Ved søgninger som udløser mere end mellem 200 og 500 titler, vil Google udvælge et antal hundreder.Ved meget store søgeresultater kan du derfor forsøge at ændre på de 200-500 titler som Google Bogsøgning åbenbart har valgt at udvælge. Det kan du gøre på følgende må:
- Skift mellem visningerne
- Skift fra sortering efter relevans til sortering kronologisk
- Inden for det kronologiske: Skift århundrede, eller vælg selv et tidsinterval.
- Skift til forskellige søgeord.
- Eller find på at metoder til at "blande kortene" på en anden måde.
Hvis du skal gå i dybden, er det en god ide at gemme bøgerne i Mit Bibliotek på en bestemt boghylde. Her kan du hurtigt afmærke de vigtigste fund så du undgår at tage stilling til bøgerne flere gange. Posterne vil nemlig få en meget tydeligt afmærkning (bøger i forskellige farver).
Ved søgninger som udløser mindre end de 200-500 resultater kan Google Bogsøgning bruges til mange ting. Tag nu fx en søgning på Cubakrisen. Den udløser omkring 80 hits. Cubakrisen er et halvårligt tilbagevendende fænomen i folkebibliotekerne, hvor håbefulde gymnasieelever kappes om de få bøger vi har om Cubakrisen. Og det er meget vanskeligt at finde på biblioteksbaserne, eftersom søgninger på Cubakrisen ikke finder de bøger hvor den kun er omtalt på fx 5-10 sider.
Selv om søgningen ikke udløser nogen fuldtekstbøger, så kommer eksempelvisningen i Bogsøgning til undsætning. De omkring 40 reelle titler som søgningen finder, giver nemlig adgang til at se hvor Cubakrisen er omtalt i en række bøger som biblioteket måske kan skaffe. Og ikke nok med det: I mange af dem viser eksempelvisningen de sider som eleverne har behov for.
Så vi og eleverne er altså langt bedre stillet end før Google Bogsøgning. Jeg vil opfordre læserne til at eksperimentere med dette nye redskab. Jeg tror at vi slet ikke har opdaget, endsige udnyttet, potentialerne i det endnu. Det giver også optimisme på fremtiden for bibliotekarfaget. Der er stadig mangt og meget der venter på at blive opdaget, og som almindelige brugere ikke kan forventes at skulle vide. Der er stadig meget brug for informationsspecialister, bibliotekarer til at udforske og gøre sig fortrolige med internettets mange kringelkroge.
Kritisk sans? Jovist, det er der stadig brug for. Men kritisk sans som undskyldning for ikke at sætte sig ind i sit fag, nej tak! Så kom bare i gang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar