Internetsøgning i felter – er det ikke noget svært noget?
De forskellige søgemaskiners avancerede søgebilleder ser ofte uforståelige ud. Mange af dem er endda kun på engelsk: Søgefelter, rullegardiner og afklikningssteder lover det ene og det andet. Men alle avancerede søgninger bygger på kun to forskellige principper: søgesprog og feltsøgning. Forstår man dem er det let at ”oversætte” betydningen.
Her lidt om feltsøgning.
Feltsøgninger går ud på at søge i de områder (felter) af en internetside som indikerer at der står meget vigtigt om det som man har søgt på. Bagdelen ved at søge på alt på en internetside er at man får for mange småting med. Søgemaskiner kan imidlertid søge i felter. Det kan være mere eller mindre effektivt, men her er tre meget anvendelige felter:
Topdomænet. Det tredje led i en internetadresse, topdomænet, er enten en landekode (fx .dk og .se), eller en dokumenttypeangivelse (fx .com, .edu, .gov, .org og .net). Topdomænet er godt til at afgrænse søgninger til et bestemt land eller en bestemt dokumenttype: kommercielle sider (.com), akademiske sider (.edu) eller regeringssider (.gov i USA). Hvis man fx skal lave en universitetsopgave om voodoo er det nyttigt kun at søge på .edu-sider.
Titlen. Fornuftige webmastere giver deres sider en titel som fortæller hvad siden indeholder. Det er den der står øverst oppe i den mørkeblå streg. At et søgeord er det samme som en titel er et stærkt indicium på at siden er relevant.
Filtype. Denne form for feltsøgning er beskrevet i denne weblog, den 28. august 2002.
Der findes masse andre felter som man kan søge i. Et lille udvalg: host, image, link, ancher, related, text, object, language, sound, pictures, date…. Bag disse gemmer sig specialsøgninger på fx billeder, nyheder, multimedier, videoer, MP3-filer, audio, emnekataloger, grupper osv. Osv.
Hvordan søger man så i felterne? Med koder! Koderne varierer fra søgemaskine til søgemaskine. Så det gælder bare om at kende disse koder.
De almindeligste koder til at angive felterne er: domain:, title: og filetype: Men fx Google afviger fra det. Her skal du skrive: site: og intitle:
Feltsøgninger skal altid kombineres med ordsøgninger. Fx:
Voodoo domain:edu
Her har du kombineret en søgning på voodoo med en afgrænsning til amerikanske højere læreanstalter.
Feltsøgning er vigtig at forstå hvis du vil forstå hvad der gemmer sig bag søgemaskinernes ofte kryptiske avancerede søgninger. Her nogle eksempler på hvor kryptisk søgemaskinerne formulerer de tre forskellige feltsøgninger:
Domænesøgning:
Resultater fra websteder eller domænet [udfyld søgefelt] (Google)
Domain filters. Only include [udfyld søgefelt] (Alltheweb)
Location [afklik domain] [udfyld søgefelt] (Hotbot]
Titelsøgning:
Fremkomster. Returner resultater hvor mine ord indgår i [rullegardin: i sidens titel] (Google)
Word filters [rullegardin] [søgefelt] [rullegardin: in the title] (Alltheweb)
Look for [rullegardin: the page title] (Hotbot)
Filtype:
Returner resultater af filtype [rullegardin: vælg…] (Google)
Fileformat [rullegardin: vælg] (Alltheweb)
Forvirret? Det kan man hurtigt blive! Men har du først forstået princippet bag feltsøgninger, så er det straks lidt lettere at forstå… forhåbentligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar