onsdag den 17. maj 2006

Yahoo ændrer forside

Jeg er en flittig bruger af Yahoo. Det er en søgemaskine, som måske ikke er førstevalget som Google, men den kan så meget andet. Og det er også derfor jeg lavede Yahoo-Guide.
Yahoo har nu ændret forside. Har ikke set nogen pressemeddelelser om det. Men det er et faktum: Gå ind på deres hovedside: www.yahoo.com, og den ser fuldstændig anderledes ud. Den minder mest af alt om en moderniseret udgave af Yahoos gamle portalforside. Dog er emnekataloget der ikke mere, bortset fra som et faneblad over søgefeltet.
Der er vist ikke kommet nye søgefunktioner. Det nye er snarere designet og så at alt det personlige er kommet med på forsiden. Bl.a. hvis man fører musen over menuerne for mail, IM osv., så åbner der sig nogle bokse. Hvis du på forhånd er logget på, kan du se om der er kommet nye emails eller om dine venner er på Messenger. Ligeledes ligger der nogle personlige muligheder under overskriften ”Featured services”. Her ligger bl.a. ens personlige hjemmeside samt omstilling til fx danske Yahoo.
Alt sammen noget som peger på at Yahoo her lancerer sit bud på ”så behøver du kun åbne en side….”. Søgningen er vist som den plejer, bortset fra at hvis ens søgning også forekommer i MyWeb, så vises de øverst. Eller har det altid været sådan?. MyWeb er Yahoos personalisering.

Ingen kommentarer: