Information Overload
Et lille sidespring - og dog: Problemet med at søge information på internettet er ikke at mangle noget, men at sortere i de enorme mængder som er. Altså finde den rette information, uden at skulle igennem junglen af ligegyldig eller ens information. New York Times havde den 11. november en artikel, som beskæftigede sig med det problem.Den retter sig mest mod virksomheder, og går imod tendensen på internettet, bl.a. tilrådes at droppe IM, holde op med at multitaske, begrænse email ret kraftigt, og i stedet bruge telefonen. Altså når det drejer sig om virksomhedsledelse. Det vil betyde at lederne reelt også vil få fri i weekenderne og at mandag morgen ikke føles som at den burde begynde tirsdag kl. 11. Som sådan er ingen af delene dårlige i sig selv, men mængden af dem er.
Ok, andre er knap så kategoriske. De giver i stedet nogle råd som kan spare tid. Det ene er at bruge rss-feed. "Livet er pludselig blevet meget fredeligere". Den kan jeg godt skrive under på. En anden er at fastsætte et bestemt tidspunkt hvor du svarer på email, i stedet for konstant at åbne og kigge. Hvis der er for meget af det, så ansæt en til at gennemgå det. Det er vist et gammelkendt råd.
Phil Bradley har fulgt op på artiklen ved at pinne nogle forskellige forslag ud. Et af dem er at lade være med at læse ligegyldige nyheder, og i stedet lade de rigtige nyheder komme til dig. Altså bruge rss-feed. Han anbefaler også at bruge IM i stedet for email. Så er sagen her og nu ude af verden og ingen behov for at gemme og fremfinde. Hvad angår kalendere: Hvorfor have en elektronisk når nu det kan være i en lille trykt lommeudgave?
Mon det ikke drejer sig om at lære at bruge de forskellige nye kommunikationsformer til det de er bedst til? Det er jo da dejligt at have 5-6 specialiserede hammere: Stifthammer, murhammer, muggert osv. Og så kun bruge dem når det er nødvendigt, altså ikke sidde konstant og hamre.
Link
Phil Bradley.
New York Times.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar