mandag den 27. juni 2005

Mit liv som tekno-fusker
(Eller: hvorfor Internetsøgning mest handler om at søge. Ikke om teknik)
På mange nyhedssider om internettet er der også henvisninger til fantastiske tekniske hjælpemidler. Ofte fristes jeg til at prøve. Med tvivlsomt resultat. Her nogle eksempler:
RoboForm
Chris Sherman fra Search Engine Watch anbefaler at bruge RoboForm. Han er træt af at have gule post-it-sedler hængende på sin computerskærm. Men bruger ikke password-managers, fordi de er fyldt med spyware. Nu har han imidlertid fundet en som skulle være fri for adware, spyware og andet skadeligt. Der er også en værktøjslinje. Eneste bagdel ifølge Chris Sherman var ellers at den fylder browseren op, men den kan fjernes.
Eksperter anbefaler at man finder på specielle passwords, kombinationer af tegn, tal og bogstaver og skifter dem ofte. Men til sidst kan man dårligt nok huske dem. Specielt hvis der går nogle måneder imellem man bruger de forskellige tjenester.
Alletiders! Kender godt situationen, så straks i gang med at downloade. Problemer: stor møje med at få vidunderet ned på computeren. Tog chancer undervejs med spørgsmålene. Kan ikke få den til at virke. Vejledningen er en bog i sig selv med svære engelske fagudtryk. Da RoboForm skal lukkes ned, advarer den om at mit USB-memory stick kan blive smadret. Med klamme hænder afinstallerer jeg RoboForm igen.
Bærbar Firefox
Man bliver afhængig af at arbejde med Firefox-browseren. Men ikke alle computere har installeret den. Det er der nu råd for: en bærbar Firefox. Den kan man bære rundt med på sit memory stick. Den kan også arbejde fra CDRW-drev og andet.
Ifølge beskrivelsen kan den endda gemme nogle af ens egne tilføjelser. Browseren fylder 5,51 MB (7.06 når den er installeret). Den skal unzippes. Yderligere instrukser findes på siden. Bl.a. skal man huske at lukke for Firefox og en række andre ting. Det er ikke helt let og foregår slet på sædvanlig klik-klik-klik-maner.
Den bærbare Firefox skulle være ”godkendt” af Mozilla, og vil få plads der. Men der er kun små 1.000 personer, som har downloadet Firefox på denne måde.
Til dato har jeg heller ikke kunnet få dette ellers lovende aggregat til at virke.
Konklusion
Har stor respekt for de som kan forstå alle disse tekniske redskaber. Men må nok erkende, at hvis jeg skulle sætte mig ind i, hvordan de fungerer, ville der ikke være overskud af tid til at bruge dem. Andre er velkomne til at prøve!

Ingen kommentarer: