Gmail – Google Mail
Google tester for øjeblikket en ny form for emailtjeneste, Gmail. Den vil formentlig ændre sig mange gange inden den for alvor bliver offentligt tilgængelig for alle, men allerede nu er der dog anderledes tanker i posttjenesten. Væsentligt anderledes tænkt end de velkendte som Hotmail, Yahoo, Ofir eller Jubii.
En af de mest iøjnefaldende forskelle er at de velkendte arkivmapper er erstattet af en søgefunktion. Dette kan lade sig gøre, idet brugerne får en hel GB plads til rådighed, i modsætning til de ovennævnte, som typisk tilbyder mellem 2 (fx Ofir) og 4 MB (fx Yahoo). Google tilbyder altså mellem 250 og 500 gange mere plads.
Det har flere konsekvenser: Brugerne behøver ikke tænke på at skulle tage stilling til at slette breve. Og brugerne skal heller ikke tænke på i hvilken mappe eventuelle vigtige breve skal arkiveres. I stedet for de mange hjemmestrikkede mapper er der kun de mest nødvendige: en indbakke, en bakke til ”starred” breve (breve som er afmærket så de er lettere at finde), en udbakke, en bakke med alle breve (dog ikke slettede breve), spam og slettet post. Det er nemlig meningen at de arkivmapper som de fleste i dag opretter, skal erstattes af såkaldte ”Labels”, dvs. en slags emneord som brugeren kan forsyne sine breve med. Det er muligt at sætte flere emneord på. Disse emneord er altid tilgængelige i alfabetisk orden i venstremargenen i postkassen. Dette synes i øvrigt at være en af farerne ved systemet: hvad sker der når man går amok i emneord, så man skal læse side efter side?
Helt nyt er søgebilledet. Her er det muligt at søge efter afsender og modtager, emne, cc-adresser, søge i de ovennævnte mapper og emneord, udelukke visse ord, i vedhæftede filer og på dato. Kun brugerens fantasi synes at sætte grænser for hvad det er muligt at søge på. Men jeg kan forestille mig at det vil være klogt at vælge sine emneord (labels) med omhu allerede fra starten.
En rigtig praktisk fordel er at breve som hører sammen, (dvs. svar på svar osv. på breve) lægger sig oven på hinanden - lige som hvis man har flere vinduer åbnet på samme tid. Øverst kan man se hvad brevet handler om og hvem der har skrevet det. Lige som i et gammeldags kortkartotek. På denne måde kan brugeren følge korrespondancen fra det første breve og de efterfølgende svar på disse. Dette oplever jeg som en af de helt store fordele: I mine nuværende email er det svært at styre en sådan korrespondance: brevene ligger blot efter hinanden i det nyeste brev og ofte ødelagt af mærkelige tegn, så de til tider er nærmest ulæselige. Såvel ud- som indbakke bliver overfyldt med overlappende breve. I Gmail er det muligt at klikke på fanebladet til de gamle breve og se den originale version.
Ud over dette tilbyder Gmail også et spam-filter. Det har jeg ikke haft mulighed for at teste endnu, da postadresserne er mere eller mindre ukendte og derfor ikke udsat for spamangreb). Men hvis emailadressen angribes, kan brugeren indrapportere spam, lige som man i øvrigt kan på de fleste andre eposttjenester.
I pressen har der været en del omtale af at Gmail viser reklamer. Ifølge Googles introduktion til Gmail skulle der fremkomme reklamer når computeren registrerer ord i posten som har relation til bestemte reklamer. Og de skulle ligne de links til reklamer som også fremkommer ved almindelig websøgning på Google. Det er smag og behag om brugeren kan leve med det. Det er noget nyt at få reklamer ind på denne måde når man er inde i sin postadresse. På den anden side er stort set alle andre offentlige posttjenester overbroderet med reklamer og pop-ups inden man når ind til sin post, Ofir er her et godt eksempel.
Der har også været kritik af at Google skulle bryde dansk lov, bl.a. med dette. Tiden vil vise om det er juridisk holdbart. Og om det overhovedet er muligt at forbyde danskere at oprette postadresser hos Gmail. Jeg hører ikke til dem der er begejstrede for reklamer her, der og alle vegne på internettet. Jeg har forstået at Gmails reklamer vil ligne dem som ligger som ”sponsorerede links” i snart sagt alle Google websøgninger. Flere andre mailtjenester laver dog noget lignende, dog mest før eller mens man logger sig på: Hvis man fx logger på sin Ofir-mail, popper der ofte 1-3 reklamepopups op. De lægger sig godt nok i proceslinjen, men de skal jo dog trods alt lukkes ned bagefter. Det samme gælder Jubiimail, hvor der endda ofte er en popup som skæmmer udsigten en tid. Nogen gør forhåbentligt noget ved dette reklameproblem. I Gmail har jeg dog endnu ikke set nogen reklamer – hvilket måske skyldes at de fleste af mine breve er skrevet på dansk.
Foreløbig er teksten i postkasserne kun på engelsk. Men ifølge Google skulle der blive versioner i andre sprog også. Det er dog allerede nu muligt at skrive breve på de fleste sprog – og i hvert fald dansk.
De som er interesserede i løbende at følge udviklingen i Gmail kan tilmelde sin postadresse til en nyhedstjeneste.
Link:
gmail.google.com
Computerworld-artikel fra 20. april 2004 om klage til Datatilsynet
www.pandia.com/sw-2004/12-gmail.html Pandia forsvarer Gmails reklamer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar