Viser opslag med etiketten Digital signatur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Digital signatur. Vis alle opslag

onsdag den 1. december 2010

NemID

NemID har været udsat for en masse kritik, det meste af det er sikkert berettiget. Og der er sikkert ligeså mange meninger om NemID som der er brugere, ikke-brugere, tilhængere og ikke-tilhængere.
Jeg vil ikke holde mig tilbage med at lufte mine holdninger til det. Det første er at NemID altså ikke lever op til sit navn. Det er ikke spor nemt. Og jeg måtte også tilkalde Support for at få min oprettet fra Netbank.
Men når det er sagt, så skal jeg ikke undlade at sige, at Supporten var meget kvalificeret og effektiv. Det viste sig at mit Java var indstillet forkert, så den ikke viste de bokse man skal udfylde for at konvertere sit NetbankID med det nye NemID. Og det ville jeg altså ikke have kunnet finde ud af selv. Det var noget med at blive guidet meget langt ind i opsætningen af Java og aktivere et eller andet som var deaktiveret. Det tror jeg vist man skal være nørd for at have kunnet løse.
Andre positive overraskelser var at det er meget nemmere at bruge end digital signatur. Og den helt store gevinst: At det fungerer i Google Chrome og Firefox. Så nu kan jeg endelig afinstallere Internet Explorer. Netbank var faktisk det eneste jeg brugte den browser til før jeg fik NemID.
Men hvad så med kritikpunkterne? Det påstås at NemID ikke kan bruges via nettet på mobiltelefoner. Og det er efter min mening da ikke særlig smart, eftersom fremtidens brugere sikkert vil have brug for at bruge NemID meget mere via deres smartphones end deres computere. Dette skulle dog blive ændret i fremtiden, måske allerede i 2011. Men det er da underligt at DanID ikke har tænkt på dette allerede fra start af. Det har været tre år undervejs og det kan måske forklare hvorfor, da verden slet ikke havde nogen smartphones i 2007.
Oppetiden har været et andet kritikpunkt. Altså, at brugerne ganske enkelt ikke kunne bruge det. Dette var voldsomt oppe i de første tre måneder af NemID's levetid. Men ifølge deres egen statistik skulle det nu være et overstået fænomen, og målet om at være oppe i 99,9 % af tiden være nået.
Mange biblioteker har taget det på sig at hjælpe folk med at få oprettet en NemID, bl.a. Københavns Biblioteker. Så brugerne skulle ikke være helt overladt til sig selv hvad angår det. Noget andet er så at bruge det i det daglige.
Det er svært at vurdere et produkt som NemID, synes jeg. Det er altid let at kritisere for at være besværligt, osv. Men internettet er nu engang en usikker størrelse, og brugere skal altid tænke sig om hvad vi gør. Bl.a. gælder der også de almindelige sikkerhedsforanstaltninger, især når du bruger NemID på offentlige steder, fx at lukke browseren ned igen når du er færdig, og selvfølgelig ikke lade folk kigge dig over skulderen. Det tror jeg nu nok de fleste har lært sig, bl.a. fra pengeautomater.
Så når vi snakker adgang til og beskyttelse af private oplysninger er der også grænser for hvor let det kan gøres. Om NemID har fundet det rigtige kompromis, er jeg ikke sådan lige i stand til at vurdere. Kun at det er meget nemmere at oprette end den digitale signatur. Til gengæld er det lidt mere besværligt at logge på da man skal have login, kodekort, mv. Men det har altså været prisen for ikke kun at være sikker på sin egen computer derhjemme.
Noget andet er også at der mig bekendt ikke har været andre erfaringer at skele til. Jeg ved ikke om der er andre løsninger i andre lande hvor du på et enkelt login kan få adgang til så mange private og offentlige services. Det i sig selv er i hvert fald en god ide. Om NemID så har fundet den tilpas enkle metode så det vil blive udbredt og brugt af store dele af befolkningen, det er det vist for tidligt at udtale sig om.
Link
Videnskab.dk.
ComON.

onsdag den 16. september 2009

Borgerservice på gale veje

Facebook er blevet et hit i Danmark. Men hvordan går det egentlig med borgerserviceringen? På Københavns Hovedbibliotek er vi begyndt at oprette digital signatur for lånerne. Men generelt går det ikke særlig godt. Og tiden skal vise om bibliotekets tiltag vil fremme den. Det indrømmer selv formanden for brancheorganisationen Borgerservice Danmark Carsten Jensen. Han siger til Version2 at
"Vi er helt klar over, at kommunerne samlet set ikke har været dygtige nok til at lave intelligente digitale borgervenlige selvbetjeningsløsninger - og den nærmest ubrugelige digitale signatur har bestemt ikke gjort opgaven lettere for os.”

Under 5 procent af borgernes ansøgninger til kommunerne sker ved digital selvbetjening. Resten sker ved besværlige papirskemaer. Herefter skal kommunens ansatte så i gang med at indtaste de selvsamme oplysninger i kommunens edb-system. Og det skyldes ikke at borgerne er uvillige, men at de simpelt hen ikke kan finde ud af det pga. kommunerne ikke har nogen borgervenlige selvbetjeningsløsninger.
Nogen umiddelbar løsning synes ikke forestående. Den kommende version af den digitale sugnatur kommer først i slutningen af 2009 uden at der er garanti for at den er bedre end den nuværende.
Computerworld er ikke så optimistisk som Carsten Jensen. De citerer eksperter for at hvor hver fjerde dansker i dag er digital analfabet, vil hele 72 procent af danskerne i 2012 være det. De støtter den påstand på en rapport fra Teknologisk Institut, udarbejdet for IT - og Telestyrelsen. Den betegner næsten 40 procent af danskerne digitale analfabeter. Det skyldes bl.a. at de teknologiske krav vokser hurtigere end afgangen af ældre, men også at der i skolen ikke sættes ind med indlæring af læse- og stavevanskeligheder. Og uden dem kan man så gøre den digitale signatur nok så nem at operere med.
Teknologisk Instituts undersøgelse viser, at 20 procent af danskerne aldrig bruger og stort set ikke ved hvordan man bruger en computer. Dertil kommer 18 procent der kan meget lidt når det gælder computeren. Det nærmer sig altså 40 % af danskerne der ikke er i stand til at bruge en computer.
Det eneste der gennem tiderne er sket er, at der er kommet flere rapporter. Den første slog alarm i 2005 og var også lavet af  Teknologisk Institut. Nu kommer altså den næste. Som viser at der stort set ikke er sket noget. Skal vi mon om fire år se endnu en?
"Det er en politisk udfordring at få rettet op på den digitale kløft nu."

siger forbundssekretær hos Dansk Metal Per Påskesen. Han repræsenterer 25.000 medlemmer inden for it- og teleområdet.
I hvert fald har ministre og embedsfolk travlt med at flytte aben rundt til hinanden. Den skifter plads mellem finansminister Thor Pedersen, videnskabsminister Helge Sander og Lars Frelle Petersen fra Finansministeriets Digitale Taskforce. Alle har udsendt pressemeddelelser der roser at rapporterne gør det muligt at følge med i udviklingen. Skulle man være så ondskabsfuld at sammenligne med det gamle mundheld at alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det?
DR Harddisken interviewede forbundssekretær i 3F: Han slår et slag for hvad han kalder en "håndholdt indsats". Dvs. tage udgangspunkt i folk der hvor de er, og i deres færdigheder. Og her peger han på læse-staveproblemer. 38% af danskerne teknologiske analfabeter.
På internettet er der initiativer til at få borgerne på nettet. Men problemet er at det kræver at folk rent faktisk også kan lave de indledende manøvrer. Et af dem er det velmenende it-formidler. på siden kan du også give løsninger til hvordan det løses, og kommentere formidlingen.
Link
Version2.
Computerworld.
Harddisken.
It-formidler.