onsdag den 30. maj 2012

Browserkrigen

"Browserkrigen" er mediernes betegnelse for it-firmaers kamp for at vinde brugere. Microsofts Internet Explorer (IE) står stærkt fordi den automatisk findes på stort set samtlige computere vi kan købe i forretningerne.  Google Chrome er konkurrentens hurtige og sikre svar på Explorer. Mens Mozilla Firefox er de frivilliges svar på de kommercielle browsere.

Kvalitetsmæssigt ligger Firefox og Chrome og konkurrerer om eksperternes gunst, mens Explorer bliver anset for en anelse ringere, langsommere og mindre sikker. Andre browsere har kun ubetydelige andele af markedet. Men vurderinger kan variere alt efter hvilke kriterier man måler kvalitet, og hvem der gør det. Mit eget forhold til spørgsmålet ligger nok lidt op af PC Mags nyeste gennemgang. I praksis bruger jeg mest Firefox og Chrome. Mens jeg kun bruge Explorer til at åbne Outlook Webmail.

Statistisk set bruger de fleste danskere Internet Explorer. Men det er langt over gennemsnittet på verdensplan, hvor Explorer nu ser ud til at have fået skarp konkurrence fra .....

...Google Chrome. De fleste som har prøvet den, opfatter den som hurtigere, og måske også mere sikker. Idealister vil måske finde at begge er kommercielle produkter, og sværger mere til .....

.... Mozilla Firefox, som laves af kompetente og entusiastiske frivillige verden over. Er du ligeglad? Tja, det kan du måske også med rette være. Forskellen er måske ikke så stor, men måske mere et spørgsmål om livsstil.

Historisk set har Firefox og Google Chrome stille og roligt overtaget markedsandele fra Explorer. Den slås med problemer med firmaets egne styresystemer, hvor den nyeste version IE 9 kun kan bruges med Windows 7, mens forbrugerne stadig sværger til Windows XP og derfor kun kan bruge IE 8. Men mens der er enighed om at IE's andel svinder, er der stadig store stridigheder om hvor meget.

Historisk set kom Microsoft i juni 2009 en sag fra EU i forkøbet ved at adskille Windows 7 med Internet Explorer. Således at brugerne i teorien fik en mulighed for i stedet at vælge fx Firefox eller Chrome. Det kunne Microsoft også roligt gøre, velvidende at hvis ikke en computer leveres med browser, kan almindelige brugere ikke komme på internettet. Hvorfor det blev op til forhandlerne at installere en. Jeg har endnu ikke set nogle forhandlere der ikke installerer Explorer. Men nu har forbrugerne dog i det mindste valget at kunne afinstallere Explorer fra Windows 7.

Dette gælder på verdensplan. I Danmark ser det noget anderledes ud, i hvert fald i følge FDIM. Her fører IE klart (mere end 50%) over Chrome (16%) og Firefox (9%). Dette billede svarer meget godt til mine intuitive erfaringer fra vores offentlige kurser. Her ser det ud til at langt de fleste anser IE for at være internettet. Dette gælder dog ikke helt brugen af vores pc'ere til brugerne. De ser ud til at kende og bruge Firefox og Chrome på linje med hinanden.

Ofte render jeg ind i myter som muligvis stammer fra gammel tid: Kun Explorer kan åbne alle sider gælder ikke og har ikke gjort det i årevis. Du kun kan bruge NemID i Explorer, passer heller ikke. Muligvis stammer det fra Digital Signaturs spæde barndom hvor man kun kunne få den til at virke optimalt i Explorer. Derimod er det rigtigt at Microsofts egne produkter virker bedst i Explorer, som fx Webmail.Bortset dog fra Microsofts egen Hotmail (tro det eller ej), som ofte fungerer bedre i Firefox eller Chrome, sammenlignet med ældre versioner af Explorer.

Hvad skal du så vælge? Konklusionen af bråvallaslaget er måske at det er meget godt for os brugere af browsere. Ingen af dem får lov til at hvile på laurbærrene, men skal hele tiden følge trop med at levere de bedste produkter til os. Og det kan vel ingen internetsøger beklage sig over. Det bedste ved det hele er at du sagtens kan køre alle tre browsere og flere til sideløbende. Så der er ingen grund til at holde sig tilbage. Det er også praktisk at have alle. Hvis du har problemer på nettet, kan det oftest løses ved at bruge en anden browser. Så behøver du heller ikke at bekymre dig om hvorfor. Men kan overlade det til it-nørderne.

Link
StatCounter.
Windows Blog.
PC Mag.
PC Mag om gensidige beskyldninger.
Alt om Data.

Ingen kommentarer: