onsdag den 24. september 2003

Teknik på internettet.
Der sker ikke så meget på søgemaskinefronten lige nu. Dette indslag er derfor teknisk. Det handler altså ikke så meget om søgning, men de tekniske forudsætninger som tit er nødvendige når man søger – hvad gør man når….?
Kend Din PC er en dansk side. Den retter sig nu ikke specielt til internettet (det er kun en af menuerne), men til pc-brugere generelt. Der er altså også tekstbehandling, databaser, postsystem m.v. Alt sammen Microsoft. For internetsøgere er det menuen Internet Explorer 5.5 der er interessant. Den gennemgår alle de mange faciliteter som ligger i Explorers værktøjslinjer og lidt om hvordan man søger på internettet.
Den kan eventuelt bruges til et hurtigt opslag i stil med: ”Hvordan er det nu man gemmer en webside?”, men det kræver at man kender lidt til siden i forvejen.
How Stuff Works er et emnekatalog for en masse teknik som man kan blive nødt til at bruge. Det er på engelsk, så det kræver et elementært kendskab til engelsk, men er i øvrigt dejligt fri for indforstået fagsprog! Hovedemnerne befinder sig øverst oppe: computer, bil, elektronik, videnskab, hjemme, underholdning, penge, rejser, folk.
For internetsøgere er især menuerne computer og elektronik interessante. Under menuen computer er ca. 40 valgmuligheder, alt fra hvordan søgemaskiner til webservere virker. Under elektronik kan man finde alt det tilbehør som en internetsøger ofte har brug for at vide noget om – og her er i øvrigt også ganske gode forklaringer på mange af de mest almindelige computerudtryk.
Artiklerne er ganske korte, men meget informative. Faktisk bedre end i mange af de såkaldte leksika og opslagsbøger om internettet. Nybegyndere kan ved surfing rundt på How Stuff Works lære ganske meget.
Link:
Kend din PC: www.kenddinpc.dk
How Stuff Works: www.howstuffworks.com

Ingen kommentarer: