Second thought på Second Life

Second thought på Second Life

Nej. Jeg har ikke været i Second Life, kun læst om det og ganske flygtigt set hvordan det ser ud, bl.a. hvad Roskilde Bibliotek har begået dér, med det såkaldte Hangout. Så det følgende skal absolut kun ses som en udenforståendes første indtryk af hvad det er og hvad det kan bruges til.
Mit eneste sammenligningsgrundlag er sådan set en anden type virtuel verden, godt nok med et helt andet koncept: en eventyr- eller fantasiverden, nemlig internetrollespil. En slags computerspil hvor man sammen med tusinder af andre selv opbygger en virtuel fantasiverden i nogle givne rammer. Lidt a la det meget kendte World of Warcraft. Mens dette sidste spil dog mest beskæftiger sig med at slå forskellige monstre ihjel og avancere i levels, så drejer rollespil sig mere om en slags skuespillerkunst. En blanding af Sims (lege med dukker), skuespilkunst og forfattervirksomhed.
Men dog ikke helt ulig Second Life, hvis ellers man ser bort fra det i denne forbindelse noget tvivlsomme begreb 'virkelighed'. Rollespillets 'virkelighed' (eller fantasi rettere) går ud på at opbygge en identitet omkring sin 'spiller' (char). Det kan ske på mangfoldige måder: Ved at have en stærk personlighed, udføre heltegerninger, have en god virksomhed, være medlem af 'byråd', osv. Kort sagt, opbygge en identitet meget lig en virkelig identitet. Så på dette felt ser det for mig ud som om at det meget 'ligner' dette at opbygge noget i Second Life. Men jeg kan jo være galt på den....
Hvis jeg ikke er galt på den, så er her i hvert fald nogle erfaringer, som måske, måske ikke også kan overføres til Second Life:

• Det kræver tid. Virkelig megen tid at sætte sig ind i de mange facetter af spillet. De korte klip jeg har set fra Second Life tyder på manglende fantasi. Der er for lidt indhold, dvs. der er for lidt for andre at komme efter. Rent bortset fra at det kan tage en del tid overhovedet at finde hvad du søger efter.
• Det kræver tid. Masser af tid til at opbygge et image og blive et kendt ansigt. Det er klart, and når du starter i et sådant univers, så er der allerede gamle 'spillere på banen'. Og de ved godt allerede at ting tager tid, så de ser tiden an. Er det nu noget at bruge tid på, eller er det bare endnu en døgnflue?
• Det er svært at være 'social', forstået på den måde, at når du er 'på', så er det ikke sikkert at andre er det. Hvilket kræver meget omstændige aftaler udenom selve det virtuelle univers. Og så er en del af fornøjelsen jo allerede gået fløjten. Det er også hvad jeg hører mange omtale: Der er gabende tomt de fleste steder. Ydermere skulle det vist ikke være muligt at forsamle flere end 50 personer på et sted. Hvilket sætter begrænsninger på arrangementer o. lign.
• For at tiltrække andre, er det nødvendigt at være 'på' 24 timer, 7 dage om ugen. Og det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. Så derfor skal der bruges et stort benarbejde for at få nogle spændende aktiviteter op at stå når man ikke selv kan være der. For hvis publikum først skal til at finde ud af hvornår der er 'nogen', er de fleste allerede stået af på forhånd.
• Meget af hvad jeg har set i Second life kan beskrives som hvad jeg kalder for Power Point-effekten: Altså dette med at publikum er mere interesserede i hvordan oplægsholderen har lavet showet, end det egentlige indhold i showet. Dette kan selvfølgelig i en kort periode fastholde nogen. Men er ikke brugbart på længere sigt.
• Endelig er jeg ikke imponeret over selve grafikken. Mit 6 år gamle computerspil har en langt mere raffineret og 'virkelighedstro' 3D-virkning end hvad jeg har set på Second Life. Hvilket der sikkert er talrige tekniske forklaringer på, men ikke desto mindre ser produktet noget forældet ud. Spørgsmålet er: Kommer der fremtidige verdener af denne type som er meget mere raffinerede og avancerede rent teknisk?
• Er Second life en god ramme, men en ramme som ingen vil lægge indhold i? Jeg mener, der er talrige andre: Flickr, Delicious og LinkedIn, for nu at nævne nogen, som er udmærkede organiseringer af sådanne sociale foranstaltninger. Men det er altsammen tomme skaller hvis ikke der er nogen tit at fylde noget i dem. Kan vi være sikre på at Second Life nu også er 'Life'?

Når alt dette er sagt, så har jeg dog ikke nogen holdning til hvad bibliotekerne kan eller ikke kan bruge Second Life til. Computerspil er en tidrøver, og det er jo også godt nok hvis man trænger til at slippe væk fra virkeligheden og slappe af fra en måske noget travl eller kedelig virkelighed. Jeg tror også at Second Life kan blive en tidrøver for de involverede. Og så er vi jo ude i noget med at prioritere noget helt andet, nemlig arbejdstid.