Godt gået, Yahoo
Yahoo blev lanceret i dag for 10 år siden. Det er også den eneste søgemaskine som i god kampform har overlevet Googles indtog i 1999. Yahoo har så absolut formået at følge med tiden: Dens indeks måler sig med Googles, nyheds- og videosøgningen er bedre og så er der en række "features" som Google ikke har. Alligevel foretrækker de fleste Google - af andre gode årsager. Men i anledning af fødselsdagen, så besøg dog Yahoo!
For brugere i USA er der gratis is fra Baskins-Robbins. Det må være en kendt is-kæde i USA. (Udenfor sner det. og et tykt lag sne dækker alting, så jeg afstår gerne min kupon). Og nøjes med de andre godbidder. Fx Yahoos originale side fra 1995. Den har ellers været umuligt at opdrive, fx i Archive.org. Og sikke der dog er sket meget! Emnekataloget havde kun en snes emner dengang, og de fleste under 1.000 links. Emnekataloget virker. Men det gør knapperne øverst med søgning, email osv. ikke.
Der er også et link til et Netrospective, med "100 moments of the web".Det fører ind til 100 fotos. Klik og der kommer en kort kommentar til en vigtig, sjov eller lærerig begivenhed. Open Directory, Napster, Firefox, Creative Commons License, Javascript, blogging og flere (dog ikke Google). Tænk at der er sket så meget. Og tænk hvor hurtigt vi har vænnet os til de nye ting. Hvordan så verden fx ud før vi kunne blogge?
Nok om det. Der er også de obligatoriske festlige udseender på Yahoo. Nu er på tiden at du selv går til fødselsdagsfest på:
www.yahoo.com Yahoo
Ingen kommentarer:
Send en kommentar