Hvad søger internetsøgere efter?
Totalt set er det nok umuligt at finde ud af. Men Lycos offentliggør fra tid til anden en top 50-liste over de mest anvendte søgeord i Lycos. Om den så er repræsentativ for alle søgemaskiner står hen i det uvisse. Hvis resultaterne står til troende, så må man konkludere følgende:
Den altoverskyggende del af søgningerne vedrører kun 2 fritidsinteresser: musik/popstjerner og sport (af flere slags). Hele 44 af de 50 emner kan rubriceres under dette felt. De 6 resterende er fordelt på medienyheder: SARS (4) og Irak (30). Derudover er Mors Dag (10) og Bibelen (31) repræsenteret ved siden af to populære skoleemner i USA: Civil War og World War Two.
Dette afspejler sig også i de emnelister som Lycos laver over de mest efterspurgte søgninger inden for specielle emner. Af de 14 emner er der kun et par stykker som ikke vedrører ”fritidsområdet”.
Listen er dog renses for ”beskidte emner”. Derfor laver Lycos også en ”rå” udgave. Overraskende nok er denne ikke synderligt forskelligt fra den ”rensede” udgave. Faktisk er der kun et par pornosider ekstra med her – og ikke blandt top 10.
De fleste andre søgemaskiner laver lignende undersøgelser, men for de flestes vedkommende angiver de dem ikke som ”top-10-lister”. Fx har Alltheweb en funktion hvor man kan se hvilke ti ord folk aktuelt søger på. Hvis man søger på noget, er der nederst et link til ”See our last 10 queries”. Denne kan løbende opdateres (klik på ”Refresh this list”. Den ændrer sig fra sekund til sekund! Da jeg prøvede, bekræftede den meget godt Lycos-oversigterne.
Det stemmer også overens med hvilke søgemaskiner folk foretrækker. Search Engine Watch har en statistik fra i år om hvilke søgemaskiner folk bruger mest. Når bort ses fra Google, så foretrækker folk AOL, Yahoo, MSN search, Ask Jeeves, Info Space og Altavista.
Dette er helt irrationelt set i forhold til en effektiv søgestrategi: Trænede internetsøgere foretrækker søgemaskiner som Alltheweb eller Teoma. AOL, Yahoo og MSN bruger oven i købet resultater fra fx Google! Årsagen til at disse søgemaskiner er populære, kan være at de er emnekataloger der netop henvender sig til det ”brede” internetpublikum.
Det sætter et kvalitativt perspektiv på Danmarks Statistiks kvartalsvise undersøgelser af hvad folk bruger internettet til. Her svarer 66 % at de bruger det til informationssøgning. Det taler jo meget for at danskerne er et oplyst folk. Eller hvad? Hvis ”informationssøgning” dækker over søgning efter information om sport og popstjerner, så er det en temmelig ensidig informationssøgning.
Firmaet OneStat har for nyligt lavet en statistik over hvor mange ord folk søger med ad gangen. Flest bruger to ord (29,22%), dernæst et og tre (hhv. 24,76% og 24,33%). Resten bruger 4 eller flere ord. Men denne undersøgelse siger selvfølgelig ikke noget om hvad der så bliver søgt på.
Som et kuriosum kan nævnes at MSN har offentliggjort en liste over de mindst brugte søgeord. Det er om at gå med bænkebidere, stednavne med ”z”, en zoo-himmel samt andre helt personlige interesseområder. MSN's marketingdirektør for søgning siger: “Ikke alle er til hårdt nyhedsstof, tjekkede berømtheder og sladder.” (Kilde: IT-avisen 6. maj 2003)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar