lørdag den 18. juni 2005

Hovedvej for (ord)blinde
Danmarks Blindebibliotek har en hjemmeside for blinde, ordblinde, synshandicappede, døve eller fysisk handicappede der har svært ved at holde en almindelig bog. Den hedder E17. Det er ikke Europavejen mellem Gent og Arras, men en sammentrækning af e-bøger og en lovparagraf 17. Siden er også et mønstereksempel til efterfølgelse for webmastere, som vil se hvordan websider kan gøres tilgængelige for dette publikum.
Siden indeholder litteratur, der er udkommet på lyd, punkt, som e-bog, med stor skrift eller som er let læst. Du kan søge via et søgefelt eller (hvis søgemaskinen ikke finder noget) via et alfabetisk indeks. Download af e-bøger kræver, at du er indmeldt som låner på Blindebiblioteket.
Der er også henvisninger til forskellige former for software, bl.a. et gratis svensk læseprogram TPB-reader med gratis download (svensk). Programmet kan læse Blindebibliotekets DAISY-talebøger.
I stedet for en længere gennemgang af siden, bør interesserede kigge på en af de mange flash, nemlig den vejledende infoflash om e17. Den findes under menuen Om Portalen.
Som nævnt er E17 gennemprøvet for tilgængelighed. Dvs. om den er egnet for disse målgrupper. Andre webmastere kan med fordel kigge på det aspekt. Fordomme om at "tilgængelige" sider er klodsede og ucheckede bliver gjort til skamme.
Nogle af de råd, som jeg fandt nyttige ved en præsentation af siden, er at man skal skrive kort og lægge links nederst. Det sidste var jeg ellers holdt op med efter webloggens nye design.
E17 skriver ikke specifikt om weblogs, men det gælder skam også dem (os), at de kan indrettes for det publikum. American Foundation For The Blind Answers har skrevet om hvordan blinde kan blogge. De har også syv gode råd, som minder lidt om E17s, bare på weblogområdet.
- Undgå at skulle skrive en temmelig kringlet tekst ind, når man tilmelder sig. Det råd er måske lidt perifert, men det er set bl.a. på Yahoo Music. Det er muligvis godt for sikkerhed, men afskærer blinde.
- Beskriv billederne, men gør det kort og informativt.
- Undgå at bruge Klik her eller Mere.
- Blogruller skal være på højre side, fordi skærmlæsere oftest starte til venstre, og det er spildtid at læse links.
- I kommentaren skal der være label-tags.
- Gør det muligt for læserne at kunne gøre skriften større eller mindre. (Hvis nogen ved om Firefox kan gøre det ud for det samme med ctrl +/-, så læg en kommentar!)
- Undgå at åbne links i nye vinduer.
Ud over disse råd er der også teknisk hjælp til at indrette sin weblog på denne måde, fx html-koder.
Links
e17: www.e17.dk
Infoflash om e17: www.e17.dk/portalen/hjem/omportalen.aspx?pid=animations-film_paa_e17.e17#top
Artikel med gode råd til webloggere: www.afb.org/Section.asp?SectionID=57&DocumentID=2753

Ingen kommentarer: