Sommertemaer [2]

Det virtuelle bibliotek

Bøger og andre materialer gør det naturligt at bibliotekarer befinder sig et bestemt sted: på biblioteket bag en reference. Internettet har ikke samme fysiske form. Det er allestedsnærværende. Og sætter spørgsmålstegn ved den traditionelle bibliotekar-brugersituation.
På internettet er materialer i princippet ikke bare tilgængeligt hvor som helst på biblioteket, men også derhjemmefra. Fx er Karnov og Infomedia på Københavns Hovedbiblioteks tilgængelig på bibliotekets computere, ikke kun på læsesalen og avislæsesalen. Oven i det kommer et udbud af licensbetalte opslagsværker, som er tilgængelige fra dagligstuen derhjemme. For slet ikke at tale om de helt åbent tilgængelige leksika, opslagsværker eller bare internetsider. De dækker ofte meget bredere end bibliotekets "traditionelle" og synlige materialer. Det gælder fx Open Access (videnskabelige databaser), musik og multimediefiler og megen anden almindelig information og fornøjelse. Hvad skal vi egentlig længere med bibliotekerne?
Licensbetale databaser - og alt det andet
Mange bibliotekers svar er at købe dyre licenser. På denne måde prøver vi at gøre os uundværlige. Men mon ikke det er på lånt tid? Licenserne har kastet bibliotekerne ud i konkurrence. En priskrig om det billigste tilbud, at være foran nabobibliotekerne, også for at få en større bid af centralbibliotekstilskud.
I praksis har licenser imidlertid ikke fået det store gennembrud. Endnu ikke vil tilhængerne måske mene. En af grundene er at det kræver en del af brugerne at kunne bruge dem. Og da de ikke fungerer ens, kan brugerne hurtigt komme til at bruger timer på at sætte sig ind i dem alle. I stedet for at bruge dem. Bl.a. nogle minutter på at lære dem at kende.
Heri kunne bibliotekarer så måske se endnu en opgave. Endnu en måde at gøre sig uundværlig. Men mange brugere foretrækker nok i stedet alt det andet "gratis". Som i øvrigt i adskillige tilfælde ikke bare er lige så godt, men endog bedre.
Det er rigtigt, at der eksisterer stadig en illusion om at én database eller søgemaskine kan svare på alle spørgsmål. Men den brister, og det vil gå op for brugerne at større ikke nødvendigvis betyder bedre. Hvis bibliotekernes eneste alternativt så er licensbetalte databaser, er brugerne ilde stedt. Så kan de gøre det bedre selv. Brugerne, fx på uddannelsessteder, arbejdspladser eller bare almindelige lystlånere vil selv begynde at opspore "vertikale" (specialiserede) ressourcer.
I dag viser undersøgelser at tendensen går i retning af at studerende og forskere dropper biblioteket til fordel for søgemaskinerne. Det er bl.a. Thomson Gale opmærksom på. Firmaet lancerede derfor den 16. juni AccessMyLibrary.com til brug for bibliotekerne. Med det kan Thomson Gales produkter blive crawlet og indekseret af søgemaskiner som Yahoo! og Google. Og gjort tilgængeligt via AccessMyLibrary for biblioteksbrugere med licens. Når internetsøgere finder en artikel fra Thomson Gale i en søgemaskine, får de mulighed for at lave en forbindelse til det lokale bibliotek og få gratis adgang til artiklen. Med bibliotekskort eller anden identifikation.
Søgeeksperter?
Hertil kommer at licensbetalte databaser kun en lille flig af bibliotekernes traditionelle funktioner, som også omfatter vejledning og formidling, bl.a. i at søge på internettet. Men formidling og vejledning er der ikke mange penge i. Tværtimod. De afspejler sig ikke i højere udlånstal og afføder måske endog fx mindre centralbibliotekstilskud.
Med selv et ringe kendskab til at søge på biblioteksdatabaser som Danbib har bibliotekarer været brugere overlegne. Men internettet bliver sandsynligvis aldrig indekseret bibliografisk. Indgangen til internettet vil være maskinelle fuldtekstsøgninger som vi kender det fra Google og Yahoo.
Det stiller helt andre krav til bibliotekarernes søgekvalifikationer, hvis vi skal være bedre end brugerne selv. Og det skal vi, for ligesom alle ikke behøver at lære sig vvs-arbejde, så behøver alle heller ikke at vide alt om at søge information. Det sidste har vi bibliotekarer til!
Men det kræver at bibliotekarer lærer og udvikler faget. At vi vedligeholder det i det nye univers, internettet. Og forstår at sælge biblioteket som stedet med gode informations-"håndværkere". Det kræver bl.a.
- Som et minimum fuld kendskab til søgemaskinernes søgemuligheder.
- Derudover kreativ udnyttelse af dette kendskab.
- Samt evne til at bruge metoderne i lokalsamfundet.
Det kunne fx være at tilegne sig et indgående kendskab til det usynlige internet, til Google Print (Library) og Amazons Search Inside this Book, til fuldtekstbøger online som Ebogscentret og oversigter på Search Engine Watch, til Google Scholar . De vertikale søgemaskiner som fx Dogpile, oversigter og specialiserede søgemaskiner ("bibliografier over bibliografier").
Hertil kommer at bibliotekarerne også må tilegne sig de tekniske færdigheder, som det kræver at færdes på internettet af i dag. Følge med i alt det nye, som kommer. Ikke bare Bibliotekernes Netguide. På dette område er der virkelig behov: hvis biblioteket kan fremvise uendeligt bedre søgemåder end de fleste brugere, skal disse sidste nok fortsætte med at bruge biblioteket.
Virtuelt = usynligt
En af de vigtigste nye egenskaber er at internettet ikke er visuelt anskueligt. Decentralisering af materialer og opslagsværker og andet gør grænserne mellem filialer og centralbiblioteker flydende. Og mellem de store bibliotekers afdelinger. Men for brugerne er alt dette usynligt. Det er pludseligt vanskeligt for lånere at vide hvor de skal henvende sig.
En af de allervigtigste er at brugerne ikke længere kan se bibliotekets materialer. I de kendte "fysiske" biblioteker kan brugerne i hvert fald orientere sig med synet: omfanget af bøger og andre materialer, skiltning osv. Men internettet er fysisk kun tilstede som en skærm, der kun kan vise et billede ad gangen. Hvad brugeren ikke kan se, har brugeren ikke ondt af, kunne en ligegyldig bibliotekar måske fristes til at mene. Den holdning går selvfølgelig ikke i det lange løb.
I det virtuelle bibliotek må bibliotekaren anskueliggøre det for brugerne. "Gøre det synligt", for nu at bruge et billede. I det fysiske bibliotek kunne brugerne "se", hvad de ville have hjælp til at finde rundt i. I det virtuelle må bibliotekaren tværtimod synliggøre for brugeren, hvad det er muligt at finde.
Nye bibliotekar-brugerrelationer
Eksperimenter er nok nødvendige. Det kunne fx foregå ved at bibliotekarerne begynder at kigge brugerne over skulderen og tilbyde sin hjælp. Dvs. bibliotekarer fjerner sig fra referencebordene og cirkulerer rundt blandt brugerne. Der er sikkert mange opbyggede vaner at bryde både for bibliotekarer og brugere i en sådan omgangsform. Bibliotekarer vil sikkert have det skidt med at skulle overskride brugernes intimsfære. Brugerne kan vel også opfatte det som påtrængende.
Men reference borde hindrer af mange grunde brugerne i at opsøger en bibliotekar. Måske har de oven i købet oplevet en fortravlet bibliotekars nedsættende "nå, har du ikke slået det op?". Underforstået: hvorfor tror du biblioteket har investeret i dyre computere? Visse brugere er forlegne ved at skulle bekende at de ikke er så gode til det med internettet. I den anden ende er der så de brugere som mener (og til tider med god ret), at de er lige så gode eller bedre end bibliotekarerne til selv at slå op.
Organisatorisk kunne det måske løses med arbejdsstationer rundt om i udlånet. Og eksperimenteren med andre omgangsformer, hvor bibliotekaren kommenterer brugernes søgninger, kommer med råd og hjælp. Fx kunne områder i biblioteket indrettes sådan, at brugerne vidste at bibliotekaren ville kigge med, når de sætter sig der.
Mange bibliotekarer skal sikkert overvinde en barriere her. Vi er ikke vant til som tjenere på en restaurant at bevæge os ud til brugerne. Men bibliotekarer burde være eksperter på at fremfinde information. Det ligger i professionen på langt sigt. I starten kunne man nøjes med at sætte de bedste søgere i frontlinjen. Helst med en positiv indstilling over for at skulle eksperimentere efter dette koncept.