mandag den 12. maj 2008

Google Reader nyheder

En af mine betænkeligheder ved at skifte fra Bloglines til Google Reader var at der manglede en væsentlig del ved Reader, nemlig at kunne finde tilsvarende feeds og at kunne få oplysninger om forskellige feeds. Men det er der nu rådet bod på. Google Læser har nu lagt en sådan funktion ind under 'Opdag' (eller på engelsk Discover). Og den er bedre end Bloglines.
Konceptet bag er det sædvanlige fra Google: Ingen menneskeskabte opdelinger eller emneordskataloger, men søgninger og maskinskabte opdelinger. I teorien virker det mere upersonligt og maskinagtigt, men igen må jeg skrive at de dage hvor emneordskataloger syntes at være et alternativ til Googles maskinopdelte algoritmer er forbi. På en eller anden måde formår disse algoritmer at udkonkurrere frustrationerne over at de menneskeskabte emneordsinddelinger ikke rigtigt virker efter hensigten. Måske fordi der alligevel ligger dybtgående overvejelser bag disse algoritmer (jeg er pt ved at tygge mig igennem et svært læseligt papir fra Google om tankegangen bag. Måske bliver jeg så lidt klogere på det).
Udover søgninger efter feeds er der også kommet oplysninger om hvor mange der abonnerer på feedet via Google Reader. Enhver kan checke efter, og konstatere at det kun er 87 for Internetsøgnings vedkommende. I Bloglines har Internetsøgning 173 abonnenter, hvilket ikke er så underligt eftersom bloggen nu næsten er seks år gammel, og Google Reader først for ca.et år tilbage blev en potentiel konkurrent til Bloglines.
Antallet af abonnenter på feeds er dog stadig langt lavere end antallet af abonnenter på postlisten. Så ingen på denne liste behøver frygte at jeg vil tvinge dem til at abonnere via en rss-læser. At I ved det!
Listen over anbefalede feeds følger også konceptet bag alt 'web 2.0', nemlig at det er nemt at afklikke de som man ikke ønsker, og så bliver man ikke besværet med at skulle tage stilling til dem næste gang man søger efter inspiration til nye feeds.

Ingen kommentarer: