Gratis live-musik: Internet Archive.
Det er tid at ønske læserne god jul. Og det sker med et indslag som måske kan fordrive kedsomme stunder i juleferien med noget afslappende og kreativt: musik. Internetsøgning holder en pause. Bliv dog hængende også mellem jul og nytår. Der er mere på vej....
Internet Archive er mest kendt for at være internettets “hukommelse”: Det opbevarer ældre udgaver af en betragtelig del af internettets sider gennem tiderne. Disse bliver jo som bekendt ændret hele tiden. På Internet Archive kan du se hvordan de engang så ud. En vigtig kilde til internettets historie.
Men arkivet indeholder ikke kun tekst. Det har også en stor samling af live-koncerter. Lad det være sagt med det samme at det ikke er de meste kendte musikgrupper. Til gengæld behøver du ikke at frygte for at piratgruppen eller politiet stormer din lejlighed og anholder dig for at lytte til ulovlige filer. Det er ganske gratis. Og gruppernes bidrag er alle ikke-kommercielle. Internet Archive har indhentet tilladelse til at viderebringe filerne. Og oplyser også inden du kan nå at lytte til dem, hvilke ophavsrettigheder du skal respektere.
Arkivet giver dig mulighed for at browse i en temmelig lang liste over grupper. Det er mest engelsksprogede grupper. Der er dog enkelte store navne imellem, fx Greatful Dead. Nogle er til at downloade. Andre kan lyttes som mediestrøm. Hvis du er interesseret i at læse mere om grupperne, kan du prøve at finde dem All Music Guide.
Det er ikke så lige til at finde frem til afspilningen. Men hvis du ellers er nogenlunde kendt med håndtering af multimediefiler, skulle det kunne lade sig gøre. Til gengæld støder du på en del oplysning undervejs. Om hvordan ophavsretten er, ofte ledsaget af uddrag af de breve som grupperne har sendt og hvori de giver lov til at afspille koncerterne. Derudover er der mange oplysninger om hvor koncerten er optaget osv. Med link til spillesteder. Det er kort sagt ganske godt bibliografi-arbejde!
Jeg fandt en udmærket og meget lang koncert med et for mig ukendt orkester, Mogwai. Den blev afspillet i Windows Media Player (som vist de fleste computere har adgang til). Og jeg ville uden tøven selv have sat på derhjemme, hvis det havde været en cd og jeg havde behov for lidt afslapning på en trist vinterdag. Lydkvaliteten var god, musikken havde den specielle live-stemning. Hvilket vel også skyldes at optageteknikken efterhånden er så god at den er på højde med og overgår de gamle liveindspilninger fra 1970’erne.
Link
www.archive.org/audio/ Internet Archives audiosamling
searchenginewatch.com/searchday/article.php/3450101 Artikel om audiosamlingen.
www.allmusic.com All Music Guide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar