mandag den 25. april 2005

Japan digitaliserer

Googles digitalisering af store universitetsbiblioteker har vakt international opsigt. Bl.a. franske Chirac agiterer kraftigt for et tilsvarende fransk og tysk projekt for at imødegå ”angloficeringen” og ”amerikaniseringen” af internettet. Herhjemme har der tilsyneladende ikke været en lignende reaktion. Men det ville da have været rart om det kunne have afstedkommet en sjat penge til at digitalisere dansk litteratur. Hvad med at starte med den danske kanon!

Fjernt fra USA og Europa er man i Japan godt i gang med digitalisering af biblioteker. Ifølge en artikel i Japan Today er National Diet Library i gang med at digitalisere 8,14 mio bøger. Biblioteket opbevarer bl.a. regeringens arkiver og materialer om Japans politiske historie. Det blev oprettet i 1948. Også for at sikre at bibliotekets materialer overlever jordskælvskatastrofer. Bl.a. derfor samarbejder biblioteket med Kansai bibliotek i Kyoto (åbnet 2002).

Projektet startede i 2001 og omfatter nu bøger publiceret i Meiji-perioden (1868-1912). På nuværende tidspunkt er 55.000 bøger tilgængelige på internettet. Men allerede i 2005 forventer biblioteket at 169.000 bøger vil være tilgængelige. Desværre forstår jeg ikke japansk, så jeg har ikke været inde for at kigge på materialet.

Siden 2002 har biblioteket også arkiveret internetsider, fx elektroniske magasiner og hjemmesider. Fordi disse også forsvinder med tiden. Denne samling omfatter over 14 mio filer (september 2004). Til dette materiale er dog af ophavsretsårsager kun begrænset adgang.

Læs hele artiklen
www.japantoday.com/e/?content=feature&id=884

Ingen kommentarer: