onsdag den 8. december 2010

Google Ebooks

Det kan vel næppe komme som nogen overraskelse at Google den 6. december åbnede Google eBooks (tidligere Google Edition), en eboghandel med 3 millioner bøger. Hvoraf lidt under ½ million vil koste noget. Priserne skulle efter sigende variere fra 1 til 300 US $.
Foreløbig eksisterer Google eBooks kun i USA, men måske allerede i begyndelsen af næste år vil det være tilgængeligt verden over.
Sammenlignet med Amazons 600.000 betalingsbøger og 1.8 mio gratis bøger er der vist dømt uafgjort.
Ebøgerne vil blive opbevaret i såkaldte “cloud”. Formaterne er ePub og PDF. Og de vil formentlig også have de allerede kendte faciliteter fra Google Books.
Det helt store scoop må vel være at i modsætning til så mange andre (alle andre større?) ebogsforehavender er det ikke nødvendigt med nogen særlig teknik. Det er læsbart i alle browsere. Dvs. du behøver blot en browser med java-script. Men derudover kan du også bruge hvad du måtte have: En bærbar, en smartphone med Android, iPhone, iPad, iPod touch, Web, Nook og Sony læser.
Dette er nok den mest iøjnefaldende nyhed i forhold til fx Amazons Kindle, Barnes & Noble og Apple. Amazons Kindle begrænses fx af at du skal have en Kindle ebogslæser. I Google eBook vil du kunne købe bøger ikke alene herfra, men fra enhver onlineebogsbutik med EPUB og PDF filer. Du behøver sådan set blot en webbrowser.
Hvis du gerne vil se hvordan det hele ser ud, så kan du logge dig på din Googlekonto og checke på Google Bøger. Her er der lagt 3 eksempler ind (Jane Austen: Pride and Prejudice, Mary Shelly: Frankenstein og en dansk såmænd: H. C. Andersen: Wonderful stories for children). Nedenfor et eksempel på en side.
Billedet her yder ikke siden fuld retfærdighed. Teksten står ret klart, ligesom billedet forekommer med ganske god opløsning og farvesætning.
Det bliver spændende at se forlagenes reaktion på det. Bl.a. tilbyder Google forlagene en større andel af bogprisen, 52 % mod 45 % som er den nuværende "normal". Dette er en klar fordel for mindre, uafhængige sælgere.
Det vakte nogen opstand da en af Google Books tidligere modstandere, forlaget Hachette Livre i Frankrig, indgik en aftale med Google Books om indskanning af lidt ældre bøger. Forlaget håber dermed at kunne blæse liv i udgåede bøger. Men det er et faktum at retssager med forlag of forfattere er et meget stort emne. Udviklingen kan ligeså vel blive rullet tilbage som fremad.
Danske bogelskere skal ikke glæde sig for tidligt. Det danske ebogsmarked halter ubehjælpeligt afsted langt efter hvad der sker de fleste andre steder. Kun nogle ganske få forlag som Systime, Museum Tusculanum og nogle få andre har indgået aftaler med Google Books. Andre forlag sætter alle mulige restriktioner op for at gøre det så besværligt som muligt at få fat i deres ebøger.
Men hvis andre sprog ikke er en hindring, burde der være dømt ebogsjagt meget snart, også i Danmark.
Link
Google eBooks.
GoogleBlog om Google Ebooks.
YouTube video om Google Ebooks.
ComOn on Google.
European Public Policy Blog.
Kongelige Biblioteks blog.

Ingen kommentarer: