søndag den 22. december 2002

Googles moralske og kommercielle udfordringer.
Dette er den sidste længere artikel i 2002. Administratoren ønsker alle læserne en glædelig jul og et godt nytår. Det sidste indlæg vil undtagelsesvis ikke handle så meget om søgeteknik, men om et mere søgemaskine-politisk emne.
I december-nummeret af det elektroniske nyhedsbrev Wired News fra Terra Lycos analyserer Josh McHugh Googles monopollignende rolle på søgemaskine-området. En af de få analyser på andet end hvordan man bruger søgemaskiner. Nedenfor nogle hovedpunkter i artiklen.
Google ledes af et triumvirat. Eric Schmidt som står for økonomi og strategi, Larry Page er den tekniske bagmand, mens Sergey Brin er Googles samvittighed og står for politikken – den moralske side af Google. Hvad Brin beslutter sig for har således vidtgående konsekvenser. Hans og Googles moralkodeks bygger på sætningen ”Don’t be evil”. Og "ondt" er ifølge Schmidt hvad Brin siger er ondt.
Igennem 2002 har dette princip været under pres:
- Efter trusler om sagsanlæg fra Scientology-kirken om copyright-regler fjernede Google en norsk anti-Scientology-side fra sit indeks.
- I efteråret blokerede den kinesiske regering for Google så kineserne ikke kunne søge på formastelige ord. Her stod Brin over for dilemmaet om han skulle indgå en handel med Kinas regering eller helt forsvinde fra det kinesiske marked. Google og Kinas regering har selvfølgelig ikke ført direkte forhandlinger. Men udgangen blev et kompromis: Google blev genåbnet, men uden at kineserne i den kinesiske udgave af Google kan søge på ord som Falun Gong og sætninger som ”Human rights in China”. Disse udløser enten blanke sider eller regeringsgodkendte sider – eller computerne bliver simpelthen blokeret for Googleadgang i et par timer!
- I oktober afslørede en Harvard-forsker at Google i Frankrig, Tyskland og Schweiz frasorterede sider som krænker disse landes racismelovgivning. Brin har ikke kommenteret det.
Hvor Google på disse ømtålelige punkter har måttet indgå kompromisser, har Brin til gengæld været kompromisløs på andre felter:
- Der bliver slået hårdt med de såkaldte link-farme. Altså internetsteder som linker til hinanden med det ene formål at komme til at rangere højere oppe i sorteringen i Google. Dette er en vedvarende krig som det er umuligt at overskue: Når Google opdager link-farme, bliver medlemmer af disse puttet til sidst i fremvisningen af resultaterne. Men ingen har overblik over hvor mange link-farme der eksisterer.
Med den store succes følger også at aktionærer ønsker større udbytte, bl.a. gennem reklamer. Google har hidtil konsekvent afvist pop-up-reklamer. Men hvor længe vil aktionærerne finde sig i det? Yahoo gjorde det samme i begyndelsen. Men det synspunkt forsvandt i samme takt som Yahoo’s aktiekurs røg ned.
Endelig er der så konkurrencen fra andre søgemaskiner. Denne er ikke særlig stor for øjeblikket, jf. denne weblogs artikler om Altavista, Yahoo og Hotbot. Men der er dog en væsentlig konkurrent: Alltheweb. Den matcher Google på stort set alle felter, og er måske bedre til at ”crawle” internettet igennem (hver 7-11 dag mod Googles hver 28. dag). Ligesom Alltheweb er langt fremme med ”intelligente” søgninger, lidt i stil med hvad Ask Jeeves forsøgte sig med for nogle år siden.
Artiklen i Wired News angiver nogle problematiske fremtidsudsigter for Google. Men det er dog stadig skønhedspletter, og det rokker ikke ved at Google i dag stadig er søgemaskinen over dem alle.

Freepint udgiver indeks
Et enkelt link dog til de som ikke kan holde sig fra at fordybe sig i søgemaskiner i juleferien:
www.freepint.com/issues/02indexb.htm
Freepint er en af denne weblogs allerflittigst benyttede kilder. De har et nyhedsbrev som indeholder gode informationer om hvad der sker på søgemaskineområdet, faglige links og meget andet. For de som ikke har tid til at læse dette, har siden lavet et indeks på ovennævnte side. Indekset er delt i forskellige emner som fx Subject Specific Articles og Searching Articles. Absolut et besøg værd!

Ingen kommentarer: