Google Base
Efter flere ugers rygter om domænet base.google.com afslørede Googleblog i onsdags hvad der ligger bag: Google Base. Ifølge webloggen en naturlig videreudvikling af brugeres mulighed for at uploade dokumenter og gøre dem søgbare. Sådan som det er tilfældet med Google Sitemap, Google Book Search (tidligere Google Print) og Google Video.Foreløbig er der ikke meget i databasen. Googleblog nævner bl.a. sider for studerende som vil søge informationer om forskellige læreanstalter før de beslutter sig, og en jobdatabase hvor arbejdsgivere kan give oplysninger til jobsøgende. Ellers er det muligt for såvel enkeltpersoner som firmaer at uploade i xml.formater. Altså Gud og hvermand. Det er meningen at leverandørerne selv skal lægge emneord (labels) og beskrivelser (attributes) på dokumenterne. Gerne på eget sprog, fx dansk. Indtil videre er Google Base kun i engelsk og tysk (af alle) version.
Det kræver registrering/konto. Derudover kræver det et basiskendskab til websider.
Et uforpligtende sted at få et overblik over skærmbillederne er på Google blogoscoped. De har allerede været inde for at spare besværet for os andre ved at afprøve den. Her er også en ”rapport” fra bloggens egne erfaringer med at uploade et dokument. De har også prøvet nogle søgninger – og blevet lidt skuffet.
De fund jeg fandt ved tilfældige søgninger, var reklamer for et eller andet produkt, jobannoncer eller med et politisk/religiøst budskab. Basen ser ud til at vokse eksplosivt. Mellem onsdag (hvor jeg prøvede første gang) og fredag (hvor dette indslag er lavet) var der kommet ganske mange flere fund.
På billedet er søgt under emnet Reviews (anmeldelser) om Google. Som det ses, er der dropdown-menu, hvor du kan vælge mellem forskellige slags anmeldelser: film, varer, musik, restauranter. Og flere kommer sikkert på. Gary Price (Search Engine Watch) har mere om søgning.
Måske er det ikke hensigten at Google Base skal imponerende og brugbar nu. Hensigten er måske, som Danny Sullivan antyder i Search Engine Watch, at Googles langsigtede mål er at alle skal kunne uploade information om alt muligt til Google. Altså slå hul til det usynlige internet. Google Base kan være en slags prøveballon fra Googles side for at se hvad folk reelt vil bruge en sådan mulighed til.
Internetsøgere får nok ikke noget hastværk med at finde ud af Google Base’s finurligheder – endnu.
Links
Artikel i Googleblog.
Gennemgang i Google Blogoscoped.
Danny Sullivan i Search Engine Watch.
Gary Price, Search Engine Watch.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar