mandag den 26. december 2005

Det kinesiske problem
Kina er et tiltrækkende marked for søgemaskinegiganterne. Men der er problemer med de kinesiske myndigheders opfattelse af menneskerettighederne, specielt ytringsfriheden. Problematiske ord er her demokrati, Tibet, sex, Tiananmen pladsen, Falun Gong, korruption og andre tabubelagte emner.
Microsoft har forbudt ord som "democracy" og "Dalai Lama" i sin kinesiske udgave af blogredskabet. Med begrundelse i kinesisk lovgivning. Yahoo har hjulpet den kinesiske regering med at opspore og fængsle en journalist for hvad der i Kina anses for en forbrydelse: at videresende en email. Hvad en af Yahoos grundlæggere senere delvis har beklaget. Og Google har fjernet publikationer fra Google News på kinesisk. Noget som Google dog benægter skyldes eksternt pres, men udelukkende fordi de ikke er tilgængelige.
Søgemaskinerne står over for et dilemma her: enten slet ikke at komme ind på markedet, eller bøje sig for de kinesiske myndigheders krav. Det kan diskuteres om det første er værre end det andet. En professor fra George Washington University School of Business erkender at det er
"problematisk moralsk set at de indgår partnerskab med den kinesiske regering om censur … men alene deres tilstedeværelse er skriften på væggen for det kommunistiske regering.”

Flere menneskerettighedsgrupper beklager søgemaskineselskabernes opførsel. Med det kæmpestore kinesiske marked skal man dog næppe forvente en ændring. Mere end 100 millioner kinesere er online, hvilket kun er 8 % af befolkningen. Og det er i hastig vækst og vil formentlig meget snart overstige antallet af brugere i USA.
Læs mere i
San Francisco Chronicle.

1 kommentar:

Lofi sagde ...

Enig, Kina er et spændende marked.
Som artiklen her nævner, er der omkring 120 millioner Internet-brugere i Kina. Et halvt år tidligere (se artiklen her) var tallet 103 millioner... Det går forrygende stærkt!

Med en kommentar fra ejeren af Alibaba.com som "Vi vinder over e-Bay, køber Yahoo og stopper Google. Det er sjovt. Konkurrence er sjovt" (se artiklen her) er der altså noget af et marked at holde øje med.

Alibaba.com er en kinesisk søgemaskine/internetauktion.