tirsdag den 12. august 2008

Bibliotek.dk og fuldtekstdatabaser

Bibliotekerne prøver i disse år at tilpasse sig de stadigt ændrede tilstande på internettet. En af lærdommene er at du skal være tilstede hvor brugerne er, og hvis du vil være tilstede, så skal du også bidrage med noget. Det er så hvad Bibliotek.dk forsøger sig med.
Brugere af Bibliotek.dk kan nu for de enkelte poster søge videre på internettet. Man kan altid diskutere hvor meget der skal med, og kvaliteten af det som er med. Men alene dette at Bibliotek.dk er begyndt på det, fortjener opmærksomhed og opbakning. Så jeg vil absolut anbefale kolleger og biblioteksvenner at sætte sig ind i de nye tiltag, afprøve dem fordomsfrit og først og fremmest bruge det.
Nogen vil måske se det som et knæfald for internettet. Men husk på at brugerne i dag som os selv, er 'dovne' (i positiv forstand). De vil i bedste Fakta-stil kun 'handle et sted'. Og hvorfor også bruge tiden på at besøge 10-15 websteder, når de kan bruge et? Google er et bevis på det. Og Bibliotek.dk kan blive et andet, vel at mærke hvis brugerne finder ud af at på dette sted er alle de funktioner som betyder at du slipper for at besøge en masse hjemmesider.
En af de ting som jeg efterlyste i Bibliotek.dk er henvisninger til fuldteksdatabaser. For snart et år siden(5. november 2007) efterlyste jeg i Internetsøgning at man fra Bibliotek.dk ville blive ledt over i Google Books når titlerne også eksisterede her. Dengang kommenterede Kirsten Larsen fra DBC sådan:
Der vil være links til Google Books (og en hel del andre muligheder) med i den linkresolver-løsning til bibliotek.dk som gerne skulle være på plads inden året er omme.
Jeg har afprøvet på flere af de danske titler, uden held. Her er et eksempel på en titel som også eksisterer på Google Books, men hvor der ikke er nogen henvisninger til Google Books fra Bibliotek.dk
Det burde der være. Hvis du søger i Google Books bliver du henvist til Bibliotek.dk via et link. Det betyder at du straks kan se om du kan låne den på biblioteket, i stedet for at udskrive eller fordi den kun er begrænset tilgængelig.
Problemet med at få sådanne henvisninger er at de er afhængig af den tilstedeværende teknologi. Indtil videre (håber jeg) at der ikke bliver søgt på danske (og tyske bøger) fordi der er så få. Men Kirsten Larsen har mailet et eksempel på hvordan det virker på engelske bøger. Og det virker. På fx at søge på Steinbeck, afgræns til engelsk, og find linket Søg videre på nettet. Her vil du finde henvisningerne til Google Books. Bl.a. af The pearl, Of mice and men og Grapes of wrath. Kirsten Larsen oplyser endvidere at der søges på ISBN.
Jeps. Det virker som jeg gerne vil have det til det: Klik på Søg videre på nettet, og du vil få en henvisning til Google Books. Flere valgmuligheder. God service. Og noget der helt sikkert vil trække publikum til Bibliotek.dk, hvis fagfolkene, dvs. bibliotekarerne reklamerer for at starte på Bibliotek.dk.
Jeg ved heller ikke om bibliotekarer har en vis berøringsangst over for fx Google Books og anser det for at vi nu skal til at være reklamesøjle? I så fald er det selvfølgelig forbundet med en vis fare for at blive udskreget som købt af Google. Men jeg vil dog fastholde det faglige i hele dette henvisningscirkus. Og gentage de to for mig helt afgørende argumenter:
  • Fremfindingen skal være så enkelt for brugerne som muligt. Dvs. krydshenvisninger mellem produkterne. I dette tilfælde Bibliotek.dk og Google Books.
  • Kik på det færdige produkt. Er der bibliografiske (Bibliotek.dk) og onlineproduktet (en fuldtekstbog) i orden, så må det være det centrale.
Endnu engang: Bibliotek.dk er på rette vej efter min opfattelse.
Link.
Bibliotek.dk.
Google Books.

Ingen kommentarer: