværk, men som en oplevelse hvor du gradvist lever dig tilbage, finder nye, for længst glemte navne, steder, film osv. Og surfer videre.
Prøv fx denne helt uskyldige: Februar 1988, henviser til Mikhail Gorbachev, henviser til både The Cold War og Collapse of Communism, osv.
Årstalslisten fungerer nærmest som Politikens årbog ”Hvem hvad hvor” for de enkelte årstal. Men har meget mere information med end denne.
Der er også en søgefunktion. (bruger Google til lokal søgning). Og jeg afprøvede selvfølgelig med Denmark. Hvilket gav 8 henvisninger, bl.a. om piratradio, Savage Rose, møbeldesign og Lego. Halvdelen var mest støj.
Bag siden står en englænder, David Turner, som erkender at siden udelukkende er lavet for at underholde. Men den er nu ganske faktamættet og informativ. Han startede den i 1998. Siden kan udmærket bruges af fx bibliotekarer til at besvare spørgsmål i typen: hvad skete et bestemt år, journalister, selvbiografiforfattere og andre.
Link: www.nostalgiacentral.com/index.htm
Kilde: scout.wisc.edu/Reports/ScoutReport/Current/geninterest.php Scout Report

Ingen kommentarer: