Test: Hvilken søgemaskine finder hurtigst danske nyheder?
Internetsøgning gav den 8. oktober 2002 en oversigt over søgemaskiner som kan søge på nyheder. Men hvor gode er de egentlig til at finde dagsaktuelle nyheder om danske begivenheder? (Se arkivet under 8.10.02).
En test i anledning af Ivar Hansens død kan give et fingerpeg: hvor hurtigt ville søgemaskinerne finde frem til denne nyhed? En nyhed tilpas stor til at blive bragt af internationale nyhedsbureauer, men dog ikke så stor at det ville være helt oplagt at kunne finde noget.
Nyheden blev bragt 11. marts kl. 9:00 i Radioavisen. Herefter fik søgemaskinerne 10 timer til at finde nyheden. Testen blev lavet kl. 19 samme aften. Resultatet blev:
Bedste generelle søgemaskine var ubestridt Alltheweb. Den havde 34 resultater på Ivar Hansens død. Kun få af dem var gengangere. 20 af dem var danske, såvel landsdækkende som lokale aviser. Resten var mest svenske, dog også CBS (USA). Dernæst bragte både Altavista og Yahoo hver 1 - iøvrigt forskellige: Den ene fra Copenhagen Post, den anden fra AP. Google News bundede med - ja, 0! (At Google er så dårlig, skyldes formentligt at de ikke vil risikere klammeri med den danske lovgivning om forbud mod at bruge dybe links fra fx danske aviser).
Dernæst til de søgemaskiner som søger i dagsaktuelle nyheder. Her var Daypop den absolutte topscorer med 63 sider, de fleste af dem dog gengangere. Til gengæld var de anderledes end de fund som Alltheweb havde fundet frem. Daypop havde også tv-nyheder, Yahoo News og nogle andre med. Rocketnews fandt intet og Newsseer var ude af drift i testperioden.
Resultat: Efter 10 timer er Alltheweb suveræn vinder blandt de generelle søgemaskiners nyhedssøgning, Daypop blandt de specialiserede.
Test efter 24 timer (12. marts kl. 7).
Hvis man søger aktuelle nyheder om Danmark, er 24 timer nok det længste man vil vente. Ellers kan man jo bare læse aviserne. Derfor endnu en test!
Resultatet bekræftede indtrykket fra testen efter 10 timer: Alltheweb og Daypop havde fundet endnu flere: hhv. 46 (heriblandt AP, CBS, et par norske og en enkelt østeuropæisk) og 147. Daypop dog stadig med en hel del gengangere. Yahoo og Altavista havde begge 2 (fra AP og Copenhagen Post). Det havde Google nu også (Copenhagen Post og Houston Chronicle). Rocketnews bundede med 0, ligesom Newsseer stadig var ude af drift.
Hvis denne test står til troende, så er Alltheweb og Daypop bedst til at finde dagsaktuelle danske nyheder. Om det samme så gælder for udenlandske nyheder – eller andre danske ældre nyheder – er en anden sag. Hvis nogen har erfaringer, så lad høre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar