Google Squared er et nyt tiltag fra Google som skal bidrage til at gå mere i dybden med besvarelser af spørgsmål. Altså der hvor du skal bruge 10-20 gode websteder i stedet for det ene hurtige svar. (Dette vil som regel være fra Wikipedia).
Google Squared er stadig på eksperimentalstadie i Google Labs og er beregnet til at løse den slags opgaver. Det sker ved at organisere informationer og præsentere dem i et regneark. Googleblog giver et eksempel med roller coasters (se link nedenfor). Altså en slags systematisering af oplysninger. Googleblog siger også at Sqared kun er det første skridt på vejen, så vi kan altså forvente mere. Og webloggen indrømmer også at det stadig er meget ufærdigt.
Google Blogoscoped har moret sig med at finde huller, og bl.a. fundet ud af at Squared erklærer kendte personer for døde. Men generelt er blogverdenen tilfreds med det.
Du kan jo selv afprøve den. Husk at logge på din konto. Det foregår ved at du prøver at forestille dig et spørgsmål hvor du vil have en række facts om et bestemt emne. Du kan herefter arbejde i regnearket ved at klikke på bestemte celler. Du kan gemme regnearket når du er tilfreds med det. Og så det sædvanlige med at dele det med andre på forskellige offentlighedsniveauer.
Jeg prøvede først med nogle danske søgninger uden at have de store forventninger. Og det lykkedes da heller ikke at finde noget der er værd at vise. Ingen af dem gav et umiddelbart resultat, men jeg kunne så tilføre nye ord. Hvilket heller ikke gav særlig meget. Det kan så skyldes at jeg er for fantasiløs eller at Squared bare ikke er så god til danske søgninger.
Det engelske går det lidt bedre med. Jeg kiggede ud af vinduet og fik øje på en gråspurv. Så sparrows blev det eksempel der faldt mig ind. Hvad skal jeg mene om det? Jeg synes at ideen måske nok skulle udvikles lidt mere. Jeg kan ikke umiddelbart se noget brugbart i dens nuværende form. Men mon ikke det bliver bedre med tiden? Vi kan da altid håbe.
Google har altid haft det problem at hvis du ikke finder noget med første hug, er der ikke nogen muligheder for at arbejde videre med søgningen. Exalead har i sådanne tilfælde noget, og ofte bruger jeg Exalead til at blive inspireret til yderligere afgrænsninger i Google. For Exalead har slet ikke Googles evne til at sortere de bedste øverst. Men det ville jo være rart ikke at skulle omkring Exalead først. Om Squared så løser det problem, vil tiden vise.
Link
Google Blogoscoped.
Google Blogoscoped.
Googleblog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar