Sikkerhed på internettet

Internetmastodonter som Facebook, Twitter, Google og andre samler bunker af mere eller mindre private oplysninger. Brugerne gør sig måske ikke de store spekulationer om hvad deres oplysninger bliver brugt til. Der er ikke ret meget kontrol over hvad de foretager sig. Firmaernes selvjustits er i høj grad afhængig af hvad nogen tilfældigvis opdager af huller i sikkerhedssystemerne. Et godt spørgsmålet er: Hvor gode er disse medier til at holde sig væk fra oplysninger som de strengt taget ikke har brug for?
Da jeg for ca. et år siden købte en ny smart mobiltelefon, var (og er) der installeret en positionstjeneste, Google Maps, der automatisk kan finde ud af hvor jeg er henne. Det virker ganske godt, i betragtning af at jeg ikke har bil og GPS. Google maps finder din position via sendemaster. Kan det nu kan være "farligt"?
Systemet bygger på Google Street View. Dvs Google har haft nogle biler kørende rundt i gader og stræder for med en speciel teknik at optage. Personer og nummerplader som er genkendelige, bliver sløret. Så alt skulle vel være ok?
Optagevognene registrerede hvor sendemasterne er henne. Det er der ikke noget hemmelig i. Men betænkeligt var det imidlertid at Google åbenbart også optog tilfældige data (fx routernumre) udsendt fra disse netværk Det førte til en gigantisk skandale i Tyskland. Google skyndte sig at slette disse data. Ikke fordi det var ulovligt, men fordi brugerne generelt ikke syntes det kom Google ved, og at Google i øvrigt ikke havde brug for disse oplysninger.
Routernumre og andre ting er ikke hemmelige og andre firmaer har også disse oplysninger. Det er "offentlig information". Men alligevel vækker det modvilje, fordi mange mener det ikke kommer Google ved. Derfor fik Google et imageproblem i og med firmaet slet ikke havde tænkt på at det kunne være et problem. Et temmelig uskyldigt og uskadeligt. Men en og anden ville måske komme på den tanke at Google åbenbart ikke "tænker sig om på forhånd".
Der er megen sund fornuft i at være påpasselig med ukritisk blot at kaste alt ud i fuld offentlighed. Er kvantitet altid en kvalitet? Og hvem skal egentlig være dommer over hvad der er relevant og hvad der ikke er relevant? Hvem kan på forhånd vide hvad der vil være til skade eller gavn? Og hvem skal egentlig definere "gavn" og "skade"?
Det er nærmest uforudsigeligt hvordan ondsindede personer kan bruge private oplysninger. Brugerne selv kan uforvarende komme galt af sted. Nogle af de kendteste eksempler er hvordan indbrudstyve anvender Facebook, for at finde ud af hvornår folk er bortset på ferie, så de i ro og mag kan tømme deres lejlighed.
Der er også eksempler hvor offentlige personer - politikere, journalister og andre - er kommet i pressen med historier der er startet på facebook. Tag fx historien om Mette Frederiksens barn der går i privatskole. Selv om du selvfølgelig kan indvende at det må offentlige personer finde sig i, så viser eksemplet at det kan lade sig gøre. Også for ikke-offentlige personer. Så kunne det måske være en god ide at opføre dig som om du var en "offentlig person". Men derved går noget af charmen ved Facebook.
Og specielt Facebook er meget ivrige for at opfordre folk til at opgive tilsyneladende uskyldige oplysninger. Samtidig med at deres egen privathedspolitik er sløret. Og selv om det er muligt selv at indstille Facebook til at være ret privat, så er dette ikke helt så ligetil.
For nyligt tilføjede Facebook fx en funktion, Synes godt om, som bliver delt med andre profilinformationer. Den bliver du gjort opmærksom på i en popup når du logger på Facebook. Her får du oplyst følgende:

Der er en ny type sider til generelle emner og alle former for "uofficielle", men vigtige ting. Nu kan du se, hvad personer siger om ting, der betyder noget for dig, uanset om det er madlavning eller en politisk bevægelse eller dine kæledyr. Nogle emner indeholder endda indhold fra Wikipedia, så du få mere at vide om de ting, der betyder noget for dig.

Disse vage formuleringer (måske dårlig oversættelse fra engelsk?) præsenterer funktionen i meget positive vendinger. Måske for at sætte trumf på og få brugerne til at acceptere den nye funktion, tilføjer Facebooks popup, at du får en "flottere profil":

Din profil er nu organiseret i kategorier og linker direkte til officielle og community-sider om dine interesser. Nu kan du udtrykke dig mere fuldstændigt på din profil, og dine venner kan få mere at vide om dig ved blot at klikke på dine interesser. Vi har matchet oplysninger, som du har angivet på din profil, til sider om disse emner for at hjælpe dig med at linke til faktiske sider.

Hvis du bliver paranoid og vil slette din profil, vil du hurtigt finde ud af at det ikke er muligt. Du kan højst skjule den. Der er endog udviklet programmer til at beskytte din profil på Facebook. Men da jeg ikke kan skelne spyware fra seriøse, vil jeg her undlade at anbefale nogen. Men blot opfordre dig til selv at undersøge hvor du kan downloade sådanne programmer og applikationer.
Specielt i USA er der andre sociale søgemaskiner som samler oplysninger fra en række sociale tjenester og prøver at opstille generalieblade for dem. Dette kommer sikkert også til Danmark. Google siges at arbejde på at gøre det muligt at kryptere Gmail. Men formentlig vil Facebook henholde sig til at brugerne ikke har gjort de store indsigelser. Tværtimod strømmer brugerne stadig til Facebook.
Om protestbevægelser som Quit Facebook Day vil få vind i sejlene vil tiden vise. Hvis du er bekymret, så vil jeg råde dig til at følge med på forskellige weblogs. Det kan du fx gøre ved at søge på Googles weblogsøgemaskine.

Nyt Google-design - nyt indhold?

De som  har brugt Google for nyligt, vil have opdaget at der er sket ændringer i designet. Hvis du altid logger dig på din Google-konto først, vil du måske ikke have bemærket det (det gjorde jeg fx ikke før efter et par dage). Så log ud først  hvis du vil se det fra "den almindelige brugers" synsvinkel.
Det er ikke kun udseendet der er ændret. Google har også forsøgt at "finpudse" de mange faciliteter som efterhånden mere eller mindre tilfældigt er blevet klasket på gennem mere end et årti. Samtidig lover Google også at det går stærkere, er sjovere og kan gøres mere personligt. Samtidig med at det hele præsenteres på en side. Hvilket sammen med Page rank-algoritmen altid har været Googles varemærke.

Start med er at kigge i venstremenuen. Det er nok den der har varieret mest overhovedet gennem tiderne og især siden 2006. Venstremenuer kan både være til gavn og til irritation alt efter hvor effektive og behjælpelige de er. For ca et år siden introducerede Google Valgmuligheder. Den er nu blevet udvidet med henvisninger til specialsøgemaskinerne. Resultater fra disse var ellers enten over eller blandet sammen med selve søgeresultaterne før (Universal Search).
Der er stadig noget i selve søgeresultaterne, og der er kælet for at få det til at se mere lækkert og indbydende ud.
Jeg ved ikke. Man kan selvfølgelig altid have sine holdninger til den slags. Men jeg synes altså at det er lykkedes for Google at bevare det minimalistiske og praktiske, opretholde det selvinstruerende, og samtidig få det til at se mere overskueligt ud. Flere af Googles søgefaciliteter er blevet synlige uden at det hele går tabt i alt for uoverskuelige brugergrænsefladebilleder.
Ok, vi er forskellige. Men prøv nu alligevel det nye design, og gå på opdagelse. Jeg må i hvert fald nok revidere mit materiale til næste Google-kursus. For mange af de skjulte finesser som disse kurser ofte gik ud på at gøre opmærksom på, er nu lettere at finde.
Link
Googleblog.
Googleblog.
Google Blogoscoped.
Pandia Post.

Regeringers forsøg på "censur"

Medierne fremstiller af og til søgemaskinerne som Big Brother, især Google. Og det er skræmmende med al den information samlet et sted. Et mere medieoverset fænomen er at regeringer over hele verden forsøger at lægge pres på fx søgemaskiner gennem nationale love og politikker. Kina er her et helt oplagt eksempel.
Dette har en gruppe af firmaer, organisationer og uafhængige forskere arbejdet i flere år på at finde ud af hvad man stiller op med: Global Network Initiative. Altså kort sagt, hvordan dette forholder sig til at værne om ytringsfriheden og om privatheden på internettet. Det bygger på internationalt anerkendte menneskerettighedslove såsom fx den Internationale Menneskerettighedserklæring.
I fundatsen for Global Network Initiative hedder det bl.a. at det er regeringers pligt at overholde disse. Og ikke forhindre det fx ved at vedtage nationale love og politikker i strid med dette. De definerer forskellige begreber som ytringsfrihed og privatlivets fred (herunder den personlige sikkerhed).
Global network Initiative har en bestyrelse af otte repræsentanter fra forskellige firmaer (bl.a. fra Microsoft, Yahoo og Google), fire fra NGO'er (bl.a. fra Human Rights Watch), 2 forskere, to fra investeringsverdenen og en uafhængig plads.
For at gøre det hele mere overskueligt, har Google lavet et værktøj, Government Requests tool, hvor du kan se helt konkret hvad det går ud på. Her er på et kort og i nogle tabeller beskrevet hvor mange henvendelser regeringer har foretaget rundt omkring på kloden. Det drejer sig både om når regeringer henvender sig om udlevering af private oplysninger om firmaers kunder, og om hvor regeringer direkte anmoder fx søgemaskiner om at censurere deres databaser.
Der er al mulig grund til at være på vagt over for om søgemaskinerne misbruger al den information de samler. Både hvad angår sortering, censur og manipulation og hvad angår brug af oplysninger som deres brugere nødvendigvis må aflevere når de opretter konti og lignende. På den måde minder søgemaskinerne lidt om banker og forsikringsselskaber: De bygger på tillid.
Men samtidig skal man prøve at se på at søgemaskinerne også kan være et redskab til at styrke demokrati og udbredelse af information. Også uafhængig af regeringer. For som bekendt er ikke alle regeringer lige demokratiske. At diktaturstater som fx Kina i den grad har forstået at lukke af for befolkningens frie adgang til hele internettet, er vel et slående eksempel på hvor "farligt" den opfatter internettet.
Som bruger skal man prøve at skille tingene ad. Søgemaskinerne er selv hele tiden involveret i forskellige anklager. Ikke bare Google Books med ophavsrettigheder, men også Gmail Buzz hvor Google i april blev anklaget for at overskride regler for privatlivets fred. Og Google måtte erkende at de havde et hul som så blev lukket. Dog ikke tilstrækkeligt til at lukke sagen. (Feldman vs. Google, Californien). 
Link
Global Network Initiative.
Government Requests.
European Public Policy.
Business Week.
New York Times.

"Udbakken er tom....."

Det kunne der godt stå på Internetsøgning pt. Mit kladdearkiv er nemlig tomt. Der er ikke nævneværdige artikler undervejs. Og det er ikke noget specielt for Internetsøgning. Min Google Reader hvor jeg henter det meste inspiration og stof til artiklerne, er ligeledes ret tom. Kort sagt, der sket ikke så  meget nyt på søgemaskineområdet, og det har der ikke gjort i lang tid.

Ok, her er så en skærmprint fra mit kladdearkiv. Det er jo ikke tomt. Men bemærk at artiklerne er meget gamle, hvilket indikerer at der ikke var kød nok til en historie til offentliggørelse. Artiklerne er i stil med: Dette kunne blive en historie, men måske skulle vi lige vente lidt til der kom lidt mere om den. Det kom der så bare ikke.
Det skal nu ikke forlede nogen til at tro at der ikke sker noget. Der sker bare ikke så meget mere nyt. Der kommer dagligt nye småtilføjelser og finesser. Ikke opsigtsvækkende i sig selv, men lagt sammen bliver det selvfølgelig til noget. Og de eksisterende søgemaskiner bliver også bare bedre og bedre. Fx vokser Google Books' database dagligt. Seneste tal jeg kender er på syv millioner bøger og tidsskrifter. Men lur mig om tallet ikke er i nærheden af de ti millioner nu.
Men alle disse småjusteringer egner sig næppe til lange dybdegående artikler. Snarere til at udbygge og ajourføre min Google-Guide på Københavns Bibliotekers hjemmeside. Den vil jeg forsat anbefale at besøge. 
Jeg er gået i tænkeboks over webloggens fremtid. Siden august 2002 har Internetsøgning forsøgt ikke bare at være på forkant, men også kigget ind i fremtiden med hvad der sker på området. Og der vil nok også stadig være meget at skrive om i fremtiden. Men fokus burde måske være mere rettet mod: Hvordan udnytter vi nu de eksisterende søgemaskiner bedre? På de kurser jeg afholder for biblioteksfolk, brugere og andre støder jeg af og til ind i mange andre anvendelser end jeg sådan umiddelbart havde tænkt mig til.
Dette er måske en af mulighederne for at fortsætte webloggen. Måske er tiden løbet fra weblogs i stil med denne. Ikke fordi det ikke er en god ide, men fordi "ilten" til dem er sluppet op. Første maj er en dag hvor man symbolsk kan overveje at "lade falde hvad ikke kan stå". At tænke nyt - eller i hvert fald anderledes.
Kort sagt, kære læsere. Jeg er gået i tænkeboks over webloggens fremtid. Det er ikke første gang jeg har overvejet at lukke for butikken. Og hver gang er der sket noget, som har sendt webloggen på banen igen. Så jeg vil være mere end varsom med at varsle en lukning. Det sidste jeg er interesseret i er at fortsætte blot for fortsættelsens egen skyld. Og lukke den fordi jeg i et uovervejet øjeblik var lidt modløs.
God 1. maj!