Vær ikke enøjet: Brug andre søgemaskiner end Google.
Google har siden sommeren 2001 været den mest foretrukne søgemaskine blandt internetsøgere. Og med god grund: den er hurtig, sorterer godt og er vældig stor. Men den har en meget alvorlig fejl: pga. det særlige page-rank-system hvor ofte-citerede websteder rangeres højt kommer nye kvalitetssider først øverst efter lang tid, måske først efter ca. 1 år. Eller når tilstrækkeligt mange henviser til siden. Men for øvrigt er man også godt på herrens mark hvis man ikke finder det man søger blandt de 20-30 første hits. Google har nemlig ikke særlig mange gode muligheder for at forfine resultaterne.
Men hvilken maskine skal man så også bruge? Tja, der er gode bud som www.wisenut.com og den endnu meget lille www.teoma.com. De er begge nye. Men der er såmænd også et særdeles kvalificeret bud fra den "gamle garde", alltheweb. Førhen også kendt som Fast. Alltheweb er aktuelt større end Google! Dens quick-and-dirty-resultater er ikke så godt sorterede som Googles. Men til gengæld har den en maskinel underinddeling af resultaterne i mapper som nogen gange - ofte - kan føre os til rigtig gode resultater. Mit bud på en Google-ligeværdig søgemaskine er altså alltheweb. Prøv den. Måske internettets mest oversete søgemaskine...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar